Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

elsket, før jeg begyndte at elske dig.“ „Er det virkelig sandt, Niels, sig, er det sandt?“ „Ja, min ven, det véd jeg nu, havde du ikke været, vilde jeg aldrig lært kjærlighed at kjende. Og nu, da vi har vor skat i vente — jeg er overlykkelig, Conny.“ „Men du har dog været forelsket i andre, ja, og stået i forbindelse med andre?“ „Det har været vrøvl og tant, Conny, først du har gjort livet levende for mig.“ „Og således er det også for dig, Conny,“ vedblev han lidt efter, „dit liv begynder først med mig, ikke sandt?“ Hun svarte ikke. „For du elsker mig, sig, at du elsker mig.“ „Det ved du jo, Niels,“ sa hun sagte. „Men sig det alligevel, det er så sødt at høre.“ Der påkom hende en underlig fornemmelse. Hun følte lyst til at ryste hans arme af sig og løbe bort. Det var, som om noget spøgelsesagtigt i mørke kom listende bag på hende, noget, hun ikke turde vende sig om for at se på. Det fik hende til at gyse. Og så i samme nu mindedes hun det blide velbehag, som var smøget sig over hende, da Mejer i dag rent tilfældig kom til at lægge armen på ryggen af den stol, hun sad i. Men nu vilde hun bort fra alt dette, og så med et sprang ind i den forestillingskreds af elskov og lykke, hun i disse mange måneder havde levet i. Hun svøbte minderne om de søde timer og alle de fortryllende småtterier, som havde været mellem hende og Lorck, om sig som et værn. Hun vilde være lykkelig, var det. „Jeg elsker dig,“ sa hun, „elsker, elsker dig,“ og hendes kys og kjærtegn var heftigere end nogen sinde. Lorck trykked hende til sit hjerte med et henrykt smil om de halvåbne læber. Hun gjemte sit ansigt i hans bløde, tætte skjæg. „Men hvad er det,“ sa han med et pludseligt ryk, „jeg blir syg.“ Han greb om hendes hånd og bøjed sig stønnende fremover. Heftige kuldegysninger gik gjennem ham. „Du har forkjølet dig af den is,“ sa Constance, „kom, lad os gå op.“ Med møje rejste han sig og gik støttet på Constances arm op gjennem haven og ind i hotellet; af og til stod han stille og gav sig af smerter. Da de var kommen op på sine værelser, forskrækkedes Constance over hans bleghed; en kold sved lå på hans pande, og han klaged over en ulidelig kvalme. Hun lod straks sende bud efter en læge. Det var en halvgammel, undersætsig liden franskmand med masser af gråt hår og skjæg. Han sa til Constance, at hendes mand havde pådraget sig en heftig forkjølelse, men at han håbed, det ikke blev slemt. Så loved han at sende nogen medicin og at kjomme igjen næste morgen. 25 Lorck lå i gastrisk feber. Constance plejed ham med utrættelig omhu. Som oftest kjendte han hende ikke, men tog hende for en anden; han gav hende hyppig navnet Kristine. Lægen skaffed en diakonisse, som skulde våge hveranden nat for at skifte med Constance. Han mente, at der vilde hengå en tre— fire uger, inden der kunde være tale om at tænke på hjemrejsen; for resten var der ingen fare, når de blot iagttog forsigtighed. Mejer havde opgivet at rejse nu og sagt til Constance, at han blev, så længe han kunde være hende til nytte. Constance havde takket ham med stor hjertelighed og ikke lagt skjul på, hvor glad hun var over hans beslutning. Han var hende til daglig hjælp og opmuntring, hented medicinen
på apotheket og var uafladelig ved hånden for at gjøre hende småtjenester. Hver dag bragte han hende blomster eller frugter og fik hende til at trække en smule frisk luft i haven. Undertiden kom han op fire gange for at foreslå hende at spasere, og først femte gang var det belejligt, for hun vilde ikke gå, uden når Lorck sov. Så kom der en pige, som holdt vagt i stuen ved siden af, med ordre til at hente fruen øjeblikkelig hvis herren vågned. Når Lorck var ved samling, gik Mejer af og til ind og spurgte, hvordan det stod til. Lorck nikked med et mat smil og sa stadig, at det var bedre nu. Undertiden spurgte han efter aviserne, og Mejer fortalte ham da et og andet. Da han begyndte at komme sig, læste Mejer for ham, indtil han faldt i søvn eller sa, at han var træt. En gang havde han takket Mejer for hans store elskværdighed mod ham og Constance og sagt, at det var ham en trøst at vide, Constance havde ham at ty til. En fjorten dags tid efter at Lorck var bleven syg, sad Constance inde hos ham i den store lænestol ved sengens hovedgjærde. Hele formiddagen havde han været urolig og fantaseret et enkelt øjeblik ind imellem. Doktoren havde git ham noget beroligende medicin, og ud på eftermiddagen var han falden i slummer. Så var Constance gået sin vante tur i haven og havde fundet Lorck sovende ved tilbagekomsten. Nu var hun sunken tilbage af træthed. Bogen, hun havde læst i, lå på hendes skjød; fingrene havde sluppet taget om den og hviled roligt ved siden af. Hun vågned ved, at der gik nogen i det andet værelse, retted sig op og keg ind gjennem den halvåbne dør. Det var pigen med posten. Hun vinked, at hun skulde lægge den fra sig på bordet og satte sig atter til at døse. Først efter at Lorck havde fået sin aftenmedicin og var bleven stelt færdig for natten, husked hun, at der var aviser og måske breve hjemmefra. Så havde hun noget at fordrive tiden med, det var nemlig hendes tur til at våge. Posten var stor i dag; foruden en bunke aviser var der en pakke og et brev, begge adresseret til Lorck. Constance så, det var fra Hansen, og da hun tænkte, at det kunde være noget om deres pengegrejer — det var ham, som sørged for, at deres kreditiv var i orden —, der straks kræved besvarelse, åbned hun brevet. Hun sad i det yderste værelse. Døren ind til Lorck stod åben; fra den lave lænestol borte ved det runde bord kunde hun se ham i sengen og være parat ved hans mindste bevægelse. Det var endnu så mildt, at dørene ud til altanen stod åbne; en duft af levkøjer og roser steg op der ude fra og fyldte stuen med vellugt. Et dæmpet skin af en lampe under en stor papirskjærm oplyste kun halvvejs det temmelig store værelse. Da Constance havde læst lidt i brevet, blev hun meget bleg, og hendes hænder skjælved så stærkt, at bogstaverne hopped op og ned. Hun la papiret på bordet foran sig, tog sig med begge hænder om hodet, og mens farven kom og gik på hendes ansigt, og åndedrættet blev hurtigt som hos en, der har løbet, læste hun brevet igjennem; flere gange om igjen. Efterhånden kom hun til mere ro. Til sidst folded hun papiret sammen, stak det ind i konvolutten og gik ud på altanen. Det var en dejlig aften. Månelyset kasted skyggen af hotellet hen over den åbne plads, som deres værelser vendte ud til, skinned på vandspringet med den basunkindede gut på toppen lige ved indgangen til en af hovedgaderne, lyste op den ene side af det store monument nede på torvet til venstre og afsatte her figurer af mærkværdige faconer og dimensioner. Længere borte lå Genfersøen med sølvblinkende flade der, hvor måneskinnet faldt, mens strækningen inde mod det
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?