Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

småting til toiletbordet eller for at
prøve en eller anden forandring i
arrangementet.
Da hun nu pludselig så sin mor
på dampskibet, brast hun i gråd og
faldt hende om halsen.
Ring så fortrædelig ud og
mumled noget om, at et dampskib
ikke var det rette sted til at opføre
scener på.
Fru Blom tyssed på hende med
blide ord og kjærlige håndklap, og
i vognen opover henvendte hun
ligegyldige spørgsmål til Ring om,
hvad gaden hed, og hvad det var
for en ny kirke, de kom forbi.
Der var nok at spørge om; hun
havde ikke været i Kristiania på
seksten år.
Da hun så troed Constance var
kommen sig, begyndte hun at
fortælle om alt hjemmefra, disse
småting om duerne og hønsene, om
den ældgamle hest, det kjære dyr,
der nu skulde skydes, om
spisestuen, der blev malet, og om
de gamle gardiner, som hun og
Constance plejed at stoppe til hver
pinse, og som nu endelig måtte
kasseres. Og så husked hun på de
masser af hilsener, hun havde med
fra far og søskende, fra gutterne og
kusken, gamle Ane stuepige, fra
veninder og kusiner og ellers
andre.
Men denne passiar om de
hjemlige ting gjorde Constance sår
om hjertet og bragte en skare
minder med, som ikke var til at
udholde. Hun sad og stred med
gråden.
„Du ser rigtig ud, som en skulde
gjort dig en fornøjelse,“ sa Ring
pludselig med en lyd af tungen, der
udtrykte hans misfornøjelse.
„Men Constance,“ sa fru Blom
mildt bebrejdende, da hun så
tårerne trille ned over datterens
kinder. „Hvad går der af dig,
barn?“
„Jeg kan ikke gjøre for det,
mor,“ det lød halvkvalt, bedende,
og hun holdt lommetørklædet for
øjnene.
„Jo, det er oplivende for en
mand,“ sa Ring og gjorde nogle
heftige bevægelser med
overkroppen som for at komme til
at sidde bedre, hvorpå han indtog
nøjagtig sin forrige stilling.
Da vognen lidt efter holdt ved
døren, var det en lettelse for dem
alle, at kjørslen var til ende.
Da de var kommen op, førte
Ring sin svigermor om i
værelserne. Hun skulde straks se
hele lejligheden. Han udpeged,
hvad der var presenter og hvad
ikke, betroed hende, hvad
malerierne var værd, og hvad han
havde fået dem for, åbned
buffetdøren og viste hende
sølvtøjet og de fine glassager, trak
hende ind i soveværelset, for at
hun skulde beundre stoffet i
sengeomhænget. Han tog frem sin
violin og spilled nogle strofer for
hende, vilde så pludselig, at hun
skulde se linnedskabet, og fo´r ud
efter nøglen i kjøkkenet til
Constance, der stod og laved salat,
men kom så endelig i tanker om, at
fru Blom kunde være træt og
trængte til at sætte sig. Med
jagende hast fik han hende placeret
i en lænestol og dynged så op en
mængde albumer og illustrerede
pragtværker på bordet foran
hende, og under alt dette blev han
ved at snakke i løsrevne
småstumper om alt muligt, så fru
Blom følte sig ganske ør i hodet.
Ved aftensbordet var Ring
overmåde meddelsom. Han beskrev
hjemkomsten på bryllupsaftenen,
da stuerne var strålende oplyst til
den store udstilling af presenter.
Så fortalte han småtræk fra deres
ægteskabs første dage og selv af
fuld hals over, hvad han gav
tilbedste. For at fejre sin
svigermors ankomst drak han tre
drammer til de kolde retter og et
par glas sherry til den
hjemmelavede æblekage.
Constance var taus og så ud til at
kjede sig. Aldrig forekom han
hende ubehageligere, end når han
sad og skulde være elskværdig. Så
var det jo også dette, at han i
sådanne situationer som oftest
havde drukket noget, og det