Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

vandet af hænderne, støtted dem
på kanten af den afskårne
smørfjerding, vendte ansigtet helt
mod de to damer og sa med en
stemme, der pludselig lød
gneldrende livlig:
„De ville regti både være synn og
skam, en slik skarv, som inte ist
ant end skamslå kjærringa si — nu
låg hu borti steinrøjsen i nat igjen,
fordi hu inte torte la ham se sej!
Sånn en dovventamp, no ligger han
og sover som en hest igjen — dem
kan høre snorkinga helt her ut —
og et slikt svin som han e — no har
han høkkertøsen derborte i
kjælleren gåenes dags ventenes
tilliks med kjærringa si, men slikt
e de, dem hjælper og gjøler for,
mens en annen strævsom stakker —
“ hun måtte stanse for at trække
vejret.
Constance var bleven ganske
bleg. „Den arme kone,“ sa hun
gysende, „hende burde der gjøres
noget for.“
„Hu!“ skreg konen, „jo hu har
regti nauen, kan dem tru — hu, som
går ute på tiggeri og kommer hjæm
med søkkende fulle korger og
posser, så hu og tøsebarne mest
inte orker slæpe di tilhuse. — Ja,
de forstås,“ føjed hun til med et
ondskabsfuldt blink i øjet, „somme
tier blir hu jo fakka og sat fast for
kjueri.“
„Kom, lad os gå,“ hvisked
Constance og trak i Marie, „ikke
stå og hør på det fæle
fruentimmer.“
Marie sa farvel; konen besvarte
det neppe, og de to damer skyndte
sig bort fra det skrækkelige sted.
„Det må da være noget dårligt
kram, denne familie Bendiksen,“
sa Marie, „dem kan man ikke kalde
værdige trængende.“
„Jo dårligere de er, jo mere
trænger de jo,“ indvendte
Constance. „Hvor det dog er
sjælerystende og nedtrykkende at
se og høre på så megen skidden
jammer; jeg blir syg af det! Og
tænke sig til, dette er bare et
eksempel af tusinde.“
„Du, som gav besked, at hun
skulde komme op til dig, hvad vil
du gjøre med hende?“ spurgte
Marie.
„Give hende de færdige
klædningsstykker, jeg har, og mad
og penge og hvad jeg bare kan
skrabe sammen, naturligvis.“
„Men du hørte jo, at hun drikker
og stjæler jo.“
„Hvad kommer det mig ved? Når
de nu sidder og sulter. Jeg synes,
det er rimeligt, at de gjør både det
ene og det andet.“
„De, som er stræbsomme og
arbejdsomme sulter ikke; man kan
ikke sige andet, end at der blir
sørget godt for de fattige her hos
os,“ sa Marie med overbevisning.
„Ja, det er let nok at snakke,
men jeg tror ikke på denne floskel,
at alle som vil, kan få arbejde, i
alle fald ikke nok til at leve af; og
når der nu er mange børn, og de
blir syge! Det er jo til at græde
blod over.“
„De skikkelige blir altid
hjulpne,“ forsikred Marie, „den tro
må man da ha til vor Herre.“
„De skikkelige, som fødes og
lever i slige vilkår! Og nu selve
den hjælp, du snakker om! Det er
en forbrydelse! Opdrage dem til at
leve af almisse, det demoraliserer
dem, for det lærer dem at lægge sig
nedfor som kvæget og vente på
mere.“
„Men du gode Gud, hvad skal
man da gjøre?“ råbte Marie.
„Ja, det véd jeg ikke, det véd jeg
ikke, men hvad der gjøres, er galt,
oprørende forkjert.“
Marie vendte pludselig hodet og
så på hende. „Nej, men Constance,
var det ikke det, jeg hørte på
stemmen, at du græd. Når det tar
således på dig, er du virkelig ikke
skikket til at gå omkring.“
Constance svarte ikke. Hun gik
med bøjet hode, tårerne formelig
strømmed ned over hendes ansigt.
Straks efter var hun ved sit hjem.
Hun sa hastigt farvel til Marie og
gik op.
Om eftermiddagen, da Ring var
gået på kontoret, og Constance sad