Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

kaffen blev drukket, mens de gik og tog tøjet på. Pigen havde hentet en vogn, og Constance kjørte med til stationen. „Det var kjedeligt, at jeg ikke fik se din mand, Constance,“ sa fru Sunde på vejen nedover. „Du får hilse ham fra mig.“ „Så havde vi jo ikke kunnet tale så ugenert sammen,“ svarte Constance. „Det var rigtig godt, at han var væk.“ „Åh ja, kanske. Huttitu for et vejr, det er blit.“ „Det var begyndt at storme; gaden stod pakkende fuld af en skodde med rusk og støv og visne blade. De fik det fejet lige ind i vognen, så de sad og gned sig i øjnene i et væk. Constance bøjed sig frem og så på himlen. Den var sort og uvejrsagtig, og enkelte store vanddråber begyndte at falde. „Og din mand, som er ude og sejler!“ „Han hytter sig nok, kan du tro. Nu ligger han i havn etsteds og nyder sin cigar og sit glas toddy.“ De var ved stationen. Det var så vidt der var tid til at få billet og sætte sig ind, før det bar afsted. Constance stod og vinked til afsked og gik først, da hun ikke kunde øjne toget mere. Vinden havde tat til i styrke, og nu var det også begyndt at øsregne. Da hun kom hjem, la hun sig på sofaen og forsøgte at sove. Men det lykkedes ikke. Den stærke blæst havde git hende hodepine, og hun følte sig så nedtrykt og trist, så grænseløs ensom og elendig. Hun lå og lytted til vindens tuden og det voldsomme regn, der slog mod ruderne. Når det blæste fra denne kant, tog det hårdt i huset. Det forekom hende, at stuen rysted. Hun kunde ikke ligge rolig, men måtte op og gå frem og tilbage. Til sidst stilled hun sig hen ved vinduet og gav sig til at stirre ned i haven. Det så sørgeligt ud der nede. Høsten var kommen med ét og havde tat fat for alvor; der lå allerede i bunkevis af ødelæggelse. Det var dog synd for den pene, ranke syrenbusk, som nu lå næsegrus i et af sidebedene og dukked sig mod jorden med sønderpiskede blade, mens et par lange, tynde rodtrevler endnu holdt den fast. Georginerne var bøjet over i to. Når stormen fo'r ind mellem dem, rysted de sine sortbrune hoder som i græmmelse over sit skjæmmede ydre. Palmeplanterne i de store, lysegule uroer på de hvidmalede fodstykker hang og dingled efter stammens yderste hylster, knækket over på midten. De lange, smale blade var filtret sammen af væden; alt imellem løste vinden dem fra hinanden, og da bugted de sig frem og tilbage som tynde slanger, der var bleven hængende, og vilde løs. Og hvor var det gået hurtigt med at få løvet af træerne! Endnu i går havde det været der; nu var det drysset ud over haven og lå i tykke, toppede længder over alt i vejene, gulbrunt og vissensort. Nederst nede op mod gjærdet holdt vinden på at feje sammen en stor dynge. Den havde ellers sit besvær dermed, for bladene var tunge af vandet og sene i vendingen; de klæbed sig sammen og satte sig fast i store klumper bag træstammer og på bænkefødder og opefter lysthusets sprinkelvægge. Constance gjøs og følte et slags fortvilelse over, at hun ikke gik ind i den anden stue, hvor der var lunere, eller dog idet mindste bort fra vinduet og det pinefulde syn. Men det var, som om hun holdtes fast af en usynlig magt, der tvang hende til at bli stående og se på hvorledes regnet blev pisket af vinden, så det drev i hvirvler mellem himmel og jord og slog ned med et sprøjt over hver en liden plante, som endnu tappert holdt nakken stiv. Og med en slags åndeløs spænding måtte hun følge vindstødene nedover, når de døde hen, og opover, når de voksed. Og det var som persed de sig frem fra hendes bryst, disse langstrakte støn, og disse stød, der kom med
en rasende styrke og dæmped sig ned til sørgmodige klagehyl, for så igjen at tude op med djævelske hvin. Og midt under dette stod haven fra sommertiden for hende, da alt havde duftet og strålet i solskinnet, og hun så sig selv sidde der nede på bænken om aftenen i det fredsommelige måneskin, som flød ind gjennem træernes grene hen over de grusede gange og forsølved hvert eneste blomsterbed. Det var blevet ganske mørkt, men endnu stod hun der. Hun frøs lige ind i sjælen, og hjertet føltes som en hård klump i den venstre side. Det klemte om den, så hun havde trang til at vånde sig, men hun gjorde det ikke. Pigen kom og sa, at teen var færdig. Hun rev sig løs og gik ind i spisestuen, hvor lampen var tændt og maskinen stod og surred. Det var dog godt at komme bort fra det himlens vejr. At hun virkelig havde stået der så længe! Efter måltidet læste hun i „Fromont jeune et Risler ainé“. Det var bare det sidste kapitel, hun havde tilbage. Den stakkels Rislers gyselige endeligt rysted hende en del. Hun kasted bogen og hulked et øjeblik med lommetørklædet for øjnene. Før hun gik til sengs vilde hun dog se, hvordan det stod til med vejret; det havde en underlig tiltrækning for hende i aften. Hun gik ind i den anden stue. Stormen var stilnet noget, og det regnet ikke for øjeblikket. Men luften så rusket ud. Månen stod som en smal, lysegul appelsindel på himlen og stræved med at holde sig en smule rum frit til udkig mellem de forrevne skyer, der alt i et jog hen over den. Et svagt hvidligt skin strejfed nu og da den ramponerte have. Hun forlod vinduet og gik ind i det mellemste værelse, der havde døren åben til spisestuen, hvorfra en svag lysning trængte ind. Midt på gulvet blev hun stående, så op mod loftet med et famlende blik og strakte armene op over sit hode med en sagte, sukkende lyd. Så gled hun ned i en lænestol, lagde armene ud over bordet og ansigtet ned på dem. Hun vidste ikke af, at hun græd, før hun kjendte nogle enkelte kolde tårer på sit ansigt. Hun gad ikke engang tørre dem bort. Dagen efter fik hun vide, at Ring var kuldsejlet i stormen. Han og løjnant Fallesen var druknet, men kuttermanden havde reddet sig på hvælvet. Det var ham, som bragte budskabet på kontoret. 20 Efter Rings død var Constance bleven ved at bo på samme sted. Hun leved et meget tilbagetrukket liv, stængte sig konsekvent ude fra enhver berøring med verden og vilde ingen se af sine venner og bekjendte. Efterretningen om hendes mands pludselig endeligt havde fra først af havt en bedøvende virkning på hende. Det tog hende tid, før hun kunde få det ind i sit hode som en fast formet forestilling, at den forhadte ægteskabslænke nu var falden af hende, og at hun var løst fra ham for stedse. Da hun omsider havde tat denne frihedsfølelse i fuld besiddeise, begyndte hun at pines af anger over fortiden. Hun spurgte sig selv atter og atter, om det ikke vilde ha gået bedre, hvis hun straks fra begyndelsen af havde sat alt ind på at være ham en god og kjærlig ægtefælle. Men hvorledes havde hun teet sig! Hun havde ladet opgaven ligge, som om det hele ikke kom hende ved, og slået sig til tåls med, at hun var som hun kunde være. Hun var gået ind til sit ægteskab som til en dans og havde kun tænkt på det ene: sin egen fornøjelse, kun villet et: sig selv. Hun gjorde sig de heftigste bebrejdelser og havde en nagblandet tilfredsstillelse af at
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?