Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

varme ud over værelset, og der dufted af potteblomster. Døren til spisestuen stod på klem og ind gjennem sprækken et stykke bortover gulvtæppet flød et stærkt gulagtigt lys, som mødtes med det afdæmpede, røde lampeskin. Idet Constance trådte over tærskelen til spisestuen, havde tanten rejst sig fra sit færdige måltid. Hendes hår var på det sidste blevet ganske hvidt; hun bar en kappe med pibede strimler, og udenpå kjolen havde hun en stor rundskåren fløjelsmodest, der endte i to lange spidser, foran besat med silkefrynser. Ondet i foden havde forværret sig så, at hun denne vinter var begyndt at bruge stok. „Nej, men Constance, er det dig, som er ude og går så sent, nu har jeg netop drukket te, skal jeg lave dig en kop,“ spurgte hun. „Nej tak, tante, slet ikke det, jeg vil tale med dig.“ Fru Wleügel så studsende på hende, der var noget i stemmen, som foruroliged hende. „Der er da ikke tilstødt dig noget?“ spurgte hun. „Jo, tante, kom ind, så skal du høre.“ Og så begyndte Constance at fortælle, mens hun i hast afførte sig sit overtøj, og endte med at sige: „Og nu er jeg kommen for at bli hos dig, tante, indtil det er ordnet.“ Tanten havde hørt på hende i taushed; hendes øjenlåg var sænkede, og der var kommen en stram trækning i mundvigerne. „Og hvad vil du så gjøre, Constance?“ spurgte hun, og så alvorligt på hende. „Rejse hjem,“ svarte Constance og brast ud i en lidenskabelig hulken. „Det vil dine forældre aldrig tillade,“ fru Wleügel rysted tungsindig på hodet. „En skal gjøre, hvad der er ret.“ „Når de hører, hvorledes Ring har været! Nej tante, så slet tror jeg ikke om dem.“ „Stakkels kjære Constance min — Gud skal vide, jeg føler for dig,“ det vibrerte stærkt om den gamle dames tynde læber, „det går mig således til hjærtet, at — åh Gud, åh Gud — det er grænseløst, hvad vi kvinder må tåle, men aldrig havde jeg troet, at det skulde gå dig —“ Stemmen tabte sig i en tynd piben, og hun fo'r med hånden over øjnene. „Du må tro, jeg véd, hvad det er,“ vedblev hun lidt efter, „ja, for sådan gik det mig også.“ „Var din mand også således?“ råbte Constance og styrted på knæ foran hende. Fru Wleügel tog hendes hode mellem hænderne og kyssed hende på håret. „Ak ja, Constance, og ikke bare han. Vi tror altid, at vi er undtagelser, men det er så langtfra. Det er så vanskeligt med mændene; gifter de sig, mens de er unge, så har de ikke raset fra sig, og venter de, til de er ældre, så er deres vaner blit dem for stærke. „Men tante, tante,“ råbte Constance, „hvorfor sa du ingenting om dette før? Hvorfor vilde du da så gjerne få mig gift?“ „Constance min, når du blir så gammel som jeg, vil du forstå alting bedre — en får gjøre, hvad der er ret. Verden er indrettet på, at kvinderne skal være gift; ulykkelige blir de, det vil sige til en tid; men et ugift froentimmer — ja, hendes lod er dog endnu langt sørgeligere. Af to onder får en vælge det mindste.“ „Da véd jeg dog, hvad jeg vilde valgt, hvis jeg havde vidst besked,“ udbrød Constance med bitterhed og rejste sig. „Den, som har skoen på, ved, hvor den trykker,“ Sa tanten og vugged sagte frem og tilbage med overkroppen. „Tro mig, Constance, var du bleven pebermø, så vilde din ugifte tilstand ha forekommet dig at være den vigtigste hindring for at nå lykken i livet.“
„Ja, ja, tante, lad os ikke disputere om dette nu, det fører så ikke til noget,“ sa Constance. Hun kunde ikke være stille, men bevæged sig urolig omkring. „Og du har været hos præsten, siger du? Ak Gud, ak Gud, hos præsten. Og Ring, hvad siger Ring?“ Så fik hun vide, at Constance ikke havde talt med ham, og at han var uvidende om, hvad hun havde besluttet. „Constance, du må betænke dig, du må betænke dig vel, før du bestemmer dig i denne sag.“ Hun hæved hånden som til advarsel. „Der er ingenting at betænke, kan du ikke forstå det, tante,“ det kom utålmodig klynkende. „Begynd nu ikke at pine mig, hører du, jeg kan ikke tåle det!“ „Ja, men søde Constance — du må være fornuftig. Af alle ulykker er en skilsmisse den værste — du må da høre, hvad Ring —“ „Hvis du vil ha mig til at vende tilbage til ham, så siger jeg, at det nytter dig ikke,“ afbrød Constance hende, „jeg gjør det ikke, jeg gjør det ikke. „Hun stod og småtramped med begge fødder, som om hun gav sig i farten til et løb. „Du skal ta dig tid, Constance, ikke handle nu. Den første smerte er så overvældende. En skal gjøre, hvad der er ret.“ „Nej, tante, det er ikke smerte, det er væmmelse, afsky — afsky og foragt. Jeg tåler ikke at se ham — jeg blir gal bare ved tanken.“ Hun vred sine hænder, som om hun var ude af sig selv. „Ja, ja, jeg véd det nok,“ tanten slog ud med hånden, „men det gir sig. Når der er gået nogen tid, vil du ha det bedre. Det nytter ikke at gjøre oprør, Constance! Hvad kunde det hjælpe at sidde der som fraskilt med al skandalen og sorgen på sig, rynket på næsen til af alle og enhver. Rejse hjem, siger du! Var din mor her, hun vilde tigge og trygle dig om at vende tilbage. Du kunde ikke volde dine forældre en større sorg, Constance, du kan tro, det er sandt, hvad jeg siger.“ Constance kasted sig på knæ i en lænestol med ansigtet i hænderne og vånded sig højt. Tanten humped hen til hende og tysset blidt på hende. „Nu skal du pent gå hjem, Constance, vær nu snil pige. Jeg skal følge dig. Vi tar en vogn, så skal jeg tale med Ring, han skal ikke få røre ved dig. Du skal få det, som du vil — komme her hver dag. Nu længes snart dagene, inden vi ved ord af det, har vi sommeren, så rejser du til Molde — det skal være, som om Ring ikke eksisterte, indtil du er kommen over det, kom nu, Constance.“ Constance løfted hodet og så på hende. Ansigtet var smertelig fortrukket, øjnene havde et fortvilet udtryk. Munden var presset sammen i forbitrelse. Med en energisk bevægelse kasted hun overkroppen bagover og sa med stille kraft: „Hvis du jager mig fra dig i aften, tante, så går jeg lige hen og dræber mig — nu kan du gjøre, hvad du vil.“ Tanten fo'r forfærdet et skridt tilbage; hun forstod, at her nytted det ikke at overtale. „Du kan begribe, at jeg mere end gjerne huser dig, Constance min,“ sa hun med grædende stemme. „Jeg bare stræber efter at gjøre det rette, jeg. Når du er så desperat til sinds, så får du bli i Guds navn, ja, i Guds navn.“ Constance lod ansigtet falde tilbage på sine hænder, der hviled på stoleryggen. Fru Wleügel humped hen til skrivebordet og skrev med blyant de ord til Ring: „Constance er her og kommer ikke hjem i nat. Hun er aldeles fortvilet og vil absolut ha skilsmisse.“ Så sendte hun pigen afsted med brevet.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?