Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Bare hun kunde få Johanne på
dør, for alene i lejligheden måtte
hun være. Hun kunde jo egentlig
gjerne skrive et brev til dr. Blunck
og be ham, ja, naturligvis det måtte
hun jo. Hun satte sig til
skrivebordet, og et par minutter
efter var brevet færdigt.
„Kjære dr. Blunck,“ stod der,
„kom i morgen tidlig, så snart De
kan, og når De ser, hvad det er, så
vær diskret for gammelt kjendskabs
skyld. Deres Constance Ring.“
„Så siger han, at jeg er død af et
hjerteslag, og det er i grunden
nokså hensigtsmæssigt, så blir der
heller intet vrøvl med
begravelsen.“ Hun satte adressen
på konvolutten og gik ud i
kjøkkenet. Der sad Johanne ved
det lille bord borte i hjørnet og
spiste sin aftensmad.
„Gå med dette brev, Johanne,
læg det i en postkasse — her er fem
øre til et frimærke.“
Johanne drak resten af teen i en
slurk og rejste sig.
„Har De noget at udrette for
Dem selv, kan De gjerne bli ude i
aften,“ la hun til, idet hun retted
på en hårnål, som syntes at genere
hende.
Der var noget ved fruens
stemme, som bragte Johanne til at
studse. Bare den måde hun sa
Johanne på; hun blev så underlig
ligesom rørt derved.
„Jeg siger tak, så vil jeg se ind
om døren til min søster, som fik
sig en liden forleden.“ Hun satte
skyndsomt kopperne og
tallerkenerne sammen for at gjøre
bordet ryddeligt, inden hun gik.
„Se så at komme straks afsted,
Johanne, jeg er så bange, de skal
lukke, så De intet frimærke får.“
„Men jeg skulde vel tat af bordet
og gjort i stand på soveværelset?“
„Det skal jeg selv besørge; De
må ikke komme ind mere i aften,
jeg har hodepine og vil gå til ro —
hører De, Johanne.“
„Godt, frue,“ sa Johanne og
nikked.
Da Constance atter var i
dagligstuen, begyndte hun at rode i
sit skrivebord. Breve og papirer,
rub og stub kasted hun ned ved
siden af sig. Det bleven stor dynge.
Nogle kvittancer og en
assurancepolice, som for resten var
udløben for over et år siden, la
hun tilbage på sin plads.
Det ringed. Forfærdet sprang
hun op og låsed døren. Men så
husked hun, at Johanne ikke var
hjemme, at ingen verdens magt
kunde bringe dem ind til hende, og
så kom der for et sekund et udtryk
af tilfredshed på hendes ansigt.
Straks efter sa hun sig selv, at det
var avisbudet, som havde ringet,
men hun gad ikke gå ud efter
bladet i aften.
Men var det nu også sikkert, at
Johanne var gået. Hun trængte til
at forvisse sig om det; før var det
så utrygt. Med lampen i hånden gik
hun ud og så efter. Kjøkkenet var
tomt; hun keg ind i pigekamret —
jo hun var væk. Så gik hun raskt
over kjøkkengulvet, men idet hun
la hånden på dørgrebet, så hun sig
tilbage og blev underlig slået af,
hvor lunt og koseligt der var. De
hvide halvgardiner var trukket tæt
sammen, og kappen oven over var
opheftet i midten med en blå
silkebåndsroset. På det lange
bænkebord ved vinduet lå en hvid
drejels dug, og på dette stod en
buket blåvejs i et glas vand. Der
var en ejendommelig lugt af brændt
kaffe og russesæbe, som hun fandt
så behagelig, at hun formelig stod
og trak den til sig. Håndklæderne
hang på sine bestemte pladse, det
til lamperne borte i krogen
sammen med glasbørsteren og
lampesaksen, det til knivene
nærmere vinduet, og de andre to
tæt ved spisekammerdøren. På
komfuren stod den blankpudsede
vandkjedel og surred; kroghylderne
over bænken var belagt med hvidt
papir, som Johanne havde klippet
ud i huller og tunger som på ligtøj,
og der stod messingkaffekanden og
skinned mellem to blanke stødere.
Under komfuren lå den finskårne
kjøkkenved stablet op, og borte
ved vasken hang begge hendes