Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

søsteren og nu stod og stirred på
de fremmede med munden proppet
fuld af kulsorte fingre.
„Ja,“ var svaret.
„Har du ikke en til?“
„Nej,“ hvisked hun.
„Men her står fire, fire
uforsørgede børn,“ læste fru Marie
på papiret.
„Vi er fire med Fredrikke,“
stammet barnet.
„Hvor er Fredrikke da?“ spurgte
Marie.
„Ude og ber.“
„Er det ikke din søster det da?“
vedblev Marie.
„Jo–o,“ svarte hun med slæbende
stemme og så på fru Marie med
forskræmte øjne.
Constance holdt lommetørklædet
for munden; hun var nær ved at
kvæles af stank.
„Her kan vi jo ingen oplysninger
få,“ hvisked hun til Marie, „det
barn er jo idiot, kom lad os gå.“
„Har din far arbejde?“ spurgte
Marie, idet hun vendte sig mod
døren.
„Nej,“ hvisked barnet.
„Kan han ingen ting få?“
„Jo–o,“ hun så igjen til
sengestedet.
„Vil du be din mor komme op til
mig,“ sa nu Constance og skrev
med en blyant sit navn og adresse
på en lap papir, som hun rev af
Maries seddel, „så skal hun få
nogle klær til jer. — Hun forstår
naturligvis ikke et muk,“ mumled
hun henvendt til Marie.
„Ja–a,“ svarte barnet.
„Kjender De noget til folkene
der nede?“ spurgte fru Marie
konen, som stod og vasked, da de
var kommen op på gaden.
„De kan e just inte sije,“ svarte
hun med et kast af nakken, som
holdt hun sig bedre end som så.
„De er nylig flyttet ind, jo?“
vedblev Marie.
„Ja, å med Guds hjælp kommer
dom vel snart ut igjen osså,“
bemærked fruentimmeret med en
mine, som om hun for sin del intet
havde imod at smide dem på dør.
„Er de lej at bo i hus med?“
spurgte Marie.
„E sku tru dom va lej,“ svarte
hun, mens hun ivrig bearbejded en
tyk mandfolkeskjorte.
„Hvorledes det, hvad gjør de
da?“ spurgte Marie nedladende.
„Dem kan jo spøre værten,“ sa
konen tvært.
„Skjænderi og spektakel?“
spurgte Marie og rysted på hodet,
som om hun vilde sige: det undrer
mig ikke, at De er forarget.
„Siden dom kom i huset har der
vist inte vært ro å få noen eneste
nat.“ Konen basked løs på tøjet, så
vandet skvætted omkring. „Nej, de
har der vist inte, vi får så finne vi,
som losserer i stuen over dom.“
„Drikker manden?“ spurgte
Marie.
„Gu gje de inte va dom begge
to,“ sa hun forbeholden.
„Uf nej da,“ sa Marie, „det må jo
være fælt for jer andre.“
„Det fik no endå være, dom som
e voksen rår sej sjøl, men så slås
dom og pryler barna og banner og
turnerer, så en sku tru dom reiv
huse ner.“
„Herre Gud for en elendighed,“
sa Constance med et suk.
„Hvad lever de af?“
Fruentimmeret så et øjeblik hen
på Constance; der kom en hånlig
trækning om hendes lange, grove
mund.
„Lever a?“ gjentog hun. „Spørre,
hvad fattigfolk lever a!“
„Har de ingen indtægter, mener
jeg,“ vedblev Constance.
„Hå sku dom ha di fra? Ja,
kansje dom får a kassa, e vet inte,
e.“
„Går da manden ikke på
arbejde?“ spurgte Marie.
„Han!“ blæste konen, „de kan no
osså være net det samme, for
kjener han en sjilling — så drikker
han a op korsomer.“
„Men hvis han nu blev hjulpen
og kom i fast arbejde, tror De ikke
så, han blev bra?“ spurgte
Constance i en medlidende tone.
Der glimted noget griskt frem i
konens små, sløve øjne; hun slog