Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
„Efter hvad du sa i går. Men nu<br />
må du vente og slå følge med os,<br />
<strong>det</strong> er da <strong>det</strong> rimeligste.“<br />
<strong>Constance</strong> undred sig. Hun<br />
havde instinktmæssig mærket hans<br />
uvilje mod Mejer og med en slags<br />
tilfredsstillelse <strong>for</strong>stået grunden.<br />
„Med største <strong>for</strong>nøjelse,“ svarte<br />
Mejer, „ja, <strong>det</strong> vil sige, hvis <strong>det</strong> da<br />
ikke trækker alt <strong>for</strong> længe ud.“<br />
„Nej, vi vil afsted jo før jo<br />
heller. Jeg bare venter på, at du<br />
skal bestemme dagen, <strong>Constance</strong>.“<br />
„Gjerne i morgen <strong>for</strong> min skyld,“<br />
svarte hun, „hvis du bare føler dig<br />
stærk nok.“<br />
„Skal vi sige fredag? Passer <strong>det</strong><br />
dig, Mejer?“<br />
„Mig passer alle dage.“<br />
„Ja, altså på fredag, da!“<br />
Da de havde spist til aften,<br />
passiarte de lidt med nogle<br />
tyskere, som havde sine pladse ved<br />
siden af dem ved aftensbor<strong>det</strong>.<br />
Lorck længtes efter at bli alene<br />
med <strong>Constance</strong> og <strong>for</strong>eslog der<strong>for</strong><br />
ikke Mejer at følge op med på<br />
altanen, hvor han de sidste par<br />
aftener havde plejet at sidde og<br />
ryge en cigar sammen med Lorck<br />
til et glas sherry. Han undskyldte<br />
sig med, at han var træt, rakte<br />
Mejer venlig hånden til god nat og<br />
nikked til <strong>Constance</strong>, der straks<br />
rejste sig og fulgte ham.<br />
Lampen var tændt der oppe, men<br />
værelset syntes dog mørkt efter <strong>det</strong><br />
blændende gaslys på trappegangen.<br />
<strong>Constance</strong> hængte sin hat og kåbe<br />
op på en garderobe i soveværelset<br />
og trådte hen til vinduet, hvor hun<br />
gav sig til at se ud. Nu gik <strong>det</strong> ikke<br />
an at udsætte længere med at<br />
åbenbare sandheden <strong>for</strong> Lorck.<br />
Hun havde <strong>for</strong>esat sig at gi ham<br />
brevet og pakken, så snart de var<br />
kommen op, men nu syntes <strong>det</strong><br />
hende så svært. Ordene, hun<br />
skulde sige, lå som bly på hendes<br />
tunge. Bedst at vente til i morgen.<br />
„Kommer du ikke ind og sætter<br />
dig, <strong>Constance</strong>?“<br />
Hun vendte sig om og så Lorck i<br />
den åbne dør.<br />
Uden at svare gik hun hen til<br />
ham. Han tog hende ved hånden og<br />
førte hende til den lille hjørnesofa,<br />
hvor han drog hende ned ved siden<br />
af sig. Han la sin arm om hendes<br />
liv og fik hende til at hvile ho<strong>det</strong><br />
mod hans skulder.<br />
„<strong>Constance</strong>, min kjæreste ven,<br />
lad mig så få <strong>det</strong>, Hansen har<br />
sendt, og som du har tat imod,“<br />
hvisked han.<br />
Det gav indvendigt et sæt i<br />
hende, og hun følte som et slags<br />
skamfuldhed, men <strong>det</strong> gik straks<br />
over.<br />
Uden at gjøre den ringeste<br />
bevægelse svarte hun:<br />
„Ja, <strong>det</strong> kom, mens du lå i<br />
feber.“<br />
Han kIapped ømt hendes hode.<br />
„Og så har du læst brevet? Det<br />
måtte du jo. Min stakkels søde<br />
Conny.“<br />
„Jeg troed, <strong>det</strong> angik<br />
<strong>for</strong>retninger, som kræved svar.“<br />
„Naturligvis <strong>—</strong> naturligvis,“ sa<br />
han blidt.<br />
„Jeg skal hente <strong>det</strong> til dig.“ Hun<br />
vilde rejse sig.<br />
„Åh nej, vent lidt, sid stille. Jeg<br />
vil tale med dig. Læg dit hode<br />
tilbage igjen.“<br />
„Jeg vil heller sidde oprejst, jeg<br />
hører bedre da.“<br />
Han holdt hendes hånd i begge<br />
sine. „Har du tat dig nær af <strong>det</strong>te,<br />
min lille Conny?“<br />
Hun svarte ikke.<br />
„Har du tat dig nær af <strong>det</strong>?“<br />
gjentog han og kyssed hendes<br />
hånd.<br />
Hun gjorde en hurtig bevægelse<br />
til siden med ho<strong>det</strong> og sa uvilligt:<br />
„Det nytter jo ikke at drøfte <strong>det</strong>,<br />
jeg vil helst slippe.“<br />
„Du må ikke tænke mere på <strong>det</strong>,<br />
ikke la <strong>det</strong> <strong>for</strong>styrre din<br />
kjærlighed. Der er ingen grund til<br />
<strong>det</strong>. Dette ligger bag os. Vi har<br />
intet dermed at skaffe.“<br />
Hun havde draget sig fra ham og<br />
sad nu med hånden under kin<strong>det</strong><br />
og albuen på bor<strong>det</strong> i en skrå<br />
stilling. Lampelyset faldt på den<br />
ene side af ansigtet. Det var blegt,<br />
og om munden var der et<br />
ubestemmelig sammensat udtryk:<br />
smerte og lidt spot, trods og