Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Han trak hende blidt ned på
sofaen og la armen om hendes liv.
En stille henrykkelse påkom
Constance. Hendes hode gled ned
på hans skulder. Han greb om
hende med den anden arm og fik
hende drejet om, så at hun lå tæt
ind til ham og vendte ansigtet op
imod ham. Så bøjed han sig ned
over hende og kyssed hende.
Da han gik fra hende, havde de
aftalt, at han skulde besøge hende
på landstedet næste aften, hvor de
vilde være alene og uforstyrrede.
Svimmel af lykke kom Mejer hjem.
Den følgende dag var det
strålende solskin med en mild,
sydlig bris. Alle vand– og
sølepytter, som der om natten
havde været rimfrost på, var optøet
i solvarmen, og overalt, hvor der
var en smule helding, risled små og
store, synlige og usynlige kildevæld
afsted.
Formiddagen var gået, og ude på
Løkken var Constance og pigen
ikke bleven færdig med at hænge
gardiner op i de tre værelser, som
vendte mod haven. Hanne stuepige
havde aldrig seet fruen så glemsom
og tutlet. Fire gange havde de
sprættet gardinerne fra galleriet,
fordi mønsteret vendte op og ned,
eller vrangen var kommen ud.
Lange stunder gik med at søge
efter alt, hvad de skulde bruge, for
når fruen blot et øjeblik havde havt
en gjenstand mellem hænderne, var
den forlagt på de forkjerteste
steder. Det gik heller ikke med at
bringe møblerne i orden, for det,
der skulde være i spisestuen, blev
af fruen beordret sat i havestuen
og omvendt, og så vandt Hanne
stuepige og hjælpekonen ikke mere
end at gå og gjøre al ting om igjen.
Til sidst syntes pigen, at de bare
gik i vejen, og så sendte hun konen
ned for at feje i kjælderen og satte
sig selv ude i kjøkkenet og syed på
sin kjole, der var revnet i sømmen.
Gartneren kom og sa, at han
ikke vidste, hvad han skulde ta sig
til i haven. Når han spurgte fruen
om, hvor zviblerne skulde sættes,
svarte hun, at hun kom straks, og
så kom hun alligevel ikke, og sådan
var det gået hele dagen. Hanne bød
ham en kop kaffe og noget
smørrebrød, som han nød,
siddende på kjøkkenbordet. „Ja,
Gud ved, hvad der går af fruen i
dag,“ mumled Hanne, idet hun
putted et stykke sukker i munden
og hældte den rygende kaffe på
underkoppen.
Gartneren svarte ikke noget til
dette. Han stopped sin snadde,
tændte den borte ved komfuren og
så på sit uhr.
„Jeg går ligegodt hen til
konsulens og planter aurikler,“ sa
han. „Spør fruen efter mig, så er
jeg ikke længer af vejen, end at De
kan råbe over til mig.“
Han slog sin rundpullede filthat,
der var fuld af jordflækker, mod
knæet, for at få af den løse muld,
satte den på og gik med tak for
kaffe og et nik til farvel.
Constance var gået oven på. I et
kammer med skråt panel ved siden
af det store soveværelse, der havde
altan til haven, sad hun på en
kasse foroverbøjet med albuerne
på knæerne og hænderne for
ansigtet. Hun havde tilbragt en
næsten søvnløs nat og var stået
tidlig op. Med feberagtig hast jaged
hun efter at komme afsted og
havde været på stationen et kvarter
for tidlig. Tanken om stævnemødet
havde ganske behersket hende.
Hun havde været et offer for de
mest modstridende stemninger og
havde lidt af en nagende
ængstelighed og et tryk for brystet,
der af og til blev så stærkt, at hun
måtte anke sig højt. Og alt imellem
steg det hende til hodet som en
beruselse, at hun i aften skulde ha
hans arme om sit liv, hans læber
på. sin mund; men hver gang var
der kommet en gysen over hende
og hun syntes, hun havde seet en
afgrund for sin fod.
Nu sad hun deroppe i kammeret,
og efter hvert som timerne gik,
forandredes hendes uro til angst,
der steg for hvert minut. Hvordan
vilde hun være til sinds i morgen
tidlig? Og når hun traf Lorck, og