Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

hendes lykkelige barndom og første
ungdom gik under i det samme. Nu
lå den kjære far i graven, og det
elskede hjems øvrige beboere var
spredt for alle vinde. Der var ikke
længer noget fast punkt, hvortil
hun kunde knytte sine drømme og
længsler, ikke nogen fredet plet at
søge hen med sine tanker i de mest
nedtrykte stunder. Alt var fejet
bort; hun var så fattig og ribbet,
hendes liv så øde og meningsløst,
og hun syntes ofte, det var bedst at
dø.
Somme tider var hun også så
kjed og led, at hun for alvor
overvejed, hvilken måde der vilde
være den nemmeste, når det gjaldt
at ta sig selv af dage. Men så blev
det aften og sengetid, og så var der
det, at hun kunde lægge sig til at
sove. Det var en lise at sove.
Når hun sad hjemme de lange,
lange eftermiddage — og hjemme
var hun altid — syntes hun timerne
aldrig fik ende. Hendes ensomhed
plaged hende, og dog stod det for
hende som noget endnu
skrækkeligere at søge ud blandt
menneskene.
Det var i marts, en ruskevejrsdag
med nordvestlige stormbyger,
gjennemblødte af isnende ufjælge.
Resterne af føret var gråskidden i
bunden med brune flækker her og
der.
Constance havde prøvet at sy en
stund på en broderet strimmel, der
altid lå i sykurven. Hun havde for
længe siden glemt, hvad hun
oprindelig havde tænkt at bruge
den til. Så havde hun læst lidt,
kastet bogen, spaseret på gulvet, og
sad nu atter og syed nogle sting.
Men pludselig slang hun
strimmelen og drejed sig selv og
stolen, hun sad på, helt rundt. Hun
støtted albuerne i vindusposten og
ansigtet i hænderne, og gav sig til
at betragte gaden med øjne, der var
sløve af kjedsomhed.
Det var ikke noget opmuntrende
syn.
Folk gik og jasked i det
vanskelige føre og så så
jammerdalsagtig ud. Nogle to og
to, uden tvil besværed de
hinanden, andre ensomme. Nogle
fo'r af sted i hastværk, andre seg
hensigtsløst fremover.
Der kom brødgutten om hjørnet
med det mørkegrønne skjærf tullet
om halsen og de rødviolette
luvåtter, som hun kjendte så vel,
og som skulde bøde på de udslidte,
fravoksne klær i den bidende
slubsekulde. Han var så spinkel og
blåfrossen og så så gammel og
bekymret ud, som var han oppe i
sekstierne. Det måtte jo også være
dræbende at komme der hver
eneste dag om det samme hjørne
med den samme karre og aflevere
det samme brød i de samme huse
for den samme betaling. „Uh,“ sa
hun langtrukkent, „det er et
grufuldt syn.“
Så kom ølmanden på sin
tillukkede dragkiste. Gud ske lov,
så var klokken halv seks. Han
havde dog en ordentlig trøje på,
men herre Gud, hvor han var
barket af møje og bøjet i nakken
som efter et halsjern.
Nej, gaden var ikke til at
udholde; hun vendte den ryggen og
lod hænderne falde ned på sine
knæ.
Hun burde vistnok gå ud en
stund; hun skulde jo spasere for at
bli af med kardialgien.
I tankerne rejser hun sig, tar
tøjet på, går ud af døren, ned ad
trappen, men huf, ude på gaden er
der vådt og ækkelt, og landevejen
er endnu modbydeligere. Så sa hun
højt til sig selv: „Ud, nej, det gjør
jeg ikke.“
End om hun fik en kop varm te
—! Men uf nej, så skulde hun ha
Johanne rendende med brættet, og
så kom hun med disse spørgsmål,
som var hende en pest, og som
Johanne havde en særlig gave til at
hitte på.
Hun vidste ikke, hvoraf det kom,
men når hun hørte Johanne i stuen
ved siden af og forstod, at hun
kom for at spørge om dit eller dat,
overfaldtes hun af en afsindig gru
for at høre og svare og følte i sin
fortvilelse lyst til at styrte sig ud af