Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Han trak hende blidt ned på sofaen og la armen om hendes liv. En stille henrykkelse påkom Constance. Hendes hode gled ned på hans skulder. Han greb om hende med den anden arm og fik hende drejet om, så at hun lå tæt ind til ham og vendte ansigtet op imod ham. Så bøjed han sig ned over hende og kyssed hende. Da han gik fra hende, havde de aftalt, at han skulde besøge hende på landstedet næste aften, hvor de vilde være alene og uforstyrrede. Svimmel af lykke kom Mejer hjem. Den følgende dag var det strålende solskin med en mild, sydlig bris. Alle vand– og sølepytter, som der om natten havde været rimfrost på, var optøet i solvarmen, og overalt, hvor der var en smule helding, risled små og store, synlige og usynlige kildevæld afsted. Formiddagen var gået, og ude på Løkken var Constance og pigen ikke bleven færdig med at hænge gardiner op i de tre værelser, som vendte mod haven. Hanne stuepige havde aldrig seet fruen så glemsom og tutlet. Fire gange havde de sprættet gardinerne fra galleriet, fordi mønsteret vendte op og ned, eller vrangen var kommen ud. Lange stunder gik med at søge efter alt, hvad de skulde bruge, for når fruen blot et øjeblik havde havt en gjenstand mellem hænderne, var den forlagt på de forkjerteste steder. Det gik heller ikke med at bringe møblerne i orden, for det, der skulde være i spisestuen, blev af fruen beordret sat i havestuen og omvendt, og så vandt Hanne stuepige og hjælpekonen ikke mere end at gå og gjøre al ting om igjen. Til sidst syntes pigen, at de bare gik i vejen, og så sendte hun konen ned for at feje i kjælderen og satte sig selv ude i kjøkkenet og syed på sin kjole, der var revnet i sømmen. Gartneren kom og sa, at han ikke vidste, hvad han skulde ta sig til i haven. Når han spurgte fruen om, hvor zviblerne skulde sættes, svarte hun, at hun kom straks, og så kom hun alligevel ikke, og sådan var det gået hele dagen. Hanne bød ham en kop kaffe og noget smørrebrød, som han nød, siddende på kjøkkenbordet. „Ja, Gud ved, hvad der går af fruen i dag,“ mumled Hanne, idet hun putted et stykke sukker i munden og hældte den rygende kaffe på underkoppen. Gartneren svarte ikke noget til dette. Han stopped sin snadde, tændte den borte ved komfuren og så på sit uhr. „Jeg går ligegodt hen til konsulens og planter aurikler,“ sa han. „Spør fruen efter mig, så er jeg ikke længer af vejen, end at De kan råbe over til mig.“ Han slog sin rundpullede filthat, der var fuld af jordflækker, mod knæet, for at få af den løse muld, satte den på og gik med tak for kaffe og et nik til farvel. Constance var gået oven på. I et kammer med skråt panel ved siden af det store soveværelse, der havde altan til haven, sad hun på en kasse foroverbøjet med albuerne på knæerne og hænderne for ansigtet. Hun havde tilbragt en næsten søvnløs nat og var stået tidlig op. Med feberagtig hast jaged hun efter at komme afsted og havde været på stationen et kvarter for tidlig. Tanken om stævnemødet havde ganske behersket hende. Hun havde været et offer for de mest modstridende stemninger og havde lidt af en nagende ængstelighed og et tryk for brystet, der af og til blev så stærkt, at hun måtte anke sig højt. Og alt imellem steg det hende til hodet som en beruselse, at hun i aften skulde ha hans arme om sit liv, hans læber på. sin mund; men hver gang var der kommet en gysen over hende og hun syntes, hun havde seet en afgrund for sin fod. Nu sad hun deroppe i kammeret, og efter hvert som timerne gik, forandredes hendes uro til angst, der steg for hvert minut. Hvordan vilde hun være til sinds i morgen tidlig? Og når hun traf Lorck, og
han ingen ting aned, men troed hende så vel, og længtedes efter et kjærligt ord, et frivilligt kjærtegn. Hun kneb øjnene sammen og vendte hodet til siden. Det var dog en oprørende uret imod ham, han, som havde elsket hende så uforanderligt trofast hele tiden, siden hun blev hans hustru, som, det var hun sikker på, ikke i sine inderste tanker havde været hende utro. Bare hun turde tro, at han havde sveget hende, men det var der ingen skygge af rimelighed for. Dog hun elsked ham ikke, det kunde hun jo ikke gjøre for, hendes kjærlighed tilhørte en anden. Ja, var hun vis på, at hun elsked Mejer? Elsked ham så grænseløst, at der ingen muligheds råd var for at la være, hvad hun nu stod i begreb med at gjøre? Hun måtte tilstå, at hun kunde la være. Hun turde ikke påstå for sig selv, at hun vilde dø af at la ham fare, og det var da, hvad der måtte til, hvis hun for sig selv skulde kunne forsvare, at hun gav sig hen til ham ... Hvis Lorck havde anet, hvad hun havde fore, vilde han være kommen for at myrde hende ... Den blodige tort, hun beredte ham ... Men nu var det for sent at træde tilbage, og desuden —. Hun havde jo allerede så grundig forrådt ham i sit hjerte — dette mere eller mindre gjorde hverken fra eller til. Nu var klokken tre; klokken ti vilde Mejer være der; de havde aftalt, at han skulde gå. bagenom Løkken hen til skovvejen, hvor hun skulde møde ham. Så kunde de gå ind gjennem verandadøren, når lyset var slukket i kjøkkenet. „I aften, i aften —“ gjentog hun så længe, til hun blev bange for sin egen stemme. Hun fo'r op og gik frem og tilbage; men der var så kort et stykke vej at gå på, at hun blev svimmel af de idelige vendinger; så satte hun sig ned igjen på kassen, trak sit uhr frem og gav sig til at tælle på skiven. Hun følte sig som et fortabt menneske, og der påkom hende med ét en rasende drift til at bryde ud, flygte, løbe, pile afsted som et forfulgt vilddyr. Men hun vred sine hænder og jamred: „For sent, umuligt — hvor hen —“. Pludselig slog hun den flade hånd mod sin pande. „Hvorfor umuligt?“ sa hun til sig selv. Og som det dæmrende skjær af det første daggry på en kulsort himmel, således glimted det frem i hendes forestilling, at hun endnu kunde redde sig. Hun tog sig med begge hænder om hodet, bøjed overkroppen fremover som en, der stirrer og lytter, og så talte hun med sig selv, hviskende afbrudt, med en lyd i stemmen som hos et barn, der efter overstået straf her godt for sig og lover sin mor at være snil pige. Så retted hun sig op med et ryk, kasted hat og kåbe på og løb ned over trapperne. I døren mødte hun Hanne, der spurgte, om fruen skulde med toget. „Ja,“ svarte hun skyndsomst. „Jeg tar ind igjen. De får ordne, hvad De selv kan finde på.“ „Og ligge her alene i nat? Det tør jeg ikke, frue“ „Så rejs ind, når De er færdig — det må De gjerne.“ „Ja, for her farer så mange slags fanter omkring. Men vil fruen ikke ha noget at spise, eller drikke kaffe i det mindste. Der er et helt kvarter til toget kommer.“ „Jo, giv mig lidt, men hurtig, lad mig få det her.“ Constance fulgte efter pigen ind i kjøkkenet. Hun følte sig pludselig sulten og nød stående, hvad Hanne tog frem af madkurven og satte for hende. Til sidst drak hun et stort glas rødvin. Så hørte hun toget pibe, sprang afsted og satte sig ind i kupéen. Hun vilde tale med Lorck. Klokken fem var hans modtagelsestid forbi; når hun tog en droske, vilde hun være der, inden han gik i praksis. Hun vilde fortælle ham alt; så vilde hun styrte sig om hans hals, sige ham, at nu var tiden kommen, da det var hende, som længtes tilbage til ham, at hun vilde prøve på at komme
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149: kjølnet i sine følelser for hende
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?