Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Lorck betragtede hende<br />
ufravendt. Han fandt hende i<br />
grunden slet ikke <strong>for</strong>andret; <strong>det</strong><br />
havde bare <strong>for</strong>ekommet ham så i<br />
<strong>det</strong> første øjeblik. En smule<br />
magrere var hun måske bleven,<br />
men <strong>det</strong> klædte hende egentlig.<br />
Hun så unægtelig sød og net ud og<br />
var sig selv så lig fra gamle dage.<br />
Han kunde ikke modstå sin lyst til<br />
at klappe hendes kind.<br />
„Så du vil ha tæring og være<br />
dødssyg, du,“ sa han og slog en<br />
halvt kjærtegnende, halvt spøgende<br />
tone an. Han tog hende om hagen<br />
og rysted hendes ansigt frem og<br />
tilbage. „Nej, min ven, så let går<br />
<strong>det</strong> ikke. Tror du, tæringspatienter<br />
kan ha sligt et smilehul?“ Han<br />
pegte med sin finger på <strong>det</strong> lille<br />
runde hul i hendes kind, som var<br />
kommen til syne ved hendes<br />
modstræbende smil. „Dit gamle,<br />
søde smilehul, Kristine,“ sa han<br />
blødt.<br />
„Det havde mine søstre også,“<br />
svarte hun modfaldent, „ja, næsten<br />
lige til de døde.“<br />
„Du har ikke mere tæring end<br />
jeg selv. Men kom, nu skal vi se<br />
efter. Jeg må undersøge dig.“<br />
„Skal jeg knappe op?“ spurgte<br />
hun.<br />
„Javist ja, kjole<strong>livet</strong> må af og<br />
korsettet med, hvis jeg skal få<br />
noget at vide.“<br />
Hun hægted broschen løs og<br />
knapped op i brystet. Lorck la<br />
lytterøret til rette og vented på, at<br />
hun skulde bli færdig.<br />
Men hvordan <strong>det</strong> gik til eller<br />
ikke <strong>—</strong> pludselig vidste han ikke<br />
an<strong>det</strong>, end at <strong>det</strong> var hans gamle<br />
Kristine, hans veninde, hans<br />
kjæreste, som kom og besøgte ham,<br />
og inden han fik besinde sig, stod<br />
han og holdt hende i sine arme og<br />
kyssed hendes varme, blottede<br />
bryst.<br />
„Læg den bort,“ sa han og løfted<br />
hatten af hende.<br />
Hun vendte sig fra ham med en<br />
afværgende bevægelse.<br />
Han gik hurtig over gulvet og<br />
låsed døren til<br />
modtagelsesværelset, kom så<br />
tilbage og slog armene tæt omkring<br />
hende. „Jeg vil holde af dig, som i<br />
gamle dage,“ hvisked han ...<br />
<strong>Constance</strong> så hvad der <strong>for</strong>egik.<br />
Hun var kommen ind i<br />
studereværelset kort efter Kristines<br />
indtrædelse fra<br />
modtagelsesværelset og havde med<br />
bankende hjerte tat plads på den<br />
yderste kant af et stolesæde.<br />
Pludselig hørte hun noget, som<br />
<strong>for</strong>ekom hende besynderligt og<br />
bragte hende til at rejse sig og gå<br />
med listende trin over tæppet til<br />
døren, hvor hun gav sig til at kige<br />
gjennem sprækken.<br />
Med stive træk og hvid i ansigtet<br />
som et menneske, der går i søvne,<br />
gled hun et par minutter senere ud<br />
af værelset, lydløst og uhørt som<br />
hun var kommen. Rent mekanisk<br />
tog hun tøjet på og sneg sig<br />
ilfærdigt ud af huset. Blo<strong>det</strong><br />
brændte i hendes årer, og hun<br />
syntes, at hun uafladelig af al magt<br />
råbte på brand; hun kunde ikke<br />
begribe, at man ikke kom styrtende<br />
<strong>for</strong> at slukke. Den troløse<br />
<strong>for</strong>ræder, som bedrog hende med<br />
halvnøgne fruentimmer i hendes<br />
eget hjem og gjorde <strong>det</strong> så roligt,<br />
så angerløst, så selvsikkert, med<br />
<strong>det</strong>te lystne smil på sine læber! åh<br />
<strong>det</strong> smil! Den falske løgner, den<br />
utugtige fyr, som sveg hende, uden<br />
kamp eller betænkning, ikke <strong>for</strong> en<br />
stor kjærligheds skyld, mens hun<br />
... Hun vilde ha hævn, hævn, om<br />
hun så skulde kjøbe den med sit<br />
blod. Det sved og brændte i<br />
hjertet, <strong>det</strong> stak og suged <strong>for</strong><br />
brystet. Hvor <strong>det</strong> vilde svale og<br />
kjøle at føle sig hævnet. „Svale,<br />
svale, svale!“ gjentog hun utallige<br />
gange. Men han skulde få vide <strong>det</strong>.<br />
Sikkert ja! Ellers var der jo ingen<br />
hjælp i <strong>det</strong>. Hun vilde sige ham <strong>det</strong><br />
selv med en hoverende latter lige i<br />
hans frække ansigt. Nej, han<br />
skulde overraske hende i Mejers<br />
arme på soveværelset, når han kom<br />
sent hjem. Hun vilde være afklædt,<br />
han skulde ikke kunne tvile. Så<br />
skulde han se, hvorledes han likte<br />
<strong>det</strong>. „Å, lindrende, lindrende!“ hun