Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

sig selv, at de ikke havde set ham
nærme sig, og vejens drejninger
havde også gjort sit for at skjule
ham. Der blev et øjebliks
forlegenhed ved det uventede
møde.
„Er du alt der?“ sa Constance
hurtigt. „Jeg troed, du sov.“
„Du véd måske ikke, hvad
klokken er?“
„Nej, hvad er den da?“
„Halv ni.“
„Virkelig!“ råbte hun. „Det må
jeg sige!“ Han tog hendes arm og la
den i sin. „Vil du spasere mere?“
spurgte han.
„Som du vil,“ var svaret.
„Det er en dejlig aften,“
bemærked Mejer, „så mild og
stille.“
„Luften er dog en smule kjølig,“
svarte Lorck. „Jeg tænker, vi går
ind og drikker te.“
De begav sig opover mod
hotellet. „Har du seet de sidste
aviser, Mejer?“ spurgte Lorck.
„Nej,“ svarte han.
„Hjemme har de stygt vejr, og nu
går spektakkelen for sig med
valgene landet rundt. De agiterer
og laver myrmænd, så det fyker
efter.“
„Med Kristiania nytter det nu
ikke,“ sa Mejer, „det er en
forstokket by.“
Snakket gik i stå. Lorck ønsked i
sit stille sind Mejer langt bort, men
gjorde vold på sig selv for at skjule
det.
„Mejer og jeg har været i
klammeri,“ sa Constance, som nu
var ganske fattet og gjerne vilde
bringe det til at gå imellem dem.
„Ja så,“ sa Lorck tørt.
„I klammeri — det synes jeg dog
ikke, frue.“
„Har De kanske ikke været sint,
fordi jeg i al beskedenhed tillod
mig at formene, at De i musikken
havde noget at leve for?“
Mejer følte sig ilde berørt. For
ham havde deres samtale en værdi,
som han syntes var hans egen
ejendom.
„Sådan lader jeg bestandig,“ sa
han overlegen. „Det er altid med
manér, når jeg ikke vil ind på et
æmne.“
Nu var det hendes tur at bli
stødt. Hvert ord havde hun tat
alvorligt, og nu reducered han det
hele til fraser.
„Det må være bekvemt at ha en
så færdig form,“ sa hun i en tone,
som om det interesserte hende.
„Åh ja, såmæn," svarte han
koldt.
„Jeg fik netop et brev fra
Hansen,“ sa nu Lorck. „Han
skjælder og smelder over Venstre.
— Og du, Constance, han taler om
et brev og en pakke, han har sendt.
Er der kommet noget, mens jeg var
syg?“
Blodet fo'r Constance til hodet
og tilbage til hjertet. Hendes knæ
skjælved.
„Nej,“ fik hun med møje frem.
„Det er da besynderligt,“ sa
Lorck.
De var kommen op på den
oplyste veranda foran havestuen.
Lorck følte hendes arm skjælve i
sin og betragted hende
opmærksomt, bare et sekund, men
det var nok til at la ham gjætte alt.
Her var altså grunden til den
forandring, som var foregået med
hende. Gud ske lov, ikke andet,
tænkte han og følte trang til at ta
hende i sine arme og kysse hende.
Den sag skulde han nok bringe
hende til at forstå. Og han, som
havde mistænkt Mejer!
„Jeg skal med fornøjelse gå hen
på posthuset og spørge efter det
savnede,“ sa Mejer
imødekommende.
„Ikke på nogen mulig måde,“
svarte Lorck med en stemme, der
pludselig lød oprømt. „Der er
desuden lukket.“
En overstrømmende venlighed
kom op i ham. Mejer var en
prægtig fyr, en kjærnekar! Hvor
det var godt, at han ikke behøved
at anse ham for en hemmelig
fiende.
„Det er da ikke dit alvor, at du
vil rejse i morgen, Mejer?“ sa han.
„Skulde jeg rejst i morgen?“