Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

liden pige,“ henkasted Constance.
„Hvad skal De ha på i morgen?“
„Domino.“
„Men så kjender jeg Dem jo ikke
fra de andre.“
„Det gjør jo heller intet; jeg
kjender jo Dem. Er det Lorck, som
kommer?“ Mejer lytted.
„Nej, det er Emma sypige, som
går,“ svarte Constance, idet hun
rejste sig og gik ind i spisestuen.
Mejer fulgte efter. Constance la
maskeradedragten ned i en stor,
aflang kurv Han stod og iagttog,
hvorledes hun strøg og glatted på
stykkerne og la folderne til rette,
og de bløde bevægelser af hendes
hænder, hendes skikkelses
dvælende holdning virked på ham
med et magnetisk behag.
„Vil De gjøre mig en stor
glæde?“ spurgte han, da hun stod i
begreb med at dække kurven til.
„Nu?“ Hun vendte sig raskt om.
„Tag dragten på og lad mig se
Dem i den.“
Hun smilte og syntes at betænke
sig.
„Å gjør det, Constance,“ bad
han. „Jeg vilde det så forfærdelig
gjerne.“
„Ja, så gå med Dem da!“ råbte
hun overgivent. „Jeg kan jo ikke
gjøre det, mens De står der og
hænger over mig.“
Han takked hende med et
lykkeligt nik og gik ind i hendes
værelse.
Efter en stunds forløb kom hun
fuldt klædt, med masken i hånden.
Hun så godt ud; hvert mindste
stykke fremhæved hendes
skikkelses skjønhed, lige fra de
smale parisersko, der viste
anklernes smukke form, til den
mangeradede perlesnor om hendes
blottede hals. Den kortskjødede
trøje med de bitte små pufærmer
sad stramt og glat om hendes
midie; det svære blanke hår hang
opløst over ryg og skuldre, og
hodetøjets røde og gyldne
båndender stod prægtig sammen
med dets mørke farve.
Mejer blev betagen stående med
tilbagebøjet hode som i
forbauselse.
Constance følte sig en smule
forlegen ved den uvante situation.
„Melkebøttet er det sødeste af
alt,“ sa hun og vendte ryggen til,
for at han skulde se på det.
„Det er nydeligt alt sammen.
Nydeligt,“ gjentog han langsomt.
„Hvor De dog er forvandlet; tænke
sig, at De kunde komme til se
sådan ud.“
„Hvordan?“ spurgte hun.
„Som et æventyr, en
landsbyroman med forklædte
prinsesser i — åh snak, det er
vrøvl! De er meget dejligere end
som så.“
„De snakker,“ sa Constance og
lo med rødmende kinder, „men se
nu!“
Hun satte den sorte silkemaske
på og trådte hen foran spejlet.
„Hvad vil De med den sorte
tingest!“ Han gik tæt hen til hende,
greb med begge hænder om
gummihæmperne, der sad rundt
ørerne, og tog masken bort.
„Au!“ skreg Constance, „er De
gal, Mejer?“
„Rev jeg Dem i håret? Om
forladelse, gjorde det virkelig så
ondt?“ han så fortvilet ud.
„De skulde bare kjende det,
De,“ klynked hun.
Han strøg håret tilbage langs
med øret og klapped det sagte.
Hun tog sig op til stedet, hvor
han havde revet, og kom derved til
at røre ved hans fingre. Han greb
hånden og la den over sine øjne; så
bed han med læberne i den.
Constance stod foran ham med
nedslagne øjne. Hun hang med
hodet som en såret fugl, og ansigtet
blev blegt. Hun så frygtsomt op på
ham og mødte et blik fuldt af den
usigeligste, smertefuldeste ømhed.
Der kom et ryk gjennem hendes
legeme, som vilde hun gå bagover,
men i næste nu gav hun efter for
en uimodståelig trang. Hun slog
armene om hans hals og la sig ind
til ham.