Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Hun lo ikke mere. „Kommer jeg<br />
ubelejligt?“ spurgte hun og så<br />
frygtsomt <strong>for</strong>skende på ham.<br />
„Oprigtig talt, jeg skal ud.“<br />
„Men du har da vel ikke sligt<br />
<strong>for</strong>færdeligt hastværk, vel?“ hun la<br />
bønligt sit ansigt til hans kind.<br />
„Jeg troed, du sad ude i disse<br />
dage?“<br />
„Det gjør jeg også. Ja, <strong>det</strong> vil<br />
sige, jeg skulde været hos fru<br />
Lorck, men så tog jeg mig fri <strong>for</strong> at<br />
komme ned til dig. Jeg længtes så<br />
rasende efter dig,“ vedblev hun<br />
indsmigrende, „<strong>det</strong> er jo næsten en<br />
uge siden jeg var her. Jeg tar tøjet<br />
af, kan jeg ikke?“ Hun la ho<strong>det</strong> på<br />
skjæve og så bedende på ham.<br />
„Jeg har virkelig ikke megen tid<br />
at rutte med,“ <strong>—</strong> han trak op sit<br />
uhr.<br />
„Hvor<strong>for</strong> er du ikke glad <strong>for</strong>, jeg<br />
kommer? Det er stygt af dig. Et kys<br />
vil du da vel i <strong>det</strong> mindste gi mig?“<br />
Hun omfavned ham heftigt og<br />
kyssed ham utallige gange.<br />
„Så, så, så,“ mumled han.<br />
Men hun knuged sig stedse<br />
inderligere ind til ham; så slog han<br />
armene om hende og gjengjældte<br />
hendes kjærtegn.<br />
„Tog du nøglen af entrédøren?“<br />
Hun holdt den smilende op <strong>for</strong><br />
ham.<br />
En timestid senere stod Mejer i<br />
skjorteærmer ved vinduet og<br />
børsted sit hår og sin knebelsbart<br />
med et spejl i hånden. Han<br />
betragted sig omhyggeligt, vendte<br />
og drejed ansigtet, kasted ho<strong>det</strong><br />
tilbage og til siden, undersøgte<br />
sine tænder og gjorde til sidst en<br />
grimace til sig selv. Derpå pudsed<br />
han sine negle og åbned begge<br />
vinduerne. De vendte mod vest;<br />
eftermiddagssolen stod og stegte<br />
ind, og luften var tung og<br />
beklumret. Han skar spidsen af en<br />
cigar og faldt så pludselig i tanker<br />
ved vinduet med blikket på en<br />
guldregn og nogle syrintræer, der<br />
stod <strong>for</strong>an gjenbohuset i en liden<br />
indhegning, myldrende fulde af<br />
bristefærdige knopper. Han husked<br />
så tydeligt, hvor bare og nøgne de<br />
grene havde været, da Emma var<br />
fulgt op med ham første gang, nej,<br />
ikke første, <strong>for</strong> <strong>det</strong> havde været<br />
sent om aftenen, men den næste,<br />
da hun var kommen ved firetiden.<br />
Kort efter slentred han opover<br />
Pilestræ<strong>det</strong>. Han vilde til<br />
<strong>Constance</strong>. Nu måtte Lorck være<br />
ude i praksis, og så skulde han<br />
tvinge hende til en ordentlig<br />
samtale.<br />
Der kom en sporvogn <strong>for</strong>bi; han<br />
tænkte et øjeblik på at stige op,<br />
men fandt <strong>det</strong> bedre at gå <strong>for</strong> at få<br />
tid til at ordne sine tanker og<br />
<strong>for</strong>berede sig på, hvad han vilde<br />
sige. Men <strong>det</strong> lykkedes ikke; han<br />
kom aldrig længer end til, at han<br />
stod <strong>for</strong>an hende og fik fat i<br />
hendes hånd. Så begyndte hjertet<br />
at banke og blo<strong>det</strong> at suse ham <strong>for</strong><br />
ørene, og så gjorde han <strong>det</strong> hele<br />
om igjen.<br />
Lorcks havde lejet et landsted<br />
<strong>for</strong> sommeren ude på<br />
Ladegårdsøen. Da vejret var så<br />
smukt og mildt, havde de tænkt at<br />
være utflyttet allerede til første<br />
maj. <strong>Constance</strong> vilde ta derud lidt i<br />
<strong>for</strong>vejen <strong>for</strong> at hænge op gardiner<br />
og undersøge, hvad ejeren, en<br />
grosserer, som lå i udlan<strong>det</strong> med<br />
familie, havde efterladt af møbler<br />
og husgeråd, og <strong>for</strong> at gi gartneren<br />
anvisning på, hvad der skulde<br />
gjøres med haven.<br />
<strong>Constance</strong> havde brugt dagen til<br />
at ordne de sager, hun og Hanne<br />
stuepige skulde ha med sig. De<br />
havde fået færdigpakket to store<br />
kasser med dækketøj og<br />
sengelinned; ind imellem havde de<br />
stuvet ned en del vinflasker, og<br />
øverst lå de nystrøgne gardiner. Nu<br />
var hun gået ind i soveværelset <strong>for</strong><br />
at gjøre den lille håndvadsæk med<br />
rejsetoilettet i stand. De skulde bli<br />
derude et par dage, og de skulde ta<br />
afsted med toget den næste morgen<br />
klokken 9. Hele eftermiddagen<br />
havde hun tænkt, at Mejer vilde<br />
komme, og samtidig med en<br />
hemmelig gysen næsten ønsket <strong>det</strong><br />
modsatte. Nu, da tiden var gået<br />
uden at bringe ham, blev hun<br />
utålmodig og kunde ikke begribe,<br />
hvor<strong>for</strong> han udeblev. Var han