Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

høje land på den modsatte side var kulsort. Et par både med syngende og leende mennesker gled frem og tilbage, og toner af musik lød op fra en nærliggende offentlig have. Constance var imidlertid aldeles ufølsom for aftenens harmoniske dejlighed. Med korslagte arme stod hun og stirred frem for sig og kjendte en sviende smerte som efter et stik i hjertet. I brevet havde der stået: „Kjære Lorck! Kristine har netop været her og afleveret en pakke, som hun har bedet mig straks sende Dem. Jeg tænkte først at la den ligge, til De kom, men da jeg ikke véd, hvor længe det endnu kan trække ud, og det lod til at være hende magtpåliggende, at den snart kom Dem ihænde, sender jeg den altså. Hun fortalte mig, at gutten var død, og jeg kan jo, især som sagerne nu står, altså kun ønske Dem til lykke med, at De har fået barnet fra halsen. Hun talte om nogle afskedsord, som lå inde i pakken. Om dens indhold for resten nævned hun intet, og jeg spurgte heller ikke. Nu kom hun altså ikke mere og hæved penge, sa hun. Hun takked for, hvad hun havde modtat i disse år, og for det bryderi, jeg havde havt. Stakker, det gjorde mig ondt for hende. Jeg tilbød hende det sædvanlige bidrag for næste måned, da jeg tænkte, hun kunde trænge til det, og jeg var vis på, De intet havde derimod, men det vilde hun ikke.“ — Så kom der et regnskab over de penge, han i Lorcks fraværelse havde udbetalt til barnets underhold, og til sidst en venlig hilsen til Constance og en opfordring om dog endelig at vende hjem engang. Constance havde ikke anet, at Lorck havde noget barn. Den pludselige opdagelse overvælded hende ganske. Det blev ved at gjøre ondt som i et værkende sår. Med al magt søgte hun at få væltet smerten fra sig. Dette var ikke til at udholde. At han ikke havde fortalt hende det, var naturligvis for at skåne hende — hvad skulde det vel nytte til. Der var intet bedrageri deri. At han havde levet kysk, havde hun aldrig et øjeblik indbildt sig; at han i det mindste kunde ha et barn, burde hun altså ha tænkt sig. Om han nu havde flere, med andre kvinder! Utålelige tanke; hun slog hænderne for øjnene, stamped med fødderne og skreg. Det sved og stak og værked. Og nu skulde hun selv bringe ham et barn til verden. Uh, det var væmmeligt. Et barn, som kunde ha, Gud véd hvem til søskende, unger, som drev omkring langs gaderne. Hvis hun bare havde været fri for dette! Og hun, som havde følt denne jublende glæde der over for nogle uger siden. Men kanske hun havde tat fejl! Til dette håb klynged hun sig med lidenskab. Pludselig kom der en svag lyd fra hans værelse; hun retted sig op, lod hænderne synke og lytted. Han var jo syg, det havde hun rent glemt. Hun skyndte sig ind, men standsed i det første værelse; hun følte ulyst til at se ham nu, til at høre hans stemme. Hvis han bare ikke kjendte hende, men kaldte hende Kristine — Kristine! au, og hun tog sig til hjertet — altså således! Lyden kom igjen. Hun rakte de foldede hænder frem for sig, knuged dem heftigt i hinanden, mumled noget, der lød som en besværgelse og gik ind til ham. Han sad oprejst i sengen og stirred urolig mod døren. I det blege månelys så han spøgelsesagtig dårlig ud. „Conny,“ sa han bønlig bebrejdende, „hvor jeg har ventet på dig.“ Han rakte hånden ud imod hende, men den faldt straks tilbage på tæppet. Hun mærked, at han var ved sin fulde fornuft. „Vil du ha natlampen tændt?“ spurgte hun uden at nærme sig. Han sank langsomt tilbage på puden. „Hvorfor kommer du ikke hen til mig?“ Hun nærmed sig sengen. „Har du det bedre nu?“ spurgte hun.
„Når du er her, har jeg det godt. Lad mig kjende dine hænder på min pande.“ „De er så kolde, du vil fryse.“ „Nej, det vil svale.“ Hun strøg ham over panden med sin ene hånd. „Dem begge,“ sa han med mat stemme. Lidt efter flytted han hendes hænder til sine læber og kyssed dem. Så la han dem tilbage på panden. „Du kal sidde hos mig, Conny, jeg er så træt.“ Han greb efter hendes kjole for at få hende tæt hen til sengen. „Du må ikke gå fra mig. — Åh jo, gå bare, gå bare,“ sa han pludselig i en helt forandret tone, „værsgod — jeg ser nok, at jeg er dig til plage — naturligvis, det er morsommere at spasere med Mejer.“ Det kom afbrudt og med en grætten klang i tonen, og han skjøv med sine svage kræfter hendes hænder bort. Constance blev så forbauset over dette uventede omslag, at hun intet kunde finde på at svare. Lorck, som havde ventet, at hun skulde modsige ham med forsikringer og kjærlige ord, blev end yderligere opirret ved hendes taushed. „Hvorfor har du ikke passet på at gi mig medicinen? Jeg skulde ha en ske, når jeg vågned, jeg hørte det godt, hvor kan et menneske komme sig på den manér?“ Stemmen var hæs, og han stønned efter anstrængelsen. Constance rejste sig og tog medicinflasken. „Nej tak, lad det bare være, lad det bare være,“ klaged han. „Hør nu, Niels, vær snil gut og tag pent medicinen.“ Hun skjænked ham en skefuld. Han lå lidt og surmuled, så tog han den. „Hvorfor siger du intet, hvorfor fortæller du mig ikke, at jeg tar fejl — hvorfor kysser du mig ikke,“ sa han klynkende. „Kys mig,“ kom det pludselig ømt. Hun bøjed sig over ham og berørte hans læber med sin mund; hans ånde var ildelugtende, og hun vendte sig uvilkårlig væk. „Du trænger til ro, du må sove,“ sa hun, og for at stille ham tilfreds og lulle ham i søvn gav hun sig til at stryge ham gjennem hans krøllede hår, sagte, blødt, langsommere og langsommere. Den nat sov Lorck rolig og uafbrudt for, første gang, siden han blev sengeliggende. Det var tydeligt, at sygdommen havde tat en god vending. Men til Constance kom der ingen søvn. Hun vilde så gjerne få glemsel for den pine, hun led, og lå så stille, så stille med lukkede øjne, skifted nu og da stilling, prøved at ligge på ryg med knæerne trukket op i en bue, vendte sig om og lå med ansigtet begravet i puden, men nej, det vilde ikke lykkes. Til sidst stod hun op for at forsøge det med at vandre op og ned i den anden stue, indtil hun blev træt eller kom til at fryse, så måtte vel søvnen indfinde sig. Hun stak de bare ben i et par tøfler, kasted på sig et skjørt og en toiletjakke og listed sig sagte ud af soveværelset. Et blegt, forunderligt dødt og stille morgenlys fyldte værelset. Gjennem de åbne altandøre lød et tusindstemmigt kor af kvidrende fuglerøster. Hun trådte ud på altanen; den var våd af dug, og himlen var gråblå og diset. Ikke en luftning var der at mærke; træer og planter syntes at stå og sove, og vandet lå og strakte sig i den dybeste hvile. På himlen i øst var der smale, gullige striber; solen vilde snart være der. Denne stilhed var knugende. Constance gjøs og krøb sammen. Hendes tanker kredsed om dette ene: denne kvinde, som han havde elsket og levet med, og som havde skjænket ham et barn. Mon han havde elsket Kristine, som han nu elsked hende! Mon han havde — mon han havde? Hun vred sig under tankerne.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117: på apotheket og var uafladelig ved
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?