Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

lyden af glasklir, i det samme hun kom ind, og gik nu ind i spisestuen for at se efter. Hun tog det tømte glas, som stod ved siden af kognakflasken og lugted til det. Så satte hun det rolig ned igjen og blev stående henfalden i tanker med et stivt udtryk på sit ansigt. Lidt efter tog hun sig sammen, gik ind igjen i dagligstuen og satte sig til at strikke. Og da Ring efter måltidet lagde armen om hendes liv og kjærtegned hende, fandt hun sig idet med iskold ro. 18 Så var de da begyndt på nyt igjen. Alt var kommet i den gamle gjænge udadtil, og Ring var til mode som et menneske, der har kjæmpet mod skjæbnen og til sidst har vundet bugt med den. Men han følte sig alligevel ikke lykkelig. Constances hånlige væsen og isnende kulde pinte og ærgred ham vekselvis. Han havde håbet, at det vilde gi sig, at hun til sidst vilde la sig smelte og vise ham en smule imødekommenhed, af og til i det mindste. Men al hans kjærlighed og overbærenhed var ganske og aldeles spildt. Hvis hun bare vilde været som i ægteskabets første år! Den gang havde han været misfornøjet og følt sig forurettet; nu vilde han med tak og håndkys tat imod hende, som hun den gang var. Lidt efter lidt undergik hans adfærd en forandring. Han blev brutal og opfarende. Dette stædige fruentimmer, som aldrig blev færdig med at hævne sig, kunde jo bringe en engel til at tabe tålmodigheden. Der kom hæslige scener imellem dem, scener, i hvilken Constance slængte ham sin foragt og afsky lige i ansigtet og i heftige ord fordred, at han skulde vise hende høflighed, i alt fald når tredjemand var til stede. Han svarte med hån, at hans opførsel var altfor god for hende, hun, som dengang havde talt, som hun kunde være en — nok sagt — at han var, som han vilde være, eller andet lignende. I rolige stunder sa Constance sig selv, at når hun tænkte sig om, var det jo ikke så underligt, at han voved at by hende dette. Han havde tabt respekten for hende, netop fordi hun havde givet efter; det var det, som var skeet. Men årene gik, og tiden har som oftest en udjevnende indflydelse. Ring kom efterhånden over den fikse idé, at han absolut vilde ha en forelsket kone, og blev som følge deraf lettere at omgåes. Hans egne følelser var jo også en del afkjølede, derfor var han ikke mer så færdig til at yppe klammeri over Constances afvisende væsen. Constance på sin side havde slået sig til ro og fandt sig bedre til rette med livet. Hun sad ikke længer og grubled over det, der nu en gang ikke var anderledes. Hun havde sagt sig selv, at sådan og sådan forholdt det sig, og derefter tat sit parti. Hun var træt af disse skjærmydsler; de frugted jo ikke andet end at gjøre tilværelsen hæsligere, end det strengt tat var nødvendigt. Hun vilde ha fred for enhver pris og blev passiv og føjelig lige over for hans kjærtegn. Det var dog bedre at ha en mand, som var i godt humør den stund de var sammen om dagene, end en, der gik og var ubehagelig og fuld af en slags hævngjerrighed, som især slog ud i fremmedes nærværelse. Ring glæded sig over forandringen og lykønsked sig selv med den gode indflydelse han dog til syvende og sidst havde havt på sin kone. At det, han kaldte sin huslige lykke, var vokset op på den grav, under hvilken hendes hjertes forår var gjemt, vidste han intet om. Det lå ikke for ham at forstå sig på sligt. Undertiden kunde der jo rigtignok komme et lidet optrin, en kort ordveksel, fulgt af et fiendtligt blik, der gaves og sendtes tilbage med slagfærdig raskhed. Sligt kom
dog stedse sjeldnere fore. Constance ærgred og skammed sig bag efter; hun kunde jo lige godt gi sig til at kjækle, ja f. eks. med postbudet. At gå hver sin vej og udveksle, hvad de havde at sige hinanden, i høflig fredsommelighed — det var blevet hende idealet for en ægteskabelig tilværelse. Og i det hele tat gik livet glat og rolig imellem dem. De var optat hver på sin vis og lod være at blande sig i hinandens anliggender. Ring havde sine forretninger og sin kutter, sine herremiddager og selterskognaker. Så indlod han sig også undertiden på små pikante æventyr med en eller anden tivolisangerinde. Og så var han i den senere tid bleven så fuld af alle slags indfald, som det mored ham at realisere. Et af hans sidste havde været at anskaffe sig et fotografiapparat, som han en tid lang var lidenskabelig hengiven til at eksperimentere med. Han fotograferte dagligstuen med Constance i om og om igjen, indtil hun tabte tålmodigheden og nægted at sidde. Så vinked han venner og bekjendte op fra gaden, eller han fotograferte kjøkkenet og tjenestepigen. Da han endelig havde raset fra sig, var det en lettelse for flere af hans medmennesker. Constance på sin side sysled med alt det, der er opfundet for at få de velstillede lediggjængerskers tid til at gå. Hun læste romaner, hækled point–laces og broderte på klæde med ægte guldtråd. Hun stod tableau i bazarer og lærte at ride, havde abonnement i teatret og gik på baller og i selskaber. Og så havde hun sine herrevenskaber at pleje, som for resten aldrig gjorde hende andet end vrøvleri og lejelse. For det gik naturligvis bestandig så, at de forelsked sig i hende, og til sidst gjorde hende en erklæring, eller i alt fald så tydelig la sine følelser for dagen, at det blev plagsomt at omgåes dem. Men det brød hun sig ikke længer om; hvad kom det hende ved, at de gjorde sig indbildninger, disse dumme fyrer, som hun snakked med for at fordrive en ledig time, og som hun glemte, i det samme hun vendte dem ryggen. Hun kunde bruge dem, det var hende hovedsagen, for de hjalp hende til at få bugt med en kjedsomhed, der altid lå på lur efter hende. Hun leved i denne tid i en stadig hvirvel af adspredelser. Det Ringske hus var mere gjæstfrit og selskabeligt end nogensinde før. Og Constance så strålende ud i sin fuldmodne, livskraftige skjønhed. Man talte en hel del om hende; hun gik for at være en meget farlig og meget koket dame. Ude i selskab stødte Constance undertiden på Lorck. Han havde for længe siden taget sidste del af sin eksamen med udmærkelse og praktiserte nu som læge i byen, i hvilken stilling han nød adskillig anseelse; man nævnte ham almindelig som en af de dygtigste blandt de yngre læger. Han gjorde aldrig nogen mine til at nærme sig Constance, men et par gange havde det hændt, at hun havde mærket hans blik hvile på sig fra afstand, når hun sad i munter snak med en af sine tilbedere. Hun havde seet noget fiendtligt, halvt spottende og halvt smerteligt i hans øjne, der rammed hende som en dom eller dadel. En gang, da hun havde spurgt ham, hvorfor han aldrig mere kom hjem til dem, havde han seet på hende med noget opblussende vredt i blikket uden at svare, og da hun gjentog spørgsmålet, sa han med lav stemme: „Jeg ønsker ikke at være øjenvidne til hvad der der går for sig,“ hvorpå han vendte sig og gik fra hende. Constance blev opbragt over hans dristighed og samtidig opfyldt af en sviende smerte. Hun havde et øjeblik lyst til at gi sin stemning luft i skrig eller gråd, men så slog det om til en støjende munterhed, fuld af kåde indfald og voldsomme latterudbrud. Ved aftensbordet, da
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?