Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

astløshed, og som hun slet ikke
vidste af, at hun gjorde det. Nu sad
hun på en lav mejestol og gynged
ilfærdig frem og tilbage.
„Hvad vil du nu gjøre,
Constance?“ spurgte fru Marie.
„Gjøre? undskyld, men det er
virkelig et underligt spørgsmål.“
„Ja, jeg mener, hvad du agter at
ta dig til?“
„Agter at ta mig til? hvad skulde
jeg agte at ta mig til? Kan du sige
mig det?“ Der var noget over
hende, som minded om bobler i
kogende vand.
„Det første du må gjøre er
naturligvis at sige lejligheden op og
sælge dine møbler,“ svarte fru
Marie med en stram mine.
„Og så?“
„Ja, så må du se til at få dig en
post som lærerinde eller en plads
hos en enkemand, eller oprette en
industri, eller“ —
„Eller søge mig et embede som
sognepræst eller få mig en
ansættelse ved en cirkus, eller gi
mig til at være gjordemoder,“
afbrød Constance, „åh, der er nok
af ting at begynde på!“
„Jeg synes ikke, at situationen
indbyder til spøg, men det forstår
sig, kan du være oplagt, så kan
altid jeg.“ Fru Marie rejste sig og
trak sin kåbe opover sine skuldre.
Constance så ud, som om hendes
tanker stod stille. Hun sad og
stirred hen for sig med
sammentrukne bryn og et hårdt
udtryk i de mørke øjne.
„For resten, Constance,“ vedblev
den anden, idet hun bøjed sig ned
og knappet de nederste knapper i
sin kåbe, „så synd som jeg synes i
dig — ja, du må ikke bli sint — så
tror jeg virkelig, du har godt af
det.“
„Ja, når alt kommer til alt, skal
du se, det er et stort held dette
her,“ sa Constance.
„Ja, for du kan nu sige, hvad du
vil, så er det alligevel et sørgeligt
liv, du har ført,“ vedblev fru
Marie, mens hun trak sine
handsker på og langsomt glatted
skindet om hver særskilt finger.
„Ingenting har du havt lyst til, og
ingenting har du villet bestille,
ikke så meget som så,“ — hun strøg
sin højre hånd over den venstres
indvendige flade. „Se nu bare
bazaren, som vi andre har havt alt
det stræv med, har du villet løfte
så meget som en finger, og det
uagtet vi gik og bad dig? Sligt er,
ja, det hjælper ikke, sligt er rent
ud sagt for galt. Og det hævner
sig.“
„Det ser ud til det,“ svarte
Constance, „og det er jo godt, at
retfærdigheden sker fyldest.“
„Du tar det så besynderligt, du
formelig skaber dig sint — som om
jeg kunde hjælpe det.“
„Men herre Gud, Marie, du kan
da vel begribe, at det ikke just
morer mig at få vide, at jeg i den
nærmeste fremtid kommer til at dø
af sult.“
„Ja, hør nu bare, der er ikke et
skikkeligt ord at få ud af dig, og
det nytter jo ikke at tale fornuft.
Du er så, hvad skal jeg kalde det —
krakilsk!“
„Havde du kanske ventet at se
mig springe i taget af henrykkelse
over efterretningen? Og må jeg
spørge, om ikke et menneske har
lov at gå fra koncepterne under
slige omstændigheder?“ Stolen
havde hun holdt stille, mens hun
talte; nu tog hun på at gynge igjen
med den forrige fart.
„Hvis der kunde være nogen
hjælp i det, så —“
„Der er lige god hjælp i det ene
som i det andet. Det er slig slag
det.“
„Bare jeg kunde få dig til at
indse, at du nødvendigvis må gjøre
noget.“
„Men jeg skal da vel ha lov til at
besinde mig vel —? Jeg kan da
sandt for Herren ikke gi mig til at
slæbe møblerne ned i
auktionslokalet nu på stående fod,
likevel!“ Stolen stod atter stille for
straks efter at sættes i gang igjen.
„Du er ikke til at komme nær i
aften. Jeg véd næsten ikke, om jeg
tør komme frem med den hilsen,