Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Han blev ved at danse. „Er De
virkelig så streng, frue,“ hvisked
han. „Det duer ikke, dydig og
dejlig på en gang, det er umuligt.“
„Slip mig, hører De, jeg vil ikke
danse med Dem!“ sa hun vred og
stred imod.
Han førte hende til en sofa,
bukked og forlod hende.
I samme øjeblik stod Mejer ved
hendes side.
„Å, er du der, Gud ske lov!“ sa
Constance glad, „den
uforskammede fyr, du skulde bare
vide, hvor nærgående han var.“
„Du så dog ud til at befinde dig
særdeles vel sammen med ham.
Hvorfor holdt I op at danse?“
Hun stirred på ham, forbauset
over hans stemme og mine.
„Snak,“ svarte hun. „Hvor skal
jeg få et glas selters fra?“
„Jeg skal hente din kavaller, for
at han kan skaffe dig det.“
„Nej, men Harald da!“
„En dame, der lar sig kysse på
halsen af fremmede herrer, klær
det ilde at lade indigneret.“
Constance rejste sig og gik over
gulvet.
Mejer fulgte efter. „Hvor vil du
hen?“ spurgte han.
„Opsøge min mand for at ta
hjem,“ svarte hun kort og skyndte
sig afsted.
„Tag min arm,“ bad han.
„Nej, jeg vil ikke.“
„Er du vred, Constance?“
„Jeg vil hjem,“ sa hun afvisende.
„Constance, giv mig din arm, jeg
må tale med dig.“ Hans tone var
bønlig.
„For at du kan fornærme mig
mere?“ Hendes stemme dirred i
gråd.
„Tilgiv mig, jeg er gal, vanvittig;
tag min arm, hører du!“
„Nej, jeg vil ikke,“ svarte hun
trodsigt og blev ved at gå.
„Ikke? godt, så går jeg, og Du
ser mig aldrig mere.“ Han gjorde
højre om.
Hun iled efter ham og stak sin
arm i hans. Han førte hende op på
galleriet, som var inddelt i små
terrasseformige aflukker, der
skulde forestille hængende haver. I
det fjerneste tog de plads på en
løjbænk. De var temmelig alene;
dansen gik for sig der nede, og de
gamle damer, som sad oven på og
så på, havde valgt de steder, der
gav den bedste udsigt.
„Vær ikke sint, Constance, jeg
var rent forstyrret,“ begyndte
Mejer, „jeg har havt det så ondt i
hele aften, for jeg kan ikke tåle at
se dig fare afsted med disse
væmmelige karle — deres blotte
berørelse er en besudling.“
„Så danser jeg ikke før sidste
dans med dig,“ svarte hun og
trykked sagte hans hånd.
„Tak, du elskede,“ hvisked han.
„For når du går og græmmer dig
over det, har jeg ingen fornøjelse
af det — det forstår du jo nok,“
vedblev hun.
„Hvor er du sød og god,
Constance.“ Han trykked sit ansigt
mod hendes skulder.
„Det er, fordi du er mig så
kjær,“ sa hun alvorligt og smøg sig
ind til ham.
Der kom nogen. De fo'r fra
hinanden; det var en opvarter.
Constance bad om seltersvand, som
de kort efter fik.
De blev siddende deroppe; den
ene dans klappedes af efter den
anden, uden at de la mærke til det.
„Skynd dig, lad os gå ned,“ sa
Constance pludselig ængstelig og
greb om Mejers arm. „Der går
Lorck og søger efter mig.“
„Hvor?“ spurgte han.
Hun pegte på det modsatte
galleri, og de skyndte sig ned,
inden Lorck havde fået øje på dem.
Der blev spillet op til sidste
dans, som Constance og Mejer
dansed sammen.
Inden de skiltes, spurgte Mejer
om, når de skulde sees.
„Kom så snart du kan, Harald,“
hvisked hun.
På vejen hjem vilde Lorck vide,
hvor Constance var bleven af; han
havde søgt efter hende allevegne.
Hun svarte, at hun havde været
træt og siddet stille en stund.
„Hvor henne?“ spurgte han.