Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

ansage buffeten og stilled
kognakskarafler og selters med glas
på en stor bakke.
Ved aftensbordet, da fru Blom
havde skjænket te og lavet til, hvad
Constance skulde ha, vilde både
Lorck og Mejer bringe det ind til
hende, mens fru Blom forsikred, at
hun godt kunde gjøre det selv.
Slutten blev, at de alle tre tog hver
sit og gik med.
„I har glemt salt,“ råbte
Constance, og som en vind var
Fallesen der med det.
„Hvis nogen kunde sige mig,
hvad det er de vil, disse radikalere,
denne sammenløbne flok af al slags
bærme,“ sa Hansen og fortsatte
dispytten fra måltidet inde hos
Constance.
„Ja, hvis nogen bare kunde det,“
sekunderte fru Marie.
„Men det har jeg altså aldrig
været i stand til at få svar på,“
vedblev Hansen; han stod og
balancerte på hælene og tog et tag
med begge hænder i ryggen af en
lænestol, som fulgte hans vuggende
bevægelse.
„Det vil jeg gjerne tro,“ sa Lorck
ironisk.
„Ja, hvorfor det?“ spurgte Marie.
„Deres mand er så grov, frue,
han bruger betegnelser, som en
ikke kan svare på,“ svarte Lorck i
en tone, som om han klaged sig.
Constance og Mejer gav sig til at
le.
„Ja, hvad navn skal man altså
give folk, der ene og alene
arbejder på at nedbryde respekten
for, ja, for altså det bestående,“
ivred Hansen.
„Ja, det er nu virkelig sandt,
også,“ sa Ring, „de gjør ikke andet
end rive ned på både kongen og
øvrigheden — den stakkels kongen,
som ikke gjør en kat fortræd, det
er en pøbelagtig trafik.“
„Det var min salighed et sandt
ord,“ sa Fallesen. „Tak for det,
Ring.“
„Og religionen da,“ indskjød fru
Marie, „det er nu det allerværste.“
„Ja, for det undergraver al ting,“
mumled fru Wleügel.
„Og fordærver både sjælen og
legemet,“ tilføjed fru Blom.
„Øvrigheden?“ sa Lorck, „tør jeg
spørge, regner De ikke Stortinget
til den lovlige øvrighed, hr.
højesteretsadvokat?“
„Stortinget?“ gjentog Hansen i
en prøvende tone.
„Og hvem er det, som arbejder
på at undergrave respekten for
det?“ spurgte Lorck.
„Ja, slig som Stortinget nu er
sammensat, er det ikke bedre
værdt,“ svarte Hansen.
„Der er ingen øvrighed uden af
Gud, står der skrevet,“ faldt Mejer
ind.
„Ja, men i de tider havde de ikke
den slags institutioner, for pokker!
Tror De, de tænkte på dette
folkelige djævelskab den gang
kanske?“ udbrød Ring. „Det vilde
nu også været for meget forlangt.“
„De havde vist ikke hverken
højesteret eller sådan noget
heller,“ råbte Constance.
„Ikke hold med dem,“ formaned
fru Blom.
„En loyal mand kan ikke andet
end altså foragte det nuværende
Storting,“ sa Hansen med vægt og
gynged stedse ivrigere frem og
tilbage.
„Nej, det ved Gud,“ sa fru
Marie.
„Det synes nu Højre og handler
derefter,“ svarte Lorck, „men så
skulde de heller ikke fortænke
Venstre i, at det også gjør efter sin
overbevisning.“
„Venstre!“ råbte Ring, „nej, det
er fanden til forskjel.“
„Alt hvad Venstre vil er
fordærveligt for samfundet i bund
og grund. Du store Gud, hvis det
altså fik magten,“ sa Hansen og
vendte sine øjne mod loftet.
„Hvad f. eks. er fordærveligt?“
spurgte Mejer.
„Hold mund, fæ!“ mumled
Lorck, „svare slige idioter.“
„Ja, bare f. eks. dette med
statsrådssagen,“ docered Hansen,
„får de den gjennemført, betyder
det kuldkastelse af hele