Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Det svimled for ham. Han greb
om hende med begge arme, knuged
hende mod sit bryst og bored
ansigtet ned i hendes hals med et
langt suk som af forløsning og
lettelse.
Hun blev straks forskrækket
over hans heftighed og vilde gjøre
sig løs.
„Et øjeblik, kun et øjeblik,“
hvisked han og holdt hende fast.
„Se så,“ sa han derpå og lod sine
arme langsomt glide nedover, indtil
han fik fat i hendes hænder.
„Dejligste, sødeste,“ hvisked
han.
„Nej, nej, De må ikke,“ råbte
Constance angst og løb ud af stuen.
Mejer gled ned på en stol og
dækked for sit ansigt.
Han følte hendes faste, fine
legeme i sine arme, kjendte duften
af hendes bløde hals, og det varme
tryk af hendes læber brændte på
hans kind. Han sad som en
beruset, der svælger i den nydelse,
hans tilstand gir ham.
En dør, som blev åbnet, bragte
ham til at løfte hodet. Det var
Constance i sin hverdagsdragt. Der
gik en slags gysen igjennem hende,
og hun stod stille i nogle sekunder.
Det var det henrykte udtryk på
Mejers ansigt, som bevirked det.
Hun kunde ligesom ikke se, at det
var ham i det samme. Hun satte sig
og tog sit arbejde.
„Er De misfornøjet med mig,
Constance? De ser så bedrøvet
ud?“ hans stemme var så øm.
„Ikke egentlig bedrøvet,“ sa hun
grundende. „Jeg kunde ikke hjælpe
det, jeg“ la hun straks efter til i en
tone, som om hun forsvared sig.
Han rejste sig og gik hen til
hende. Han vilde endelig se
hendes ansigt, men hun bøjed sig
dybt over hækletøjet; så la han sig
på knæ og strakte hodet ind imod
hende for at fange hendes blik.
Hun lod hænderne synke og vendte
ansigtet bort.
„Du har gjort mig så meget godt,
Constance, så ubeskrivelig meget
godt, lad det ikke forskrække dig.
Det kjærtegn, du gav mig, faldt
som en himlens dug hen over mig.
Du må sige du til mig. Du må sige
du til mig,“ gjentog han.
Hun nikked.
„Jeg har fortjent, at du har en
smule tillid til mig, ikke sandt,
Constance?“ sa han sagte.
Hun nikked igjen med et svagt
smil.
Han la sit hode på hendes knæ
og sukked. Hun strøg sin hånd
kjærtegnende gjennem hans hår
mange gange. Han lukked øjnene
og lod sit ansigt glide ned i hendes
skjød.
„Nu må du gå, Harald,“ sa hun
om lidt, „ja, for jeg synes ikke, du
skal bli her i aften.“
„Som du vil,“ sagde han, men
rørte sig ikke.
„Nu må du gå,“ gjentog hun.
Han bedækked hendes hænder
med kys og rejste sig endelig.
„Så husker du nok de danse, du
har lovet mig,“ sa han.
„Den første og den sidste,“
svarte hun med et smil.
„Du skulde danse hver eneste
dans med mig, kan du ikke sige nej
til de andre?“
Hun rystede på hodet.
„Det går ikke an,“ svarte hun.
„Men havde du lyst, Constance?“
„Naturligvis, hvad skulde jeg
ellers ha lyst til?“
Han trykked et sidste kys på
hendes hånd og gik.
31
„Nu skal du love mig ikke at føjte
for meget med Mejer i morgen,
Constance,“ sa Lorck om aftenen,
da Constance havde læst op af
„Aftenposten“ om arrangementet
ved karnevalet.
Constance blev rød. „Hvorfor
siger du det?“ spurgte hun.
„Fordi jeg ønsker, du skal være
forsigtig.“
„Har du nogen speciel grund til
at påminde mig derom?“
„Ja. Du er meget mere sammen
med Mejer, end det går an, hvis du
vil beholde dit rygte i fred.“