Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

ønfaldende for ens fod, især når
det nu er en af ens allernærmeste,
ja, som Alette og sømanden f. eks.
— En blir ikke lykkeligere, fordi en
sætter sit igjennem. Jeg har aldrig
fortalt dig, hvordan det var med
mig, men nu skal du høre.“ Fru
Wleügel stod og retted på en
antimacassar, som hun ikke kunde
få til at sidde pent. „Jeg fik
såmænd separation, ja, det gjorde
jeg — jeg havde en følelse af, at jeg
måtte forgå, hvis jeg ikke fik sat
det igjennem, men da det så var
skeet, havde jeg ikke ro hverken
nat eller dag — bare græd og
sørged. Det hjalp ikke det ringeste,
at jeg var bleven skilt. Jeg havde
tænkt, at der skulde være som en
lise eller svalelse i det, men det
var så fejlt, som fejlt kan være her
i verden, det blev bare værre. Jeg
gik og længtes efter Wleügel, for
jeg havde altid syntes, at jeg ikke
kunde røre mig uden ham. Så — da
der var gået en tre måneder, kunde
jeg ikke holde det ud længer; så
skrev jeg til Wleügel, at jeg vilde
tilgi ham, og en sådan glæde har
jeg aldrig seet. Han storgråt og bar
mig ned i vognen, og da jeg så var
kommen hjem, syntes jeg næsten,
det var den gladeste dag i mit liv.
Det forstår sig, Wleügel fik
tilbagefald —“ hun holdt et øjeblik
inde og tørred sine øjne. „Ak ja,
stakkar, han var værst mod sig
selv. Men den gang måtte jeg rigtig
takke Gud på mine knæ, fordi han
havde tat begge de små hjem til
sig, for da var lille Conny også
død, og det var så nylig efter.“
Stemmen blev borte i gråd. „Ak ja,
Constance min, der er sorger for
os alle, kan du tro. Så længe vi er
unge, skriger vi op og siger, at vi
kan ikke bære det, men så kommer
vor Herre og viser os, at der er så
mange, som har det meget værre,
og så forstår vi, at tugtelsen lutrer
os, og hvis vi bare stræver efter at
gjøre det rette, så vender Gud al
ting til det bedste til slut.“ De
sidste ord fik hun kun med møje
frem, hendes stille gråd var bleven
til en hulken.
Stakkels tante, hun har sandelig
også havt sit, tænkte Constance.
Men hvorfor de altid skal sige, at
det er vor Herre, som sender det,
som om han kan ha noget at gjøre
med alt det væmmelige væsen. Hun
gik hen til tanten, tog hende om
halsen og kyssed hende med
inderlighed. Så forlod hun stuen og
lukked sig inde på sit værelse.
Men om aftenen i sengen spurgte
hun sig selv for første gang, om
hun kunde tænke sig muligheden af
at vende tilbage til Ring.
Alt, hvad i hende var, rejste sig
til modstand ved tanken, men
spørgsmålet kom igjen og igjen, og
hun endte med at græde sig i søvn
af sorg over, at hun endnu ikke var
nået videre end til at være i
uvished om, hvad de kunde få
hende til.
Da dagen for afrejsen var
kommen, havde Constance givet
efter for tantens indtrængende
bønner og samtykket i at se Ring,
inden hun tog afsted, men ikke før
med det samme de stod færdig til
at kjøre bort.
Det blev et stormende knæfald
med gråd og håndkys. Constance
gjorde sig fri — sa farvel og gik.
Han fulgte efter ud i entréen og
bad om lov til at skrive. Han tigged
så ihærdig og forsikred, at han
ikke vented svar. Til sidst gav hun
sig over og sa ja.
På Modum kom der et brev
hveranden dag. Da dette havde
varet et par ugers tid, lod hun sig
af tanten bevæge til at skrive nogle
ord tilbage.
Rings henrykkelse i det næste
brev var aldeles grænseløs.
Opholdet ved badet syntes ikke
at ha en heldig indflydelse på
Constance. Lægen trøsted
imidlertid tanten med, at den gode
virkning sikkert snart vilde
indfinde sig.
Men Constance blev mager og
følte sig stadig mat og kraftesløs.
Hun led ofte af søvnløshed og var
så nervøs, at hun på de urimeligste
foranledninger fik tårer i øjnene.