Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
dog stedse sjeldnere <strong>for</strong>e.<br />
<strong>Constance</strong> ærgred og skammed sig<br />
bag efter; hun kunde jo lige godt gi<br />
sig til at kjækle, ja f. eks. med<br />
postbu<strong>det</strong>.<br />
At gå hver sin vej og udveksle,<br />
hvad de havde at sige hinanden, i<br />
høflig fredsommelighed <strong>—</strong> <strong>det</strong> var<br />
blevet hende idealet <strong>for</strong> en<br />
ægteskabelig tilværelse. Og i <strong>det</strong><br />
hele tat gik <strong>livet</strong> glat og rolig<br />
imellem dem. De var optat hver på<br />
sin vis og lod være at blande sig i<br />
hinandens anliggender. <strong>Ring</strong> havde<br />
sine <strong>for</strong>retninger og sin kutter,<br />
sine herremiddager og<br />
selterskognaker. Så indlod han sig<br />
også undertiden på små pikante<br />
æventyr med en eller anden<br />
tivolisangerinde. Og så var han i<br />
den senere tid bleven så fuld af<br />
alle slags indfald, som <strong>det</strong> mored<br />
ham at realisere. Et af hans sidste<br />
havde været at anskaffe sig et<br />
fotografiapparat, som han en tid<br />
lang var lidenskabelig hengiven til<br />
at eksperimentere med. Han<br />
fotograferte dagligstuen med<br />
<strong>Constance</strong> i om og om igjen, indtil<br />
hun tabte tålmodigheden og nægted<br />
at sidde. Så vinked han venner og<br />
bekjendte op fra gaden, eller han<br />
fotograferte kjøkkenet og<br />
tjenestepigen. Da han endelig<br />
havde raset fra sig, var <strong>det</strong> en<br />
lettelse <strong>for</strong> flere af hans<br />
medmennesker.<br />
<strong>Constance</strong> på sin side sysled med<br />
alt <strong>det</strong>, der er opfun<strong>det</strong> <strong>for</strong> at få de<br />
velstillede lediggjængerskers tid til<br />
at gå. Hun læste romaner, hækled<br />
point–laces og broderte på klæde<br />
med ægte guldtråd. Hun stod<br />
tableau i bazarer og lærte at ride,<br />
havde abonnement i teatret og gik<br />
på baller og i selskaber. Og så<br />
havde hun sine herrevenskaber at<br />
pleje, som <strong>for</strong> resten aldrig gjorde<br />
hende an<strong>det</strong> end vrøvleri og<br />
lejelse. For <strong>det</strong> gik naturligvis<br />
bestandig så, at de <strong>for</strong>elsked sig i<br />
hende, og til sidst gjorde hende en<br />
erklæring, eller i alt fald så tydelig<br />
la sine følelser <strong>for</strong> dagen, at <strong>det</strong><br />
blev plagsomt at omgåes dem. Men<br />
<strong>det</strong> brød hun sig ikke længer om;<br />
hvad kom <strong>det</strong> hende ved, at de<br />
gjorde sig indbildninger, disse<br />
dumme fyrer, som hun snakked<br />
med <strong>for</strong> at <strong>for</strong>drive en ledig time,<br />
og som hun glemte, i <strong>det</strong> samme<br />
hun vendte dem ryggen. Hun<br />
kunde bruge dem, <strong>det</strong> var hende<br />
hovedsagen, <strong>for</strong> de hjalp hende til<br />
at få bugt med en kjedsomhed, der<br />
altid lå på lur efter hende.<br />
Hun leved i denne tid i en stadig<br />
hvirvel af adspredelser. Det<br />
<strong>Ring</strong>ske hus var mere gjæstfrit og<br />
selskabeligt end nogensinde før.<br />
Og <strong>Constance</strong> så strålende ud i sin<br />
fuldmodne, livskraftige skjønhed.<br />
Man talte en hel del om hende;<br />
hun gik <strong>for</strong> at være en meget farlig<br />
og meget koket dame.<br />
Ude i selskab stødte <strong>Constance</strong><br />
undertiden på Lorck. Han havde<br />
<strong>for</strong> længe siden taget sidste del af<br />
sin eksamen med udmærkelse og<br />
praktiserte nu som læge i byen, i<br />
hvilken stilling han nød adskillig<br />
anseelse; man nævnte ham<br />
almindelig som en af de dygtigste<br />
blandt de yngre læger.<br />
Han gjorde aldrig nogen mine til<br />
at nærme sig <strong>Constance</strong>, men et<br />
par gange havde <strong>det</strong> hændt, at hun<br />
havde mærket hans blik hvile på<br />
sig fra afstand, når hun sad i<br />
munter snak med en af sine<br />
tilbedere. Hun havde seet noget<br />
fiendtligt, halvt spottende og halvt<br />
smerteligt i hans øjne, der rammed<br />
hende som en dom eller dadel. En<br />
gang, da hun havde spurgt ham,<br />
hvor<strong>for</strong> han aldrig mere kom hjem<br />
til dem, havde han seet på hende<br />
med noget opblussende vredt i<br />
blikket uden at svare, og da hun<br />
gjentog spørgsmålet, sa han med<br />
lav stemme: „Jeg ønsker ikke at<br />
være øjenvidne til hvad der der går<br />
<strong>for</strong> sig,“ hvorpå han vendte sig og<br />
gik fra hende. <strong>Constance</strong> blev<br />
opbragt over hans dristighed og<br />
samtidig opfyldt af en sviende<br />
smerte. Hun havde et øjeblik lyst<br />
til at gi sin stemning luft i skrig<br />
eller gråd, men så slog <strong>det</strong> om til<br />
en støjende munterhed, fuld af<br />
kåde indfald og voldsomme<br />
latterudbrud. Ved aftensbor<strong>det</strong>, da