Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

„Stakkels ulykkelige! det er De
vist ofte udsat for. Ah, spil en
galop, tante!“ råbte hun ind til fru
Blom. „Vil De så ta til takke med
mig?“ vendte hun sig til Mejer.
„Tak, frue, til denne dans er jeg
optat.“
Hans øjne søgte uvilkårlig
Constance.
„Ah, sådan — De siger som
ridderen hos Ingemann — hende
eller ingen.“ Hun havde fulgt
retningen af hans blik.
Da galoppen begyndte, trak Ring
sig tilbage til Hansens
arbejdsværelse, hvor et par herrer
sad og røg. Dørene stod åbne
gjennem alle værelser. Mens Ring
sad og drak sine toddyer, fulgte
hans øjne Constance, der hvirvled
afsted med Mejer.
Han var så stolt af hende; ingen
kunde dog måle sig med hende —
overalt stak hun de unge piger ud,
og hun var hans, grosserer Edvard
Chritensen Rings — hans og ingen
andens. Og hun var virkelig så glad
i ham — hvor villig var hun ikke i
den senere tid bleven til at
kjærtegne ham, ja, han var en
lykkelig mand, tænkte han og laved
sig et nyt glas.
„Nej, se mig til disse skulkere,“
sa fru Marie, som kom ind til
herrerne, „huh, for en røg. Hvem
er det, som har gjemt sig væk.
Værsgod, kom ind og dans, Rikard!
og De, løjtnant, nej, at finde Dem
blandt disse.“
Fallesen undskyldte sig med, at
han havde hodepine.
„De er sturen i kvæld, løjtnant,
kom, lad os drikke et bæger
sammen,“ sa Ring.
Fallsen skjænked kognak i et
vinglas.
„Det kan jeg like — det rene
væsen, vor egen skål.“
Fallesen tømte indholdet i et
drag.
„Se på Constance — en vakker
kone, død og pine, hvad Fallesen?“
og han puffed ham i siden.
„Jo, jeg skulde tro, men hvad
siger De om frøken schwartz — hun
er heller ikke afvejen.“
„For flad,“ sa Ring med et grin,
„en stake ret op og ned.“
„Figuren er dog ganske bra.“
„Udstoppet,“ lo Ring, „se på de
spidse skuldre. Jo, De kan tro,
Edvard Christensen Ring narrer De
ikke.“ Og nu fordybed de sig i en
passiar om kvindeskjønhed og
kvindelige forskjønnelseskunster,
der endte med, at Ring foreslog
Fallesen, at de skulde drikke dus.
„Du er min sæl en kjæk fyr,
fanden så godt like dig, det er en
skam, så sjelden du besøger os,
kom hver aften, åbent hus hos os —
er du glad i at sejle? En kutter,
far, stiv som en dukke. Jeg véd
ikke, hvordan det er, yngre folk
kommer jeg bedst overens med. Se
nu Hansen, mellem os sagt, forstår
du — ungdom må der til.“
Lorck kom ind efter selters.
„Nu sidder Ring og Fallesen og
drikker sig aldeles snyde kanon
fulde,“ sa han til Hansen på
tilbagevejen gjennem dagligstuen.
Hansen keg derind og rysted
betænkelig på hodet.
„Hvorledes fandt De så Dem
selv, frue?“ spurgte Mejer under
en af pauserne i galoppen.
„Mig selv? Ah, musiken mener
De! Det var så nydeligt.“
„Kjendte De Dem igjen?“
„Nej, slet ikke, der var så mange
sorter i det.“
„Kjendte jeg Dem — jeg mener
sådan rigtig godt — skulde jeg nok
gjøre det bedre.“
„Kjendte! ja pyt, ja, gad vidst
hvordan det skulde gå til.“
„Gav De mig lov til at tale med
Dem, så.“
„Der er ingen som kjender
hinanden. Tale sammen! — og De
tror, det nytter — en kan få
indtryk, danne sig forestillinger,
længer når man ikke, og så er det
altid rav ruskende forkjert.“
„Men det var da vel muligt at bli
kjendt, hvis man da ikke med vilje
skjulte sig.“
„Det gjør man altid — ikke netop
med vilje, men skjuler sig. Hvad er
det, som kommer til syne af os?
Det, som forhold og