Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

som han, når de alle holdt med
ham —
Var da virkelig verden en eneste
stor sump, og måtte man være glad,
hvis man bare kunde værge sig så
vidt, at man ikke gik til bunds i
mudderet?
15
Efter lægens råd var det blevet
besluttet, at Constance skulde til
Modum. Tanten havde fået hende
overtalt til at opsætte alt angående
skilsmissen til hjemkomsten fra
badet.
De var langt inde i maj, om en
fjortendags tid skulde de afsted. På
det sidste var Constance rent hørt
op med at hentyde til det
brændende spørgsmål, og tanten
begyndte så småt at håbe på, at
hun vilde ende med at la sig sige.
En formiddag de sad sammen i
dagligstuen med sine håndarbejder,
blev det Constance påfaldende, at
tanten måtte ha noget på hjerte. I
løbet af en halv time havde hun
fire gange skiftet plads og slæbt sit
store, hvide sytøj med sig rundt
omkring i stuen. Hun kremted og
pudsed sin næse, tog brillerne af
og satte dem på vist for syvende
gang, mens hun af og til mumled:
„Ak ja, ak ja, en får gjøre, hvad
der er ret.“
Constance blev urolig. Hvad var
det nu for en slags pinebænk hun
skulde lægges på igjen? Hun var til
mode som en patient, der ser på,
at man gjør anstalter til at løse på
forbindingen om et smertefuldt
sår. Omsider kunde hun ikke holde
det ud længer.
„Hvad er det, du sidder og ruger
over, tante?“ sa hun og kasted sit
sytøj. „Er det nu noget galt igjen?“
„Nej, Constance, men jeg er
bange for — ja, Gud ved, om det
ikke vil angribe dig,“ stammed fru
Wleügel.
„Men så sig det dog, så sig det
dog!“ hun skreg op som et
utålmodigt barn.
„Herregud, du lar mig jo ikke
komme tilorde,“ sa tanten med en
forurettet mine. „Det vil vække
minder — lov mig nu, at du vil ta
det roligt, Constance.“
„Er det noget på Molde?“
spurgte Constance med åndeløs
hast.
„Langt fra! Nej, men det er
barnet, skjønner du —“
„Barnet,“ gjentog hun.
„Ja, det, du ved, Constance, det,
som skulde komme.“
Constance vendte sig om mod
vinduet med ryggen til tanten.
Blodet var stormet op i hodet på
hende.
„Hvad det?“ sa hun med en let
dirren i stemmen.
„Det er dødt, og det er rigtig en
lykke, du —“
Constance rørte sig ikke.
„Det var jo det bedste for det
stakkels kræ, ja, for alle parter,“
vedblev tanten. „Ak ja, vor Herre
gjør al ting vel til slut.“
Constance folded armene over
brystet og stirred hen for sig.
„Og moren,“ fortsatte tanten,
mens hun humped om i stuen og
med sine fingerspidser slog støvet
af de stoppede stolerygger, „hun er
nu rejst til Amerika — ja, tænk med
en som vilde gifte sig med hende.
De har nok været forlovet, han var
svært ud af det med det samme,
tror jeg nok, men så sa han: Om
hun er falden, kan hun rejse sig
igjen — det var moren, som fortalte
det, hun er gangkone her, husker
du — og det var nu virkelig pent og
kristeligt af ham. Og nu,
Constance,“ tilføjed hun med
lavere stemme og stod pludselig
stille tæt ved hende, „nu synes jeg
ligesom, at al ting er blit
anderledes, ja, næsten, som om alt
dette fæle bare har været en
drøm.“ Hun rusled af igjen og gav
sig til at ordne og flytte på en del
småting, som lå på sin plads i
forvejen.
„En skal gjøre, hvad der er ret,“
blev hun ved, „og det kan aldrig
være ret at støde et menneske fra
sig, som ligger angrende og