Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Disse folk leved jo som dyr,
hvad kunde det nytte at hjælpe
dem, det var jo at kaste i et
bundløst svælg, for de graved sig
stedse dybere og dybere ned i
pølen.
Nej, hun vilde ikke gå omkring
til de fattige mere, der var jo ingen
ting at gjøre, bare at ta på sig en
lidelse, som ikke var til nytte for
nogen i verden. Marie kunde gå
alene! Hun tog det så praktisk og
havde sine rubrikker færdig for de
værdige og ikke værdige.
Herefterdags vilde hun sende sine
gaver til fattigplejen og la den stå
for at uddele dem til de rigtige
trængende.
Da hun havde fattet denne
beslutning, syntes hun det letted.
Hun gik ind og vasked sine
hænder, fugted sit lommetørklæde
med Es–bouquet, tog en bog og
satte sig til at læse.
17
En eftermiddag i slumingen af
oktober sad fru Wleügel oppe hos
Constance. Det var stærk
skumring, men lyset fra
kakkelovnen kasted et så hyggeligt
skjær over stuen, at Constance ikke
havde lyst til at ringe efter
lamperne.
Tanten havde tilbudt hende
noget brugt tøj til hendes fattige,
men Constance havde bedt hende
hellere sende det til Marie. Så
fortalte fru Wleügel, at hun havde
havt brev fra Molde og meddelte
noget af indholdet.
Der bleven pause. Fru Wleügel
sad urolig på stolen og kremted så
småt et par gange. Til sidst sa hun:
„Din mor skriver i dette brev også,
om hvor glad hun er, fordi det blev
godt igjen med dig og Ring; det kan
hun aldrig nedlægge.“
„Ja, ja, det er jo godt, at de er
glad,“ sa Constance med et suk.
„Men hvis hun var her og kunde
se på, vilde hun være højst
bekymret, ja, det vilde hun,
Constance.“
„Hvorfor det da? Nu har de jo
fået det, som de vilde.“
„Jo, for det er galt fat med Ring,
Constance,“ tanten stansed lidt for
at samle mod, „jeg er bange for, at
han går til grunde i det,“ sa hun så
med vægt.
„Går han nu også til grunde? Det
var jo for at hindre det, I fik mig
overtalt til at vende tilbage.“
Stemmen var underlig skjærende.
„Men dette er halvgjort gjer ...,“
hun holdt pludselig inde, fordi
døren gik op, og pigen trådte ind
med de tændte lamper.
„Dette er halvgjort gjerning,
Constance,“ vedblev hun, da de
atter var alene. „En skal gjøre,
hvad der er ret, og det kan aldrig
være ret at være uforsonlig. Ring
står ikke i det, Constance, han går
hen og blir drikfældig.“ De sidste
ord næsten hvisked hun.
„Blir?“ sa Constance foragtelig,
„brug imperfektum og præsens i
stedet for futurum, tante, så er du
sandheden nærmere.“
„Ak nej, Constance, der er
forskjel på at ta sig et glas for
meget i godt lag; men dette her er
noget ganske andet; noget ganske
andet,“ gjentog hun og rysted på
hodet.
„Åh nej, så min sandten om det
er,“ svarte Constance i en
harmfuld tone, „han har såmæn
aldrig vidst at passe sig.“
„Men det er blit værre, det er
blit meget værre, Constance. Han
gjør det af fortvilelse,“ sukket fru
Wleügel. „Det går ikke på denne
måden,“ fortsatte hun mere
indtrængende. „Du må flytte ind til
ham igjen, hvis han ikke skal bli en
ren drukkenbolt, tænk dig, hvad
det vil sige at være gift med en
drukkenbolt. Du må ta skridtet
helt ud og tilgi ham ganske og
aldeles. En skal gjøre, hvad der er
ret, Constance.“
„Har han beklaget sig for dig?“
spurgte Constance.
Det kom skarpt, som hugget af
en kniv.
„Nej, såmæn har han ej,“ sa fru
Wleügel lidt forfjamsket, „men at