Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

edre end alle de andre; det var hans stolthed og glæde. Når han tænkte på, at han engang skulde få hvile sit hode ved hendes bryst, svulmed hans hjerte av længsel og glæde. Så, netop som han la den sidste hånd på sit arbejde, kom budskabet om hendes giftermål med Lorck. Det slog ham fuldstændig ned. Han lukked sig inde om dagene og strejfed ude om nætterne, indtil han faldt sammen af udmattelse. Han kunde ligge på sofaen og græde i timevis som et lidet barn. Søsteren havde skrevet om Constances formuesomstændigheder, at processen var tabt, og at hun — så sa folk — først da havde givet efter for Lorcks frieri. Hvis han altså bare var kommen tidsnok, kunde alt været reddet. Det var især denne tanke, som grov i hans hjerte som en hakke med spidse greb. Lorck havde tat hende fra ham, tat hende, hjulpet af det letfærdige tilfælde, Lorck, der så lidt havde forstået at vurdere hende, i alt fald fra først af. Rigtignok var han senere kommen og havde sagt, at han skyldte fru Ring og sandheden at tilstå, at han havde været en flab og tat så rent bort i natten fejl af hende. Han husked, hvorledes han fik tilovers for Lorck fra den dag af. Han kunde ha faldt ham om halsen og takket ham; de var kommen hinanden så nær; fra at være kammerater gik de over til at bli venner. Nu haded han Lorck. Han undte ham ikke hans lykke, han var ikke god nok for hende, det var ingen, ikke han selv, ikke nogen. Hvor var dog alt styrtet sammen for ham i det øjeblik, han vidste, hun var tabt. Han forbanded den brutale skjæbne; livet forekom ham neppe værdt at leve. Han fik afsmag for sit arbejde, hvad var der nu at kjæmpe for, hvad at vinde? Nogen tid efter kom budskabet om hans fars død. Det gjorde i den sindstilstand, hvori han var, forholdsvis lidet indtryk på ham, men da den månedlige understøttelse da hørte op, blev han nødt til at rejse hjem. Der var så godt som ingen formue. Hans mor sad igjen med sin enkepension og to uforsørgede døtre, som en onkel for resten havde lovet at ta sig af. Så var han da begyndt på sin virksomhed i Kristiania og sled sig igjennem livet fra dag til dag, kjed og led og træt og misfornøjet. Han var ligesom kommet mere til ro på det sidste, syntes han, han var begyndt at glemme, og så lod skjæbnen hende pludselig dumpe ned lige foran ham. Nu var det alt sammen brudt frem igjen. Hans kjærlighed, hans sorg, hans lidelse ved at vide hende i en anden mands arme. Det var utåleligt, umuligt at se på det, han måtte bort, inden han blev så elendig, at det ikke mere var til at skjule. I dag havde han klaret sig godt, de havde ikke mærket det mindste. Det var tydeligt på Lorck, at han ingen anelse havde om hans tilstand. Men hvorledes havde han ikke også kjæmpet. Han var ved hotellet. Uden at se til højre eller venstre løb han op ad trappen til sit værelse. 24 Imidlertid sad Lorck og Constance nede i et lidet lysthus, som lå i det ene hjørne af hotellets rummelige have. Det var en sval og stille aften. Lorck var varm efter turen og drak rødvin med is i for at kjøle sig. Constance sad tilbagelænet i den magelige havebænk med et stort sjal af sort uldknipling kastet om skuldrene. Haven var fuld af lyse striber måneskin og skarpttegnede skygger; ind i lysthuset faldt det blege dimmer gjennem vinløvets åbning og tegned sig på gulvet og henefter bordet som utallige små og store uregelmæssige flænger. De talte om Mejer og var begge oplivet over mødet med ham. Constance syntes, han var bleven
så forandret, ikke til sin fordel, mente hun. Han var så blaseret og snakked så spottende om sig selv og al ting. Lorck svarte, at således gik det med de kunstnere, som var dømt til at leve i Norge. „Det er for resten synd i ham,“ la han til, „for han er en kjæk og prægtig gut. Jeg har al tid så godt kunnet like ham.“ „Ja, jeg også,“ sa Constance. „Jeg vilde ønske, han blev gift med en rig dame.“ „Skal vi lægge vore hoder i blød og se at skaffe ham en?“ spurgte Lorck smilende. Constance lo. „Når vi nu kommer hjem, skal vi være rigtig hyggelig mod ham, Constance, jeg tror, han synes om at være sammen med os.“ „Ja, rigtig hyggelig,“ svarte Constance. „Han var vist for resten rasende indtaget i dig en tid, du. Mærked du ikke noget?“ „Ikke spor,“ var svaret. „Lod han sig aldrig forlyde med sligt noget?“ „Aldrig!“ svarte Constance. „Nej, han er nu en fin og velopdragen person,“ tænkte Lorck og ofred mindet om sin egen opførsel et stille suk. „Det har nu vel for resten også været en ganske forbigående raptus, han har havt,“ sa han højt. „Sa han noget til dig om det da?“ spurgte Constance med et halvt skjælmsk, halvt undseligt smil. „Nej da, ikke det Guds skabende gran,“ forsikred Lorck. „Det kan godt hænde, det bare var en grille af mig, jeg gik nu og syntes, at alle måtte forelske sig i dig, skjønner du.“ De taug begge stille nogle minutter. „Hvad er det, du tænker på, Conny min,“ sa så Lorck og søgte efter hendes hånd. „På ingen ting i grunden,“ sa hun venligt. „Snak — fortæl det nu,“ bad han og drog hende nærmere til sig. „Ja, det er nu lettere sagt end gjort. Under tiden farer ens tanker så løbsk, eller de kommer i småstumper og er så usammenhængende, eller det er det rene tusseskab, en sidder og kjøres rundt af, det er slet ikke til at finde ord for.“ Han havde lagt sin arm om hendes liv og bøjed med den anden hånd hendes hode ind imod sig, så det kom til at hvile ved hans hals. De holdt hinanden omslyngede og sad lidt uden at tale. „Men nu véd jeg, hvad jeg tænker på,“ hvisked Constance og trykked sine læber mod hans skjæg. „På hvad da, Conny?“ „På det, vi så ofte har talt om, på hvor lykkelig du har gjort mig, på alle vore skatte, på alt det, vi har levet sammen, på den kjærlighed, du har elsket frem i mig, og især på det, du ved, det, som forestår.“ „Min elskede, søde,“ sa Lorck og trykked hende tættere til sig. „Hvor du gjør mig lykkelig — hvor dine ord er livsalige og dine kjærtegn søde. Og du, som var så bange for at ta mig,“ la han lidt efter til med ømmere stemme. „Ikke dig mere end andre — jeg havde ulyst eller afsmag, sådan i det hele tat.“ „Du stygge, som ikke vilde vide af mig. Kan du huske, hvordan jeg måtte stræve. Og hvis brevet ikke var — uf, jeg tør ikke tænke på det.“ „Det var en græsselig tid,“ sa Constance, „sligt et væsen jeg var bleven til. At du virkelig havde mod på mig, det var godt gjort af dig“ — hun klynged sig til ham. „Jeg elsked dig, Conny.“ „Og i begyndelsen da vi var gift, kan du huske, hvor dum jeg var — rent ulykkelig af generthed.“ „I grunden har jeg været nokså udholdende, Conny, det må du indrømme, for du gjorde alt for at ta modet fra mig, men som sagt, jeg elsked dig — jeg har aldrig
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?