Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

høje land på den modsatte side var
kulsort. Et par både med syngende
og leende mennesker gled frem og
tilbage, og toner af musik lød op
fra en nærliggende offentlig have.
Constance var imidlertid aldeles
ufølsom for aftenens harmoniske
dejlighed. Med korslagte arme stod
hun og stirred frem for sig og
kjendte en sviende smerte som
efter et stik i hjertet.
I brevet havde der stået: „Kjære
Lorck! Kristine har netop været
her og afleveret en pakke, som hun
har bedet mig straks sende Dem.
Jeg tænkte først at la den ligge, til
De kom, men da jeg ikke véd, hvor
længe det endnu kan trække ud, og
det lod til at være hende
magtpåliggende, at den snart kom
Dem ihænde, sender jeg den altså.
Hun fortalte mig, at gutten var
død, og jeg kan jo, især som
sagerne nu står, altså kun ønske
Dem til lykke med, at De har fået
barnet fra halsen. Hun talte om
nogle afskedsord, som lå inde i
pakken. Om dens indhold for
resten nævned hun intet, og jeg
spurgte heller ikke. Nu kom hun
altså ikke mere og hæved penge, sa
hun. Hun takked for, hvad hun
havde modtat i disse år, og for det
bryderi, jeg havde havt. Stakker,
det gjorde mig ondt for hende. Jeg
tilbød hende det sædvanlige bidrag
for næste måned, da jeg tænkte,
hun kunde trænge til det, og jeg
var vis på, De intet havde derimod,
men det vilde hun ikke.“ — Så kom
der et regnskab over de penge, han
i Lorcks fraværelse havde udbetalt
til barnets underhold, og til sidst
en venlig hilsen til Constance og
en opfordring om dog endelig at
vende hjem engang.
Constance havde ikke anet, at
Lorck havde noget barn. Den
pludselige opdagelse overvælded
hende ganske. Det blev ved at
gjøre ondt som i et værkende sår.
Med al magt søgte hun at få væltet
smerten fra sig. Dette var ikke til
at udholde. At han ikke havde
fortalt hende det, var naturligvis
for at skåne hende — hvad skulde
det vel nytte til. Der var intet
bedrageri deri. At han havde levet
kysk, havde hun aldrig et øjeblik
indbildt sig; at han i det mindste
kunde ha et barn, burde hun altså
ha tænkt sig.
Om han nu havde flere, med
andre kvinder! Utålelige tanke;
hun slog hænderne for øjnene,
stamped med fødderne og skreg.
Det sved og stak og værked.
Og nu skulde hun selv bringe
ham et barn til verden. Uh, det var
væmmeligt. Et barn, som kunde ha,
Gud véd hvem til søskende, unger,
som drev omkring langs gaderne.
Hvis hun bare havde været fri for
dette! Og hun, som havde følt
denne jublende glæde der over for
nogle uger siden. Men kanske hun
havde tat fejl! Til dette håb
klynged hun sig med lidenskab.
Pludselig kom der en svag lyd fra
hans værelse; hun retted sig op,
lod hænderne synke og lytted. Han
var jo syg, det havde hun rent
glemt. Hun skyndte sig ind, men
standsed i det første værelse; hun
følte ulyst til at se ham nu, til at
høre hans stemme. Hvis han bare
ikke kjendte hende, men kaldte
hende Kristine — Kristine! au, og
hun tog sig til hjertet — altså
således! Lyden kom igjen. Hun
rakte de foldede hænder frem for
sig, knuged dem heftigt i hinanden,
mumled noget, der lød som en
besværgelse og gik ind til ham.
Han sad oprejst i sengen og
stirred urolig mod døren. I det
blege månelys så han
spøgelsesagtig dårlig ud.
„Conny,“ sa han bønlig
bebrejdende, „hvor jeg har ventet
på dig.“ Han rakte hånden ud imod
hende, men den faldt straks tilbage
på tæppet. Hun mærked, at han var
ved sin fulde fornuft.
„Vil du ha natlampen tændt?“
spurgte hun uden at nærme sig.
Han sank langsomt tilbage på
puden.
„Hvorfor kommer du ikke hen til
mig?“
Hun nærmed sig sengen. „Har du
det bedre nu?“ spurgte hun.