Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„For dig kanske,“ sa Mejer og plired til ham fra siden. „Lykkeligt ægteskab, at du for det første gider ta en slig frase i din mund — og med den idioten! Fru Constance, nej, ved du hvad.“ „Der er dog noget elskværdigt ved ham,“ sa Mejer overbærende, „så godmodig og spøgefuld.“ „En brilliant fyr til at drikke og sejle med — men for resten umulig — bare så grufuld vidtløftig som han er!“ „Er han højremand?“ „Ja vel, og troende.“ Lorck lo. „Nej, snak! hvor hun må kjede sig med ham!“ „Ja, det kan du bande på.“ „Det er dog synd, at hun ikke har fået en mand, som passed bedre til hende.“ „Ah, hvorfor det, så havde der jo ingen fornøjelse været ved hende.“ „Kyniker,“ mumled Mejer og faldt i tanker. „For resten, om hun også havde havt en anden mand, hun vilde blit kjed af ham, det gjør gifte folk altid.“ „Så–å — du synes at vide god besked, Niels Lorck.“ „Et fruentimmer som hun.“ „Hun er dejlig!“ råbte Mejer henreven. „Ja, gu er hun dejlig, og så brilliant koket.“ „Det er den sorteste løgn!“ udbrød Mejer, „jeg har aldrig seet en kvinde så fri for koketteri.“ Lorck gav sig til at fløjte. „Hun er så sanddru og åben i sit væsen — akkurat som da hun var blottenes ung — jeg husker hende godt, og så aner hun ikke, hvorledes mandfolk er.“ „Så du alt er færdig i den grad,“ fniste Lorck, „fanden så fort hun ekspederer det, det må jeg sige er godt gjort.“ „Fanden i vold!“ sa Mejer. „Hvad pokker er du hidsig for, gut? En kan da være bekjendt af sin forelskelse der uden at risikere at komme i ry for slet smag i alt fald. Jeg for min del har været det længe.“ Mejer svarte intet. „Har du sagt hende det?“ spurgte Lorck. „Sagt! hvad for noget sagt?“ „At du elsker hende.“ „Din omtale af fru Ring er mildest talt usømmelig, far.“ „Hvor mange kvinder har du stået i forhold til, Mejer — ikke tøser mener jeg — men damer?“ „Til ingen,“ sa han arrig. „Så prøv med fru Ring, jeg gir dig lov til at konkurrere.“ „Hold mund, siger jeg, jeg tåler ikke, at du taler således om en dame, som jeg kjender og agter,“ sa Mejer skjælvende af vrede. „Lad nu de narrestreger fare, Mejer, du er et fæ! Ikke koket, siger du — i dag da vi legte gjemmespil bag skuret deroppe, stod hun så klods op efter mig, mens hun lytted og keg med fingeren på munden, at jeg kjendte hendes legeme, men i det minut jeg lod mig mærke med det, skvat hun væk som en stålfjær, med en mine, som både hun og jeg havde gjort det af vanvare.“ „Det skal jeg dø på, hun også havde. Slig en brutalikus.“ „En kone, som har været gift i tre år — nej, far min, hun vil ægge og opiltre, og til sidst la sig fange, og det er i grunden en ganske morsom leg, hvis det ikke varer for længe.“ Mejer havde lyst til at slå ham i ansigtet, men indså, at han kun vilde gjøre sig latterlig ved at give sit raseri luft. „Hun er altfor god til at omgåes en fyr som dig,“ sa han så rolig han formåed, „det er hele sagen.“ „Hun har skam lige så stor fornøjelse af det, hun. Nu vil hun endelig, jeg skal lære hende l'hombre, for at vi kan få en fast spilleaften, i fjor var det skak, vi drev på med. Hun ikke koket! — den lidenskab, hvormed hun gir sig hen til alt, hvad vi har for, til samtale og alt muligt, det er lutter koketteri — men ikke af den grove slags — naturligvis.“
„Det er hendes natur, hun gir sig hen i øjeblikkets stemning. Hun har evne til det, fordi hendes sind er rent og uskyldigt, ja, le kun du, hun spilled svartemads med mine søstre — hun var voksen den gang —, jeg stod på lur idet andet værelse, den strålende glæde og morskab, som lyste på hendes ansigt, hun var med af hele sjælen — akkurat som nu.“ „Det er dog noget helt andet,“ svarte Lorck og gav sig til at nynne en melodi. „Er han aldrig jaloux, hendes mand?“ spurgte så Mejer. „Ring, det fæ! Undertiden når han har sat diverse glas toddy tillivs, betror han mig, at hans kone er så kold som en træstok, men at det alligevel er ham, hun elsker, ham og ingen anden.“ „Tror du, hun ved, at han sidder og siger sligt?“ „Det gjør hun vist. Hun kold! Hun er lutter ild og sanser — et krater med et fløjelsblødt grønsværstæppe over. Død og pine, når det en gang spruder løst! For resten — hvad jeg ikke kan fordrage er, at hun absolut vil ha alle uden undtagelse for sin fod. Dette fjot — denne Fallesen, har hun ikke gået hen og gjort ham aldeles gælen.“ „Går du op med og ryger en cigar?“ Lorck var stanset uden for huset, hvor han boed. Mejer lod til at trække på det. „Nej, for resten, du, jeg glemte, død og pine — hvad er klokken?“ „Halv tre,“ sa Mejer. „Så tænker jeg, hun skal være i et sødt humør,“ mumled Lorck. ”God nat, du“. „God nat,“ sa Mejer, og de skiltes. Han gik videre og tænkte på Constance. Som nittenårs gut havde han været forelsket i hende. Det var begyndt den aften han fik lov af sin far til at åbne ballet med hende. Så kammeratslig som hun havde været, fortalt så meget om livet på Molde, og flere gange tat ham op i småture. Ak, du gode Gud og skabermand, hvor havde han været betaget, ligget og digtet om natten i sengen, stået op og skrevet vers og spekuleret på at skaffe sig adgang til hende ad de vildeste veje. Han vilde ikke andet end kaste sig ned for hende, bede om lov til at kysse hendes kjole og så gå bort og aflive sig. Og herre Gud, som han havde spaseret dage igjennem i gaden, hvor hun boed, med havannabrune handsker og cigar i munden. Og den gang han ringed på ved entrédøren, men flygted som en afsindig ved lyden af klokken. Til langt ud på våren havde han plejet denne kjærlighed, der leved af at hilse hende på gaden, stirre på hende i teatret og en gang følge hende hjem fra et dameselskab hos søstrene. Så var pludselig hendes og Rings forloveleskort kommet; som en knyttet næve var det faldt ned i hans drømmes fine spindelvævsbygning; det uventede slag havde rystet ham så stærkt, at han var strøgen afsted til Frognersæteren; deroppe i skogen drev han omkring en skarpkold vårnat og anstilled betragtninger over, hvilken form for selvmord det var fornuftigst at vælge. Gjennemblæst og forfrossen havde han så ud på morgenen slæbt sig hjem i en forkommen tilstand og var bleven sengeliggende i over en måned. „Stakkels gut, du havde det ikke for sødt i de dage,“ mumled han halvhøjt, „og så gik du hen og fik non til eksamen på kjøbet.“ Denne sygdom skulde da vel aldrig nu gi sig til at bryde frem igjen? Bedre, at han ikke havde seet hende — skjønt nu skulde han jo snart rejse — godt, om han kom afsted jo før jo heller. Men Gud forbarme sig, hvor var hun dejlig — den måde hun lytted til ens ord på — hodet lidt på skjæve, øjenlågene sænkede — og så når hun svarte og pludselig så på en! Den varme strøm, som skjød ud af disse øjne, det var til at bli tosset af. Og når hun sad stille hen for sig, alvorlig, næsten tungsindig, og øjnene så
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?