Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

komme til ham. Han besad jo hendes kjærlighed, og det var vel dog den stærkeste bundsforvandt, som gaves. Han og den i fællesskab måtte jo vinde bugt med den smule skade, som hin dumme tilfældighed havde anrettet. Han havde været som en bejler imod hende fra den dag af, da han fik sandheden at vide. For hendes mindste smil havde han været glad som for det bifald, man høster for sit arbejde. Og hvert et håndtryk, hvert et blik, hver en snedig opfunden situation måtte jo ha fortalt hende, hvorledes han længtes. Hans sind havde været så alvorligt og så mildt; han havde tydelig mærket, hvorledes hans måde at ta dette på havde gjort ham til et bedre menneske. Det var så velgjørende. Og når Constance var bleven helbredet, vilde hun rørt takke ham, fordi han havde reddet lykken for dem. Så vilde hun komme med sine arme om hans hals og trykke sine læber mod hans, mange gange, og så vilde han svare: jeg vilde lære dig at se, Conny, hvor god min kjærlighed var. Men nu var der hengået fjorten dage, uden at hun havde gjort det ringeste tegn til at nærme sig ham. Efter ankomsten til Kristiania havde han dog troet at mærke gode symptomer. Der var kommet noget melankolsk, frygtsomt jomfrueligt over hende. Hendes stemme havde været så blød og mild, og når hun sad for sig selv, kunde hun se så bevæget, så længselsfuld ud. Han havde tænkt sig at være målet nær. Nu begyndte modet at svigte ham, thi for et øjeblik siden havde hun siddet på hans knæ, kold og uberørt som en statue. Var da hendes kjærlighed forbi? Umuligt! der var jo ikke foregået noget, som kunde retfærdiggjøre en slig forandring. Hun måtte ville eksperimentere med ham, straffe ham, hævne sig på en vis. Han blev bitter imod hende; hun var dog en hård og sfinksagtig kvinde. Måske skulde hun slet ikke tages på med denne varsomme ømhed, men var en af dem, der trængte til en overmand. Han vilde sætte hårdt imod hårdt; hun skulde få føle hans mishag og kulde, indtil hun kom og tigged om hans kjærlighed. Men da skulde hun også få den; da vilde han i fuldt mål la hende nyde den salighed det var at komme tilbage til hans favn. Constance havde tat tøjet på; hun stod i entréen og kunde ikke bekvemme sig til at lukke på døren og sige til Lorck, at hun var færdig til at gå. Det var jo så topmålt dumt at stå der og kvie sig for at kalde på ham; det var blevet som i ægteskabets første tid; hun likte sig ikke sammen med ham. Hun gav sig noget at bestille foran spejlet, gik så ind i soveværelset og satte sig på kanten af en stol. Hun vilde vente, indtil han kom og så efter hende. Men minutterne gik, og til sidst fik hun den idé, at han var falden i søvn. Det måtte hun undersøge. Der sad han i samme stol med hodet tilbagelænet, øjnene vidåbne og hænderne foldet helt oppe på brystet. Der var noget stivnet over ansigtet; underlæben var stærkt nedtrukket i begge mundvigerne, og hans mine var barsk og mørk. Constance for uvilkårlig sammen; det slog hende, at han så gammel og slap ud. Lorck retted sig op og betragted Constance med en blanding af behag og vrede. Det sorte, fine stof i hendes kjole med de mange kniplinger og atlaskessløjfer og det fikse, moderne snit klædte hende så godt. På hodet havde hun en blød, sort filthat med en lang, broncefarvet strudsfjær overstykket var af tyk, sort silke med et brus af kniplinger om halsen og nedover brystet. De lange franske handsker af fjærens farve sad glat og stramt om fingrene, og i hånden holdt hun en sort atlaskes kniplingsbesat entouscas foret med brungul silke. Lorck tænkte på, hvor dejlig hun så ud, og sukked.
„Skal vi så gå?“ spurgte Constance, stående i døren. „Ja,“ svarte han kort og rejste sig. Om aftenen da Constance sad i soveværelset og redte sit hår foran spejlet, gik Lorck op og ned inde i sit modtagelsesværelse med en cigar, som han mod sædvane røgte stærkt af. Han havde hele aftenen ikke henvendt et ord til Constance. Måltidet havde de spist i taushed. Når Constance spurgte om et eller andet eller kom med en bemærkning, havde han svaret med enstavelsesord så trævent som muligt. Så havde Constance rejst sig og var med et kort: „Jeg vil lægge mig,“ gået fra ham. Denne ligegyldighed opirred Lorck. Han spekulerte på midler til at kue hende. Hjalp ikke hans kulde, måtte han finde på noget andet. Han foresatte sig at forsøge at være hensynsløs. Han vilde gå sin vej på de urimeligste tider, udebli fra måltider, komme hjem midt på natten og svare, at det ikke kom hende ved, når hun spurgte, hvor han havde været, lade, som om hun var ham det ligegyldigste på jorden. Pludselig stod han stille. Nu lå hun måske allerede og sov i sin seng, og så fik han ingen lejlighed til at vise hende, at han vilde lægge sig uden at sige hende god nat. Han kasted cigaren og skyndte sig ind til hende. Da han kom ind, var Constance færdig med håret. En lyst til at gå hen og omfavne hende overfaldt ham, men han betvang sig, vendte sig hurtigt bort og begyndte at klæ sig af. Der sad hun på sengekanten og så så bedrøvet og mild ud. Han betragted hende uafbrudt, mens han trak uhret op. Han kunde ikke længer stå imod. Glemte var planerne om tugt og opdragelse. Inden han vidste af det sad han ved siden af hende, la sin arm om hendes liv og trak hende ind til sig. „Constance,“ hvisked han, „hvorlænge skal dette vare?“ „Hvad for noget?“ mumlet hun med bortvendt hode og forsøgte at stemme sine hænder mod sengekanten. „Din ukjærlighed, denne fjernhed. Skal vi ikke leve sammen som to mennesker, der elsker hinanden?“ Hun følte det i denne stund klarere end nogen sinde, at hendes kjærlighed var død, og at hun burde sige ham det helt ud. Men hun mangled mod. Han havde lagt hendes hode op til sit bryst, så at hendes ansigt var skjult. Havde Lorck kunnet se udtrykket i hendes øjne, vilde han måske ha sluppet hende. Nu tog han hendes viljeløse given sig hen under hans kjærtegn for noget andet end det var. Men den næste morgen da Lorck var borte, lå Constance på knæ foran sengen og græd på sin hodepude som i sit første ægteskabs tidligste dage. 30 Vinteren var forbi; den havde dette år været mild og kortere end sædvanlig. Man var endnu kun i marts, og dog kjendte man alt et pust af vår i luften. For at bøde på mangelen af kanefarter og isfornøjelser havde byens selskabelige kredse udfoldet en stor virksomhed, især de sidste par måneder. Man havde spillet privatkomedie, gjort baller og foranstaltet bazartableauer. Til slutning vilde kunstnerforeningen lave et karneval. Lorcks havde været meget med; selv havde de også git nogle fester. I vinterens løb havde Lorck prøvet alle midler for at få Constance til at bli den gamle. Han havde forsømt hende, gjort alt, hvad en hensynsløs ægtemand kan finde på af de ting, som ødelægger det daglige samlivs hygge, men forgjæves. Constance havde fra først af mødt hans adfærd med uforstyrrelig ro. Det så ud, som om intet kunde rive hende ud af den
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?