Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Da hun var gået, klemte han<br />
lommetørklæ<strong>det</strong> mod sine<br />
næsebor. Dets duft bragte<br />
<strong>Constance</strong> så levende frem <strong>for</strong><br />
ham; han syntes næsten, han holdt<br />
hende i sine arme. Til sidst<br />
trykked han et kys på<br />
lommetørklæ<strong>det</strong> og stak <strong>det</strong> til sig.<br />
Han gik ind i spisestuen, hvor<br />
aftensbor<strong>det</strong> stod dækket. Under<br />
målti<strong>det</strong> la han sig flere gange<br />
tilbage i stolen og stirred op mod<br />
loftet med en distrait og<br />
mis<strong>for</strong>nøjet mine. Det var kjedeligt<br />
<strong>det</strong>te med Kristine. Hvordan<br />
fanden var <strong>det</strong> også gået til! Det<br />
var kommet sådan over ham, et<br />
øjebliks selv<strong>for</strong>glemmelse. Det var<br />
<strong>det</strong>, som var <strong>det</strong> ærgerlige, at han<br />
lige godt kunde ladt være. Han<br />
gjorde en smeldende lyd med<br />
tungen, kløed sig i håret, hented<br />
en cigar og satte sig ned i en<br />
lænestol i dagligstuen, hvor han<br />
<strong>for</strong>søgte at læse. Men hvert øjeblik<br />
gled bogen ud af hans hånd. Han<br />
kunde ikke <strong>for</strong>vinde den usmag,<br />
han havde af sig selv. Han fik lyst<br />
til at drikke noget, gik ind og<br />
undersøgte buffetens indhold,<br />
fandt en karaffel portvin, skjænked<br />
sig et stort glas og drak <strong>det</strong> ud. Så<br />
gik han frem og tilbake på gulvet<br />
og røg. Lidt efter lidt arbejded han<br />
sig ud af den trykkede stemning.<br />
Det var jo i grunden ingen ting at<br />
bry sig om. <strong>Constance</strong> fik jo aldrig<br />
vide <strong>det</strong>, hvad <strong>for</strong>træd kunde <strong>det</strong><br />
så gjøre? Han havde jo egentlig<br />
slet ikke krænket hende eller<br />
<strong>for</strong>hol<strong>det</strong> til hende, <strong>det</strong> følte han<br />
helt ned på bunden af sin sjæl. Det<br />
var noget rent fysisk, noget ham<br />
aldeles uvedkommende, rent ud<br />
sagt, noget sludder <strong>det</strong> hele.<br />
Han var bleven rørt ved synet af<br />
Kristine, hun havde seet så lidende<br />
ud, han havde følt trang til at<br />
trøste og hjælpe hende, og så gik<br />
<strong>det</strong>, som <strong>det</strong> gik. Det var hans gode<br />
hjerte, som var skyld deri. Han var<br />
ingen utro ægtemand, ikke på<br />
nogen sæt og vis <strong>—</strong> <strong>det</strong> vilde han<br />
rigtignok protestere mod.<br />
Da han gik til sengs, var han i en<br />
blid og <strong>for</strong>nøjet stemning. I<br />
morgen aften kom <strong>Constance</strong><br />
tilbage, og <strong>det</strong> var rigtig godt, <strong>for</strong><br />
han savned hende allerede. Om<br />
hun end ikke var så kjærlig, som<br />
han kunde ønske, så var der dog så<br />
ulidelig tomt efter hende. Han<br />
glæded sig til gjensynet, <strong>det</strong> kunde<br />
han, <strong>for</strong>di han ikke var sig nogen<br />
skyld bevidst, kun den, der havde<br />
et skyldfrit sind, havde evne til at<br />
føle glæde, og skyldfri var hver<br />
den, som <strong>for</strong> sin samvittighed<br />
kunde <strong>for</strong>svare sine handlinger.<br />
Den næste dag kom han fra<br />
praksis omtrent ved tretiden. Han<br />
gik, som han plejed, lige ind i<br />
modtagelsesværelset <strong>for</strong> at se efter<br />
om der lå skriftlige bud til ham.<br />
Det første hans øje faldt på, var<br />
brevet fra <strong>Constance</strong>. En underlig<br />
<strong>for</strong>nemmelse, lig en kuldegysning<br />
gik igjennem ham. Hurtig åbned<br />
han <strong>det</strong> og læste de få ord.<br />
Bogstaverne blev borte <strong>for</strong> hans<br />
øjne, og han tumled ligbleg tilbage.<br />
Som et <strong>for</strong>vil<strong>det</strong> menneske stormed<br />
han gjennem stuerne. Til sidst kom<br />
han til soveværelset, hvis dør var<br />
stængt. Han satte ryg mod døren og<br />
med en overmenneskelig<br />
anstrængelse fik han den, efter et<br />
par <strong>for</strong>søg, brudt op.<br />
Der lå hun på sin seng med åben<br />
mund og brustne øjne. Læberne var<br />
bedækket af et blåligt skum, som<br />
også var sivet ned over hagen. Den<br />
ene hånd hang uden <strong>for</strong> sengen og<br />
var opsvulmet på oversiden, og den<br />
tomme flaske var rullet et stykke<br />
hen over gulvet.<br />
Med et sprang styrted han sig<br />
over hende og løfted <strong>det</strong> livløse<br />
legeme op mod sit bryst. Så<br />
udstødte han et jamrende råb;<br />
legemet faldt tilbage, og selv sank<br />
han hen over <strong>det</strong>.<br />
Amalie Skram<br />
Amalie Skram er født i Norge<br />
1846. Hun blev som 18–årig gift<br />
med en skibskaptajn Müller, som<br />
hun fødte to drenge. Familien<br />
deltog i alle kaptajnens langfarter