Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>det</strong> langsomt med at komme til<br />
kræfter. Aldrig så snart var hun<br />
imidlertid af doktoren erklæret <strong>for</strong><br />
at være frisk igjen, før der fra<br />
<strong>for</strong>skjellige sider blev sat skjulte<br />
drivhjul i bevægelse <strong>for</strong> at få hende<br />
til at opgive tanken på skilsmisse.<br />
Når hun talte om, hvad der<br />
<strong>for</strong>estod, blev <strong>det</strong> vist tilbage med<br />
den indvending, at hun var <strong>for</strong> svag<br />
til at tænke på sligt. Hun måtte gi<br />
tål og vente, til hun blev stærkere.<br />
Hun boed jo hos tanten og blev<br />
aldrig <strong>for</strong>uroliget af <strong>Ring</strong>s besøg;<br />
<strong>det</strong> var jo <strong>for</strong>eløbig god nok<br />
skilsmisse <strong>det</strong>.<br />
Der begyndte at komme<br />
skrivelser fra moren, som af tanten<br />
var bleven underrettet om, hvad<br />
der var <strong>for</strong>egået.<br />
På <strong>det</strong> første brev svarte<br />
<strong>Constance</strong> tilbage, at hun heller<br />
vilde brændes levende end vedblive<br />
at være <strong>Ring</strong>s hustru, og at hun<br />
helst vilde <strong>for</strong>skånes <strong>for</strong> at høre<br />
om den sønderknuselse og de eder<br />
og løfter, han pr. post sendte op til<br />
Molde.<br />
Efterhånden begyndte dog<br />
morens bønlige ord at gjøre<br />
indtryk på hende. Fru Blom bad<br />
hende så inderligt om, at hun <strong>for</strong><br />
Guds skyld måtte <strong>for</strong>skåne dem <strong>for</strong><br />
den sorg et sligt brud vilde volde.<br />
Hun sa ligefrem, at <strong>det</strong> vilde lægge<br />
dem i graven, eller i alt fald være<br />
dem en daglig tærende græmmelse.<br />
Snakket om, at hun ikke måtte<br />
tro, hun var den eneste bedragne,<br />
fik hun da også høre fra den kant.<br />
Nogle dunkle hentydninger i et af<br />
brevene, bragte <strong>Constance</strong> til at<br />
spørge sig selv, om hendes egen<br />
mor også var i flok og følge med de<br />
<strong>for</strong>rådte hustruer. Så <strong>for</strong>eholdt<br />
moren hende også i skånsomme<br />
udtryk, at hun dog måske ikke<br />
havde været så god og kjærlig en<br />
ægtefælle, som hun burde, og at<br />
hun der<strong>for</strong> selv ikke var uden<br />
skyld.<br />
Hendes far havde også skrevet<br />
indtrængende til hende; han havde<br />
pegt på den mislige stilling, en<br />
fraskilt hustru indtog i samfun<strong>det</strong>;<br />
verden var nu en gang således<br />
indrettet, at den så skjævt til de<br />
kvinder, der gik uden<strong>for</strong> <strong>det</strong><br />
almindelige. Tonen i brevet var så<br />
kjærlig; han minded hende om så<br />
mange småting fra hendes tidligste<br />
barndom, da hun havde re<strong>det</strong> på<br />
hans knæ, og de havde krøbet<br />
omkring på gulvet og legt hund og<br />
kat. Til slutning havde han<br />
<strong>for</strong>sikret hende om, at hun var og<br />
altid havde været hans hjertes eget,<br />
elskede barn, og at hun der<strong>for</strong><br />
måtte vide, han vilde hende <strong>det</strong><br />
bedste, <strong>det</strong> kjærligste til alle, alle<br />
tider.<br />
Over <strong>det</strong>te brev sad <strong>Constance</strong><br />
og græd så længe, til bogstaverne<br />
viskedes ud af hendes tårer.<br />
Pastor Huhn gjorde ofte små<br />
visitter hos fru Wleügel.<br />
De første gange gik <strong>Constance</strong><br />
ud af stuen, når han kom; men da<br />
tanten en dag bad hende så meget<br />
om at la <strong>det</strong> være, gav hun efter og<br />
blev siddende. Han talte så<br />
stilfærdigt og småmorsomt om<br />
hverdagslige ting. <strong>Constance</strong> kunde<br />
ikke la være at synes om ham. En<br />
dag fik han hende til at le af en<br />
anekdote, han <strong>for</strong>talte fra et<br />
middagsselskab om en dame, han<br />
havde havt til bords, og som havde<br />
git ham de løjerligste svar på alt,<br />
hvad han sa. Til sidst spurgte han<br />
hviskende sin sidemand, om hans<br />
borddame ikke var rigtig vel<br />
<strong>for</strong>varet; så fik han vide, at hun var<br />
døv.<br />
En dag han traf <strong>Constance</strong> alene,<br />
ledte han talen hen på hendes<br />
ægteskabelige <strong>for</strong>hold. Det kom så<br />
fint og hensynsfuldt. Hun måtte<br />
ikke bli bange, ikke <strong>for</strong> alt i<br />
verden vilde han trænge ind på<br />
hende, kun sige, at en så dyb<br />
<strong>for</strong>tvilelse, som den <strong>Ring</strong> havde<br />
lagt <strong>for</strong> dagen de gange han, Huhn,<br />
havde søgt ham, havde han ikke før<br />
stødt på under hele sin præstelige<br />
virksomhed. Her var noget an<strong>det</strong><br />
end blot og bart sorgen over<br />
udsigten til at miste sin hustru; her<br />
var en sand og levende anger, en<br />
sjælenød og ruelse, som med<br />
psykologisk nødvendighed måtte<br />
virke et nyt liv. Han havde ingen