Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

22
Da hun atter var i stuen, dækked
hun lampen til med en stor,
lyserød skjærm. Så gled hun ned i
sofaen, skjulte ansigtet i en af
puderne og blev liggende i en
ubekvem stilling med benene på
gulvet. Hun græd ikke og rørte sig
ikke. Hun forsøgte at tænke over
sin stilling, men det blev bare til
begyndelser, der løste sig op og var
væk ligesom sæbebobler. Der vilde
ikke danne sig en eneste ordentlig
tankerække, og hun kunde ikke få
tag i nogen hel forestilling.
Lorck gled frem og tilbage, men
hans billede var mat og utydeligt
og gik hvert øjeblik i stykker ved
det roderi af alskens andre ting,
som skjøv sig op.
Om hun havde giftet sig med
ham! Uf nej, hun havde ikke lyst.
Men så havde hun dog været på det
tørre — og han elsked hende vist.
Ja pyt, ja, hvad kunde mænd
præstere i retning af kjærlighed?
De gik og dryssed om og flaned
med ord og følelser, til de var
udjaskede som gadetøjterne — og så
kom de og bød sig frem til
ægteskabet. Deres kjærlighed var
en væmmelse. De elsked den ene
og leved med den anden. Ikke for
det — det kunde alt sammen være
bra nok, og kanske var det ikke så
sjabert, som det så ud, — hun var
ikke til sinds at gå i rette med
nogen, når hun blot slap for at ha
med det at skaffe.
Så kom hendes døde ægtemand,
ikke længe ad gangen, han blev
borte og kom igjen atter og atter.
Brudstykker og minder fra deres
samliv strejfed hukommelsen i
broget skiften. Hun var så vammel
og led ved det; det var de
ligegyldigste ting, som hun slet
ikke gad huske, men det blev ved
og blev ved ligesom skyggerne i
måneskinnet, når vinden bøjer
træernes grene sagte op og ned.
Johanne meldte, at teen stod på
bordet, om fruen værsgod vilde
spise. Hun fo'r op og sa tak, men
la sig straks tilbage i samme
stilling.
Hvad skulde der nu bli af
hende? Leve af sine slægtninges
almisser på en kvist, som hun
måtte leje i en udkant. Leje? Hun
havde jo ingen ting at betale med.
Og når hendes tøj blev slidt, og
hun trængte til nyt. Det sludder at
ta ud som lærerinde — hun kunde
jo ingen ting. Eller styre for en
enkemand — aldrig i verden! Og så
alt det snak, de vilde vælte ud over
hende, — alt det snak og snak og
snak. Nej, det eneste var at ta livet
af sig — det var en formelig pligt —
en æressag. Hun var jo så kjed af
det og havde ofte for alvor tænkt
på at gå sin vej. Hvad var der også
at bli for? Vente til døden en gang
kom og kasted hende på dør, enten
hun vilde eller ej. Det var bedre at
gå godvillig.
At hun kunde være så fejg og
grue for den smule smerte! Åh,
men det blev nu vist græsseligt, når
giften var slugt. Straks vilde det
begynde, brystet trække sig
sammen, ansigtet bli sortflammet.
Der vilde komme en rallen i
struben, kanske vilde der vælte
skum ud — fråde var det vist, de
kaldte det — og så vilde hun være
så forandret, så styg bag efter.
Den, der fandt hende på sofaen.
Det vilde gi et sjok i familien, de
vilde alle komme ansættende, og så
vilde de lette — ganske sagte — på
det klæde, doktoren havde lagt
over hendes ansigt.
Hun havde en flaske blåsyre,
som hendes mand havde benyttet,
den gang han fik sin raptus med at
fotografere. Hun havde omhyggelig
forvaret den, for der stod
dødningeben på vignetten.
Ja, hun vilde gjøre det endnu i
aften. Det var i grunden godt, at
dette var kommet på, ellers havde
hun gjerne været i stand til at leve
det væmmelige liv til ende på et
vis. Om det nu også gjorde ondt,
det gjorde vel aldrig godt at dø —
og desuden tabte hun jo straks
bevidstheden.