Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

tjenestepige. Det har ikke stort på sig, du.“ Det var Constance som om grunden svigted under hende. „En gift mand i sin egen spisestue — med sin kones tjenestepige,“ stammed hun. „Ja, vist er det for galt, og jeg må rigtignok sige, at jeg ikke havde troet, at Ring var sådan. Men Constance, er du ganske vis på, at du ikke selv har skyld?“ „Hvad mener du med det?“ spurgte Constance. „Du er altid så kold og overlegen mod ham, det synes både Rikard og jeg.“ Constance følte sit hjerte sammensnøres. At Marie skulde vende angrebet mod hende, var noget, hun ikke havde tænkt sig. Hun stirred hjælpeløst på hende. „Hans opførsel oprører dig altså slet ikke?“ spurgte hun. „Jo, det skal Gud vide, Constance, men du må huske, at mændene er så ganske anderledes end vi. De er så vant til slige affærer fra før af, og de kan let få tilbagefald, hvis ikke deres koner, jeg havde nær sagt, sætter livet ind på at holde dem fast, og det kan en kone, i alt fald en, der har de ydre betingelser — som du f. eks.“ Constance følte en oprørsk forbitrelse, der var nær ved at kvæle hende. „Det er modbydeligt, hvad du siger,“ sa hun og knytted uvilkårlig hænderne. „Ja, ja, Constance, du får nok lære om igjen, du skulde bare vide, hvor få mænd der er, som er sine koner tro, ikke et af hundrede ægteskaber er rent, du.“ Og nu gav hun sig til at fortælle vidt og bredt om al den uterlighed, ægtemændene bedrev, og konerne så gjennem fingre med; hun nævnte flere eksempler fra deres nærmeste bekjendte og fra andre, som de kun kjendte af navn. Constance blev sjælesyg af at høre på det. „Men du gode Gud!“ råbte hun til sidst, „hvis dette er sandt, og hvis alle mennesker finder sig i det, hvorfor er da ikke denne løgneinstitution afskaffet? Hvorfor i al verdens rige har vi ikke offentligt flerkoneri?“ „Som tyrker og hedninger! Jo, det vilde være herligt.“ „Så var der da sandhed i tingene, og så vidste vi jo, hvad vi gik ind til.“ Marie vilde ikke gå nærmere ind på det meningsløse snak. „Ja, jeg er nu som sagt så vis på, at det kommer så uhyre meget an på konen, hvordan ægteskabet blir. Hvis du vilde, kunde du få en umådelig magt over Ring. Han er så snil og så let at lede — og så elsker han dig virkelig, om han så hundrede gange kysser sådan en tøs.“ Constance lo bittert. „Ja, for det er bare en mandfolkestreg. Du kan endnu få en udmærket mand af ham, og det er jo en kones — jeg kan næsten sige mission at virke godt på sin mand.“ „Men jeg føler ikke noget kald for den mission,“ sa Constance hånlig. „Vis dig nu højmodig, Constance, og tilgi ham, så skal du se, du får velsignelse af det. Ofte er en slig hændelse et middel i Guds hånd til at bringe hjerterne nærmere sammen, når vi bare bruger det på den rette måde.“ Maries stemme vibrered, og hendes øjne var fugtige. Der bleven pause. Constance sad med korslagte arme og så stivt hen for sig. Marie tænkte, det var bedst at nytte lejligheden og tale om, hvad hun længe havde havt på hjerte. „Nej, véd du, hvad jeg vilde synes var meget værre, Constance? Det var at ha en mand, som var svag for drik.“ „Ja, det mangler det da heller ikke på, skulde jeg tro, men det er vel også min skyld,“ svarte Constance med en mine, som om hun var forberedt på alt.
„Ja, Constance, jeg kan ikke la være at tro, og det siger Rikard også, at Ring går og er lej af sig, fordi du er så kold imod ham. Han drikker for at døve sig.“ „Ja, stakkels mand, han går vist rent i hundene, fordi han er gift med mig.“ „Og det må jeg rigtignok sige, at ha en utro mand, det får endda være — så græsseligt som det er, men en som drikker!“ Atter følte Constance den forrige ordløse forbitrelse inde i sig. „Ja, for en mand, som drikker,“ vedblev Marie, „kan jo hverken passe sine forretninger eller skaffe til veje, hvad der skal til — han er jo borgerlig ruineret.“ „Hvor har du gjort af mit tøj?“ spurgte Constance og rejste sig. Marie gik ud i entréen efter det. „Ja, for nu vil jeg ikke be dig bli,“ sa hun, da hun kom tilbage. „Nu skal du pent gå hjem og forsone dig med Ring. Gjør det, åh, gjør det med det samme, Constance.“ „Ja, nu går jeg hjem og ber om forladelse, fordi jeg ikke har passet bedre på ham, og lover at forbedre mig for eftertiden. Er det ikke det, jeg skal?“ „Ja, nu er du bitter, og det kan jeg godt forstå, men når du får tænkt dig om, skal du se, du gir mig ret. Vil du ikke, pigen skal følge dig?“ spurgte hun, da Constance var færdig. „Nej, for Guds skyld lad mig slippe! God nat.“ „God nat, Constance.“ Imidlertid gik Ring hjemme i den pinligste uro. Da Alette hørte fruen forlade huset, gik hun ind igjen til ham og stod og hulked med forklædet for øjnene. Han havde bragt hende i ulykke; nu vilde fruen jage hende — hvorfor havde han ikke ladt hende gå for den, hun var; — før havde hun holdt sig som en ordentlig pige, og nu! Åh jøsses, at det skulde gå hende så'n. Ring loved ikke at slå hånden af hende og bad hende bare forholde sig rolig og gjøre sine ting, som om intet var forefaldt. Han skulde nok se at lempe på dette, så der ikke blev noget videre af det. Så vandred han op og ned i dagligstuen, stod stille ret som det var og forbanded det fordømte tilfælde, som havde spillet ham et så intrikat puds. Han vred sig ved tanken om alt det, han vilde få at gjennemgå med Constance. Hun vilde ikke bli nådig, mente han, men sluttelig trøsted han sig med, at det hele vilde drive over, når der gik nogen tid. Ved dette punkt af sine betragtninger følte han trang til at oplive sig med et glas kognak og vand. Hvorfor var Constance altid sådan — det var hendes skyld, at det gik så skidt. Hvorfor leved de ikke sammen som to turtelduer —. Hvert øjeblik var han ved vinduet og keg ud; af og til stod han ude i entréen og lytted. Jo længer det led, jo mere ilde til mode blev han; munden var trukket op i en mismodig grimace; øjenbrynene stod som en spids vinkel, og panden lå i tykke, posede folder. Han kvied sig frygtelig til det øjeblik, hun skulde træde ind og var samtidig i en kval, fordi hun udeblev. Endelig hørte han nogen ved entredøren. Han gik ud og lukked op. Constance skred rolig forbi ham og begyndte at ta tøjet af. Så gik hun ind i dagligstuen, satte sig i sofaen og tog fat på aftenavisen. Ring gled ned på en stol et stykke borte og blev siddende i en foroverbøjet stilling med albuen på knæet og hånden skyggende for øjnene. Af og til skotted han hen til sin hustru, men mangled mod til at tiltale hende. Omsider manded han sig op og sa: „Kan du tilgi mig, Constance?“ Hun lagde avisen bort, så hen på ham, som for at sige noget, men opgav det og greb atter bladet. „Denne dag skal bli et vendepunkt i mit liv,“ begyndte han.
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?