Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Engang havde hun prøvet at
ærgre hende ved at sætte frem den
samme sort mad tre dage i træk.
Men hun havde ingen ting havt for
det. Fru Ring havde som sædvanlig
spist uden at sige et muk.
Sligt måtte jo gå i en sten.
Inde i stuen var det blevet
mørkere og mørkere. Koksene var
udbrændte, og Constance sad just
og kvied sig ved tanken om, at hun
blev nødt til at rejse sig, hvis hun
ikke vilde la ilden gå ud. Så hørte
hun entréklokken og fo'r pilsnart i
vejret. Bare hun ikke slipper dem
ind! Hun greb fat i spisestuens
dørgreb, men blev stående, ørene
var rejste, halsen strakt fremover.
Hun lytted med en anstrængthed,
som gjaldt det liv og lemmer.
„Ja så sandelig —,“ og som en kat
smøg hun gjennem døren.
„Sidder du i mørke, Constance?“
Ordene rulled hen i den varme
parfumerede luft, og der kom i det
samme et gufs af martsdagens
fugtige kulde ind i stuen.
„Men giv dog lyd, du risikerer,
at jeg snubler i dig.“ Den
indtrædende gik et skridt fremover
og stødte mod en stol. Med et
lydeligt: „Huf da!“ vendte hun sig
om, famled efter døren og skyndte
sig ud med en nervøs hast, som var
der noget ondt ind i hælene på
hende.
Constance, som sad på huk i den
fjerneste krog af stuen, indså, at
Johanne, når hun først havde åbnet
fiendtlighederne, ikke vilde gi sig
med dette, men komme og lyse
hende frem. Hun rejste sig derfor
og stod et øjeblik stille for at få sit
ansigt lagt i folder. På stemmen
havde hun hørt, at det var Marie.
Idet hun trådte ind, kom denne og
Johanne gjennem den modsatte
dør, den sidste ganske rigtig
bevæbnet med en håndlampe.
„Var du her?“ spurgte Marie
med noget i stemmen som ligned
indignation.
„Nej, jeg var dér,“ sa Constance,
og viste med hodet på døren bag
sig.
„Her stod jeg og talte til bare
det bællende mørke. Huttitu, hvor
det var fælent!“
„Tænd lampen, Johanne og gå ud
med den der, De ser vel, at den
oser,“ sa Constance tilrettevisende.
Johanne kneb sine tynde læber
sammen for at skjule det skadefro
smil i mundvigerne og kasted et
blik fra lampen til fruen, der
tydeligt sa, at det om osingen var
noget tøv. Men udenfor slog hun
på nakken, og mumled: „Hvad jeg
skal være hendes løgner for —
såmæn godt af at røre sin valne
mund.“
„Du min, hvor her er varmt,“ sa
Marie og pusted.
Constance ymted noget om at
løse på tøjet, hvortil den anden
bemærked, at det var hun nødt til,
hvis hun ikke vilde risikere at få
ondt.
Constance rulled persiennerne
ned; så gik hun hen for at hjælpe
hende med kåben.
„Tak, jeg tar den ikke af, jeg
sidder blot et øjeblik,“ og hun lod
den glide ned over sine skuldre,
inden hun satte sig.
Constance tog ligeledes plads og
greb sit arbejde. Hun snakked om
vejret og spurgte efter de små uden
at lægge mærke til svarene.
Fru Marie havde trukket af sine
handsker. Hun sad og glatted dem
med en distrait omhyggelighed og
så ud til at være beklemt. Hun
spurgte om, hvordan det stod til
med kardialgien og fik det svar, at
den var ved det samme.
„Naturligvis — som du sidder
inde — jeg undres ikke på det.“
Constance trak sig bagover på
stolen med et lidet slæng til siden,
som var der noget, hun unddrog
sig.
„Går det godt med bazaren?“ sa
hun, for at holde liv i snakket.
„Udmærket, vi har fået en
masse, og der strømmer ind
fremdeles.“
„Det var jo morsomt,“ sa
Constance og gisped lydløst.
„Du kunde såmæn gjerne været
med, men sådan er du nu altid.“