Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

kaldte hende ved kjælenavne. Hun
syntes, hun skulde synke i jorden
af undseelse. At moren skulde se
på dette, og at hun kunde sidde
der og sanktionere det. Den stærke
lugt af tobak og kognak var hende
dertil så modbydelig, og hans
læber og skjæg kjendtes ækelt og
fugtigt mod hendes brændende
tørre ansigt.
„Slip mig, du kvæler mig!“ råbte
hun pludselig og sled sig løs. Hun
fo´r med lommetørklædet over
ansigtet og gik ud af stuen.
„Der kan du se, hvorledes hun
er at omgåes,“ sa Ring irriteret og
rejste sig. „Jeg tænker ikke på
andet end at være elskværdig — og
altid er hun sådan.“
Han gik op og ned ad gulvet og
så ophidset ud.
„Hun er træt og nervøs i aften,“
sa fru Blom mæglende!
„Hun er som hun plejer at
være.“ Han satte sig determineret
ned igjen. „Den mindste smule
venlighed må jeg tigge mig til, som
var det en nåde, hun viste mig!“
„Det ligner så lidet Constance,“
svarte fru Blom og så ud til at
grunde over sagen.
„Det er naturligvis et lune, en
grille, noget fordømt romansludder
— om forladelse.“ Han var
uforvarende kommen til at hikke.
„Nej, tror du det?“ sa fru Blom
skeptisk.
„Ja, gu tror jeg det, det er den
eneste mulige forklaring. Hvad
skulde det ellers være, for
fanden?“
Fru Blom drog et suk og gav sig
til at betragte sine negle.
„Hvis jeg bare ikke var så
forbandet forelsket i hende,“
vedblev Ring. „Kunde jeg vise mig
kold og ligegyldig, faldt hun nok
tilføje.“
„Uf nej, gjør ikke det, Ring,
Constance må tages med
kjærlighed.“
„Kjær — kjærlighed!“ sa Ring og
bøjed sig med et pludseligt sæt hen
imod sin svigermor. „Jeg gad se på
den mand, som kunde være
kjærligere.“
„Du får ta det med fornuft, Ring,
de fleste unge koner er lidt tufs de
første par år.“
„Fanden heller, de er forelsket,
er de. Marie f.eks., der skulde du
se en kone. Men Constance er så
rar, jeg forsikrer dig til, at“ — her
bøjed han sig nærmere og talte i en
lavere tone.
„Constance er så ung endnu, det
retter sig nok,“ sa fru Blom
tillidsfuldt.
„Ja, hvorom al ting er, så må hun
sandelig forandre sig, hvis jeg skal
bli en lykkelig mand. Jeg har sat
store forhåbninger til dit besøg, du
får virkelig se til at tale med
hende.“
Nu kom Constance og sa, at hvis
moren var træt, så var al ting i
stand på hendes værelse. Fru Blom
rejste sig straks og sa god nat.
Hendes datter fulgte hende ind og
tændte lysene, blev så derinde og
pusled om hende, mens hun klædte
sig af.
Da moren var kommen i seng,
satte hun sig på sengekanten hos
hende.
„Hvor det er morsomt at ha dig
her i sengen og vide, at du skal
ligge her nat efter nat i ugevis.“
Hun lo af glæde og kyssed hende
med inderlig tilfredshed.
„Ja, når du bare var rigtig
fornøjet, Constance ... Hvorfor er
du ikke det?“
„Det er jo ikke noget, man kan
kommandere, mor! ... Hvor pene
dine nye natkapper er. Har du syet
dem selv?“
„Ja ... du har jo så meget at være
glad for, Constance.“
„Men jeg skal vædde, at Helene
har broderet dem.“
„Ja vist, ja. Ikke sandt,
Constance, har du ikke så meget at
være glad for?“
„Jo da! Jeg kunde se, det var
Helenes søm; hun broderer så
pent.“
„For du må jo være lykkelig med
din mand, han, som er så snil.“
„Men at hun kunde ta det
kjedelige mønster; huller og tunger
er både snarere og penere.“