Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

„Nej, fanden vel?“ sa Ring
opskræmt og gav sig pludselig til at
bide på sin højre pegefingernegl.
„Vil du vide, hvad Marie sa, da
vi gik fra jer forleden?“
„Nu? Så kom da med det,
mand.“
„La du mærke til, hvordan Alette
så ud? sa hun med det samme, vi
altså var kommen udenfor
gadedøren.“
„Nå, men du lod vel som
ingenting,“ spurgte Ring febrilsk.
„Naturligvis — jeg forsikred, at
hun tog fejl; men hun bare lo og
påstod, at jeg altså måtte være
komplet blind.“
„Fordømt!“ sa Ring og plired
med øjnene, som en mand der har
et snedrev i ansigtet.
„Ja, og så vilde hun sige til
Constance,“ fortsatte Hansen, „at
hun ikke på nogen måde måtte ha
hende gående i huset.“
„Så til helvede,“ mumled Ring,
„det må du forhindre, Hansen.“
„Det kan jeg jo ikke uden at
røbe altså — at —“
„Havde hun mistanke?“
„Ikke tale om det! Det er for
resten mærkeligt, tænke sig til, at
der véd hun altså — og alligevel. Ja,
vore koner er dog utrolig
umistænksomme. Det kommer vel
af, at de er så meget bedre end vi.“
Ring var atter begyndt at bide
sine negle; han grubled over,
hvilken fremgangsmåde der var den
retteste, og spurgte sig selv, om
Constance vilde være ligeså langt
fra at ane sandheden som Marie.
„Du må død og pine være
forsigtig, Rikard, så din kone ikke
får snøv i det,“ sa han med
eftertryk på hvert ord.
Hansen slog ud med hånden.
„For resten du, det er en lei
historie — pokker så kjedelig — og
altså, ja, det gjør mig ondt for din
kone. Drive på sligt i sit eget hjem
— det er noget svineri, du —“
„Når ulykken en gang er skeet,“
sa Ring med et skuldertræk, „er
der skam liden nytte i at holde
moralske foredrag bagefter. Og
desuden — det er let for dig at
snakke .. .Men med en kone som
Constance —“
„Du var da også et ubegribeligt
fæ, som ikke fik hende væk med
det samme altså.“
„Bæstialsk,“ sa Ring og rysted
modfaldent sit hode. „Men hvem
kunde nu også tænkt ... Hun sa det
jo først bagefter —“
„Ja, som sagt, det med pengene
altså skal jeg nok greje for dig, når
såvidt kommer.“ Hansen stod stille
udenfor huset, hvor han boed.
Ring vented en halv time over
den sædvanlige tid, da han om
eftermiddagen havde drukket kaffe,
i håb om, at Constance skulde gå
ud, men han havde ikke lykken
med sig. Mod sædvane holdt hun
ikke skumring, men tændte straks
lampen, da det blev for mørkt til at
læse; det syntes at være en
fængslende bog.
Ring sad inde hos sig selv og røg
den ene cigar efter den anden;
gjennem åbningen i portiéren
iagttog han Constance, og det slog
ham, at hendes kinder var bleven
så smale og hvide.
Stakker, det havde tat på hende
dette, men med Guds hjælp vilde
hun nok forvinde det. Bare dette
med Alette gik i orden.
Constance havde været så mild
og stilfærdig siden dette kom på.
Ring blev blød ved tanken; kanske
var det gået op for hende, at hun
selv ikke var uden skyld. Men sligt
skulde aldrig hænde mere, han
skulde være hende så tro, så tro
som guld — det var jo hende, han
elsked. Hvad brød han sig om disse
tøser, som han for et godt ord eller
en klat sølv kunde komme i
forbindelse med. Ah, den som
havde jenten vel på dør! Tænk, om
det kom op! — Han brast i sved ved
den blotte forestilling, og så bad
han til Gud, at han i sin nåde
skulde afvende det værste og
hjælpe ham til at skåne sin stakkels
hustru — det var jo hende, han
tænkte på; af omsorg for hende var
det også, at han havde skjult
sandheden, da hun spurgte ham ud;
det vidste den alvidende, som —