Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

i praksis, og lejligheden vilde være gunstig. Hun gav pigen nogle instrukser, sa, at hun kunde ta til byen, når hun var færdig, og gik ned til toget. I kupeen sad hun trykket tilbage i det ene hjørne med lukkede øjne. Konduktøren måtte to gange tiltale hende, inden han fik hendes billet. Hendes tanker kredsed om dette ene: at skynde sig med at dø. Ligesom den foregående dag lukked hun sig selv op og kom ubemærket ind i sit værelse; hun gik hen til sit skrivebord og skrev stående de ord til Lorck: „Du skal ikke sørge over mig. Jeg var så lej af livet, at jeg ikke kunde bære det længer. Constance.“ Hun stak papiret ind i en konvolut, som hun forsegled, skrev Lorcks navn uden på og la det ind på bordet i hans modtagelsesværelse. Så gik hun ind i soveværelset, låsed døren og tog frem fra skabet i vaskebordet en flaske morfin, som var bleven stående der fra en gang Lorck havde givet hende en indsprøjtning for tandpine. Det var en stor portion; Lorck havde spøgende sagt at det var nok for tre at dø af. Mekanisk løsned hun sine svære fletninger og la hårnålerne fra sig på toiletbordet. I det samme faldt hendes øjne på et fotografi af familjen på Molde, der hang på væggen i en sort, poleret ramme. Hendes far og mor siddende i midten og børnene grupperet omkring dem. Moren havde den mindste på skjødet, og selv stod hun bag farens stol med sin hånd på hans skulder. Hun var en ganske liden pige den gang, med udringet kjoleliv, små pufærmer og håret i pisker ned over ryggen. Hendes hjerte skrumped sig pludselig sammen. Rask greb hun billedet og trykked et kys på alle ansigterne, også sit eget. Det forekom hende, at barnet der var en ganske anden end hun. Så husked hun farens ord, da de fik prøvebilledet hjem. Han havde været så fornøjet med dem alle; men om hende havde han sagt: „Constance har en mine som et individ, der ser skeptisk på tilværelsen,“ og så havde moren leet og svaret, at han i grunden havde ret. Nu så hun ikke længer skeptisk på tilværelsen, nu var hun færdig med den. „Havde jeg bare vidst bedre besked om det, der spiller denne store rolle i livet,“ tænkte hun, idet hun hang billedet tilbage på sin plads, „så var det gået mig bedre.“ Så mindedes hun et andet ord af sin far; det var faldet i den tid hun gik for præsten. „Du er en stor egoist, Constance,“ havde han sagt en gang, han var utilfreds med hende, „og egoisme er en dødssynd.“ Ja det var sandt; hun havde været en topmålt egoist, hun så det så klart i denne stund; det var hendes livs store synd. Hun hægted kjolen op, løsned korsettet og la sig på sengen. Så greb hun flasken, lukkede øjnene, og tømte indholdet i ét drag ... Om aftenen efter hændelsen med Kristine havde Lorck været ilde tilpas. Da han kom hjem fra sin praksis, var han gået ind i studereværelset for at hente en bog. Idet han trådte over tærskelen, stod han stille og snused. Det forekom han, at der lugted Constance, som han plejed at sige. Uvilkårlig så han sig om. Ja, sandelig — lå ikke hendes lommetørklæde der på sofaen. Han tog det op og beså det; jo rigtig, det var hendes. Hvorledes var det kommet der? Om formiddagen havde han siddet derinde en halv times tid — havde det monstro ligget der den gang. Han blev så underlig ilde ved. Straks efter gik han hen og ringed. „Har fruen været hjemme i dag?“ spurgte han den indtrædende kokkepige. „Nej da, fruen har ikke været her siden i morges, da hun og Hanne stuepige tog ud til Løkken.“ „Det er godt,“ sa han og vinked.
Da hun var gået, klemte han lommetørklædet mod sine næsebor. Dets duft bragte Constance så levende frem for ham; han syntes næsten, han holdt hende i sine arme. Til sidst trykked han et kys på lommetørklædet og stak det til sig. Han gik ind i spisestuen, hvor aftensbordet stod dækket. Under måltidet la han sig flere gange tilbage i stolen og stirred op mod loftet med en distrait og misfornøjet mine. Det var kjedeligt dette med Kristine. Hvordan fanden var det også gået til! Det var kommet sådan over ham, et øjebliks selvforglemmelse. Det var det, som var det ærgerlige, at han lige godt kunde ladt være. Han gjorde en smeldende lyd med tungen, kløed sig i håret, hented en cigar og satte sig ned i en lænestol i dagligstuen, hvor han forsøgte at læse. Men hvert øjeblik gled bogen ud af hans hånd. Han kunde ikke forvinde den usmag, han havde af sig selv. Han fik lyst til at drikke noget, gik ind og undersøgte buffetens indhold, fandt en karaffel portvin, skjænked sig et stort glas og drak det ud. Så gik han frem og tilbake på gulvet og røg. Lidt efter lidt arbejded han sig ud af den trykkede stemning. Det var jo i grunden ingen ting at bry sig om. Constance fik jo aldrig vide det, hvad fortræd kunde det så gjøre? Han havde jo egentlig slet ikke krænket hende eller forholdet til hende, det følte han helt ned på bunden af sin sjæl. Det var noget rent fysisk, noget ham aldeles uvedkommende, rent ud sagt, noget sludder det hele. Han var bleven rørt ved synet af Kristine, hun havde seet så lidende ud, han havde følt trang til at trøste og hjælpe hende, og så gik det, som det gik. Det var hans gode hjerte, som var skyld deri. Han var ingen utro ægtemand, ikke på nogen sæt og vis — det vilde han rigtignok protestere mod. Da han gik til sengs, var han i en blid og fornøjet stemning. I morgen aften kom Constance tilbage, og det var rigtig godt, for han savned hende allerede. Om hun end ikke var så kjærlig, som han kunde ønske, så var der dog så ulidelig tomt efter hende. Han glæded sig til gjensynet, det kunde han, fordi han ikke var sig nogen skyld bevidst, kun den, der havde et skyldfrit sind, havde evne til at føle glæde, og skyldfri var hver den, som for sin samvittighed kunde forsvare sine handlinger. Den næste dag kom han fra praksis omtrent ved tretiden. Han gik, som han plejed, lige ind i modtagelsesværelset for at se efter om der lå skriftlige bud til ham. Det første hans øje faldt på, var brevet fra Constance. En underlig fornemmelse, lig en kuldegysning gik igjennem ham. Hurtig åbned han det og læste de få ord. Bogstaverne blev borte for hans øjne, og han tumled ligbleg tilbage. Som et forvildet menneske stormed han gjennem stuerne. Til sidst kom han til soveværelset, hvis dør var stængt. Han satte ryg mod døren og med en overmenneskelig anstrængelse fik han den, efter et par forsøg, brudt op. Der lå hun på sin seng med åben mund og brustne øjne. Læberne var bedækket af et blåligt skum, som også var sivet ned over hagen. Den ene hånd hang uden for sengen og var opsvulmet på oversiden, og den tomme flaske var rullet et stykke hen over gulvet. Med et sprang styrted han sig over hende og løfted det livløse legeme op mod sit bryst. Så udstødte han et jamrende råb; legemet faldt tilbage, og selv sank han hen over det. Amalie Skram Amalie Skram er født i Norge 1846. Hun blev som 18–årig gift med en skibskaptajn Müller, som hun fødte to drenge. Familien deltog i alle kaptajnens langfarter
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157: verandadøren. Han kasted spejdende
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?