Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Ring blev stående og så efter
Constance med et halvt fjollet,
halvt fortrydeligt smil.
„Ja, dans med hende, I andre, så
meget I lyster, bare dans, dans,
dans,“ sa han og gestikulerte med
den ene arm, „der er dog bare en,
som er Edvard Christensen Ring,
og det er mig, det.“
„Hvadbehager,“ sa en frue, Som
sad på en stol tæt ved.
„Jeg siger, at der bare er en, som
er Edvard Christensen Ring, og det
er mig det,“ gjentog han.
„Ja, det er vist og sandt,“ svarte
hun og lo. „Er der kanske nogen,
som bestrider det?“
„Det er det samme det, men jeg
siger nu bare, at der kun er en,
som er ...“
Han drev forbi og afleverte den
samme replik med en halvt truende
mine, først til Lorck, der stod ved
pianoet, og siden til Mejer, der
høfligt spurgte, hvad det var, han
sa.
Ring slentred videre uden at
svare og blev ved med sit.
Pludselig stødte han på
Constance, der af sin kavaler var
blev ført til sæde.
„Ikke sandt?“ begyndte han —
„der er bare en, som er Edvard
Christensen Ring, og det er mig
det, har jeg ikke ret?“
„Jovist har du ret,“ svarte hun og
lo forceret.
„Så skal du også dan–danse med
mig.“ Tungen slog lidt klik.
„Tilla—ader De?“ sa han med et
buk for Hansen.
Constance rejste sig straks, og
Ring gav sig til at svinge hende som
en besat. Det nytted ikke, at hun
stred imod og bad ham la være;
han blev bare hidsigere; hendes
fødder berørte neppe gulvet. Hvis
nogen havde tænkt, at han havde
tat for meget toddy til sig, så
skulde han vise dem, at de havde
gjort fejlt bestik. Men hvordan det
havde sig, han kom til at træde i
Constances kjole og snubled,
fægted et øjeblik med arme og
overkrop for at holde ballancen,
måtte så sluttelig give tabt, og rev
Constance overende med sig.
Førend nogen kunde få tid til at
hjælpe hende, var hun oppe igjen,
retted på sine sløjfer og
garneringer og besvarte
spørgsmålene, om hun havde stødt
sig, med et smilende: „Ikke det
ringeste.“ Hansen tog et tag i Ring
og hjalp ham på benene. Fru Marie
havde stanset musikken og var ilet
til, da hun hørte faldet.
„Vil De ikke spille videre“ bad
Ring, mens han pusted som en
hval, „vi var ikke færdige.“
Fru Marie så ud til at betænke
sig.
„Nej nej!“ lød det rundt omkring
„på tide at gå — ende mens legen
er god.“
„Hvis De nu unddrager mig
Deres omgang, begår De en
forbrydelse både mod mig og Dem
selv,“ sa Fallesen med et dybt
mæle til Constance, mens hun stod
og tog tøjet på ude i entréen.
Hun brast i latter og drog sig fra
ham. Han stirred efter hende med
et par stive, fortinnede øjne.
På hjemvejen havde Ring fru
Blom under armen. Han udvikled
for hende, hvilken trøst han fandt i
tanken om, at der bare var en, som
var Edvard Christensen Ring, og at
denne ene var ham, der var gift
med Constance, og ikke var mere
jaloux end som spadserstokken
der. Fru Blom svarte ha og ja, og
tænkte, at hvis dette varte altfor
længe, blev hun bagstavelig talt ør
i hodet som Ring.
Constance kom bagefter mellem
Lorck og Mejer. Efter faldet var
foden begyndt at værke igjen; de
gik meget langsomt, og hun støtted
sig til Lorcks arm.
Lorck spurgte om hun var
begyndt at læse „Madame Bovary“,
som han havde lånt hende og så
kom de til at tale om fransk
literatur.
„Jeg er så kjed af alle disse
letfærdige kvinder,“ sa Constance,
„nu kunde de finde på noget
andet.“
„Letfærdige, hvad vil nu det
sige?“ spurgte Lorck polemisk.