Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Derpå gik hun hen til Constance og fik hende med blide ord og kjærtegn til at sætte sig i sofaen. „Se så, her er en skammel til fødderne, ta den pude i nakken og læg tæppet over knæerne, se så — nu sidder du godt.“ Constance sad tilbagelænet med nedhængende arme og lukkede øjne; ansigtet var indsvundet, og omkring munden lå der et træk af usigelig græmmelse. „Nu skal jeg lave dig en god kop te,“ småpludred fru Wleügel, „og så skal jeg stelle i stand for natten, du skal få ligge inde hos mig på sofaen, hvad tror du om det, Constance?“ Hun nikked. „Ak ja, ak ja, en får gjøre, hvad der er ret,“ mumled den gamle dame, mens hun tripped ud af stuen med små geskjæftige skridt. 13 Efter optrinnet i dagligstuen havde Alette ligget næsegrus på sengen og grædt, indtil hun ikke orked mere. Hun tænkte på moren, hvad hun vilde sige, når hun nu fik hende hjem — hun, som var gangkone i så mange pene huse, og nu skulde ha den skammen. Ikke for det, hun havde ikke været bedre i sin ungdom — Alette var selv en fin mands datter, men det var nu så længe siden. Og broren, når han fik fat i hende, vilde han sikkerlig skamslå hende, og hun havde ikke likere fortjent. Og så var det Hans Olai —. Hver gang ejermanden til det navn kom frem for hende, blev gråden til skrig, som hun stagged ved at bide i sengetæppet. Hans Olai, Hans Olai, som var ventendes med briggen „Håbet“. Når han så hende, gik han vist fra forstanden, den pene, troværdige gutten — åh, om hun kunde søkke sig ned i det sorteste dike. Til sidst stilned gråden af, det kjendtes, som om der ikke var flere tårer tilbage, som var hun helt og holdent tørret ud. Hun rejste sig, hægted kjolen til i brystet, knytted et rent forklæde på og begyndte at stelle til aftens. Da hun var færdig, hørte hun Ring komme. Der gik et ryk igjennem hende; hun greb den lille håndlampe og flygted ind i kammeret, hvor hun mekanisk gav sig til at glatte på sengetæppet. Lidt efter åbned Ring kjøkkendøren og spurgte, om hun vidste, hvor fruen var gået hen. Alette stak hodet ud gjennem døråbningen og svarte, at det vidste hun ikke, hvorefter hun trak sig tilbage. Ring trådte ind, lukked kjøkkendøren efter sig og stilled sig op i døren til pigeværelset. Hun stod op og ned ved siden af kommoden; med den ene hånd havde hun grebet om dens spidse hjørne; håret var forpjusket, ansigtet opsvulmet, læberne blege og sammenknebne; af og til hævedes brystet af en krampagtig hikke. Hendes jammerfulde udseende berørte Ring ubehageligt; noget som en nagende selvbebrejdelse kom op i ham. „Hvorledes er det, du ser ud, menneskebarn?“ sa han og søgte at slå en spøgende tone an. Alette flytted ikke øjnene fra den firkant i vægtapetet, hvorpå hun stirred; hun åbned læberne så lidet, at det var mærkeligt, ordene kunde høres, og dog kom det tydeligt, da hun sa: „Som jeg har gjort gjerningen, tænker jeg.“ „Men dette går pinedød ikke vejen. Du får komme dig væk, Alette, før det er for sent. Svært, så det viser sig på dig alt.“ „Ja, den besked fik jeg også af fruen,“ svarte Alette uden at røre sig. „Fruen! Har fruen talt med dig?“ spurgte Ring med åben mund og stirrende øjne. „Ja.“ „Hvad tid?“ „Nu for en stund siden.“ Ring blev bleg om næsen.
„Har der været nogen?“ „Ja, fru Hansen var her.“ „Så, for Satan! det fordømte fruentimmerpræk! Du lod dig vel ikke mærke?“ „Mærke? De siger jo selv, at det er synligt nok.“ „Spurgte hun om, hvem du havde havt med at gjøre?“ Hans holdning var så truende, at Alette under andre omstændigheder vilde været ræd. „Det trængtes vel ikke, hun kom jo over os den gang.“ „Og du vedgik det, du angav mig!“ Hans ansigt var kridhvidt og øjnene opspilede; hans arm var løfted imod hende, og knæerne skjælved så stærkt, at han vakled. „Det skulde vel hjulpet at nægte,“ sa hun tonløst. „Din udspekulerte, ondskabsfulde tøs!“ hvisked han gjennem de sammenbidte tænder. „Se mig til den hævngjerrige taske — men du skal få vide, hvad det betyr at bringe en mand i ulykke.“ Hans knyttede næve ramte hende over nakken; hun stupte forover og traf med ansigtet mod bordkanten; med begge hænder greb hun om bordbenet, men havde slig fart, at både hun og bordet fo'r et stykke henover gulvet, før hun blev siddende på huk. Blodet randt ud af hendes næse; med besvær rejste hun sig og tørred sig om munden med forklædesnippen. „Ja, værsgo, slå bare, dræb mig på stedet, om De vil. Siden De har gjort det ene, kan De også gjøre det andet.“ Hans raseri var pludselig som blæst bort. „Ja, du ved ikke, hvad du har gjort, Alette,“ sa han med helt forandret stemme og gik fra hende. Han var aldeles ude af sig selv og følte en forfærdelse, som tog kraften fra ham. Inde i dagligstuen sank han om på en stol; hænderne gled ned på knæerne, og overkroppen luded så stærkt forover, at hodet hang helt nede mellem benene. Han blev greben af svimmelhed; det var, som om alt indvendigt fra isse til fod var tømt ud, og han sad igjen med en ganske hul krop. Efter en stunds forløb rejste han sig, gik ind til buffeten og skjænked sig et vældigt glas kognak, som han tømte i et drag. Det styrked ham og gav ham tilbage hans sansers brug. Der vilde blive et svært spektakel. Constance vilde skilles, han forudså, at både præst og slægt vilde bli blandet ind i dette. Det vilde blive fanden til sjau med folkesnak og scener og alslags djævelskab, det vilde ikke gå så let at snakke hende til fornuft denne gang. Hvorledes skulde han møde hende, når hun nu kom — han blev så ilde ved tanken, at han rev sig i håret. Han kunde ikke sidde stille, rejste og satte sig i et væk, slentrede rastløs omkring og mumled halvhøjt afbrudte sætninger: „Ja, ja, — du store tid, — nok udaf det — Constance har nu selv skyld — Constance — åh, den elskede, dejlige Constance!“ Han begyndte at græde og pudsed snøftende sin næse. Havde hun blot villet — åh, åh, — for et liv! — Men herefter skulde han være hende tro, og han skulde ydmyge sig, tigge, trygle, anråbe, ja, han skulde nok formilde hende, hun måtte være en sten, om hun ikke blev rørt, og nogen sten var hun ikke — nej, nogen sten var hun ikke. Stemmen gik op i den fineste fistel. Han græd igjen — det letted. Pludselig begyndte han at spørge sig selv om, hvor hun kunde være — klokken var jo mange. Hun skulde vel aldrig? Nej, var det likt, — han slog ud med begge hænder. — Hun skulde nu vel aldrig — nej, nej — nej — han stamped i gulvet — hun skulde — Han skjælved fra isse til fod. Han vilde bede — åh, så inderligt, han folded hænderne, nej, ikke stående, han vilde knæle. Han lå endnu på knæ, da det ringed.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?