Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

den ene væg med mørkerøde uldtæpper og snehvide lagener. Lige over for var der et hvidmalet bord med et stort spejl. På en stol stod vaskefadet og vandkanden. Sæbeskålen og karaflen var stillet i vindusposten. Håndklæderne var hængt over stoleryggen, og et lagen tjente som rullegardin. Ellers var der af møbler kun et stort hvidmalet klædesskab og en stråsofa. Vadsækken stod på gulvet og en messingstage med et lys i på en stor kuffert, der var trukket hen til sengen. Nu gik Constance rastløs omkring nede i havestuen, hun stod et øjeblik ved vinduet og damped på en cigar, så skifted hun plads og drak vin af et ølglas, satte sig i en mejestol og rejste sig igjen. Hun havde slukket lampen, og gjennem de tynde, hvide gardiner flød måneskinnet ind. Hun kasted cigaren på gulvet, trådte ilden ud med foden og skjøv den hen i en krog. Så gik hun atter til vinduet og så ud. Det var altfor lyst. Månen stod lige foran og gloed gjennem de bladløse træer og buske. Nede i hjørnet var der et lysthus af træ; det satte ryg imod lyset og kasted en aflang skygge foran sig på græsplænen. Der var tyst og stille rundt omkring. En hunds monotone gjøen — det lød, som kom den langvejs fra — var det eneste, som hørtes. Hun drak mere vin, tændte en ny cigar, røgte et par drag og la den fra sig i vinduet, satte sig derpå i sofaen, men gik tilbage for at se, om også verandaen var fuld af måneskin. Så prøved hun, om døren vilde knirke, når hun åbned den, lod den stå på klem og så sluttelig på sit uhr. Hun måtte tænde en fyrstikke for at bli sikker på, hvad det viste. Det mangled fem minutter på 10. Det gav et sæt i hende; hun slog hænderne hårdt mod sit ansigt, bøjed sig i knæerne, så hun næsten sad på hug, retted sig op i næste nu og greb et stort uldent sjal, som hun havde i beredskab. Om hodet svøbte hun et stort kniplingstørklæde; så listed hun sig stille ud og iled i raskt løb op til det aftalte sted, der lå i omtrent hundrede skridts afstand fra huset. Her slog hun ind på vejen til venstre og befandt sig pludselig inde mellem slanke, kjæmpehøje furustammer. Hun læned sig op til en træstamme og vented. Det varte lidt, før hun hørte toget pibe. Hjertet banked, som om det skulde sprænges, og hvert øjeblik kom der noget i halsen, som vilde kvæle hende. Hun hørte hans skridt, inden hun så ham; hun kunde ikke begribe, at det varte så længe, før han kom. Endelig blev lysningen ved indgangen til skoven formørket af en skikkelse, som hurtig kom nærmere. Hun stod stille, til han var lige ved siden af hende, for at være sikker på, at det var ham, så trådte hun pludselig et skridt frem og rørte ved hans arm. „Constance,“ hvisked han med en overstrømmende ømhed i stemmen, „min elskede, min, min.“ Hun kasted sig heftigt ind til ham; de holdt hinanden tæt omslyngede, mens han bedækked hendes øjne og mund med kys. „Gudskelov, at du er kommen, Harald,“ sa hun med sin mund ved hans øre. „Jeg har været så bange, så bange.“ Hendes sindsbevægelse havde lagt sig nu, der var kommen tryghed og hvile over hende. Dejligt, at de græsselige ventetimer var forbi. Det var så beroligende at kjende hans arm omkring sig. De gik mod huset; lyset i kjøkkenet var slukket; Hanne var altså gået i seng; sandsynligvis sov hun allerede. Sagte og forsigtig med armene omkring hinanden kom de gjennem haven og steg op ad de tre lave trappetrin, der førte til verandaen. De tændte ikke lys, men blev siddende i mørke, indtil de gik ovenpå. Klokken fire om morgenen kom Mejer ud af huset gjennem
verandadøren. Han kasted spejdende blikke til alle sider. I det grågule morgenlys så han bleg og forpjusket ud. Han tændte en cigar og stod et øjeblik og lytted. Så kasted han et slængkys op til det tildækkede altanvindu og skyndte sig ud af haven. Han havde omtrent en mils vej at gå og regned ud, at han vilde være hjemme kl. 6. Da han var kommet et stykke ind i skoven, stod han stille, åbned sin lommebog og tog frem et fotografi. „Det fordømte billede,“ mumled han, rev af en fyrstikke og tændte ild på det. „Sligt et grandiost fæ! gå med det på sig,“ sa han halvhøjt. Han kasted det flammende billede fra sig og trådte ilden ud med foden. „Se så, nu skal det ikke gjøre mere fortræd, end det alt har gjort.“ Han gik videre med raske skridt og slog flere gange ud med hånden som for at skyve noget ubehageligt fra sig. Den pinlige situation ved afskeden stod atter og atter for ham, og han så uafladelig Constance bøje sig ned og ta billedet op fra gulvet, da det var faldet ud af hans lommebog, så, hvorledes hun betragted bagsiden, og hørte den stemme, hvormed hun læste op: Fra Emma til Harald. Så havde hun vendt det om og udbrudt: „Men du gode Gud, det er jo Emma sypige,“ og så i næste nu var hun bleven flammende rød og havde betragtet ham med et blik, som det tog vejret fra ham at gjenkalde sig. Og så som hun havde seet ud, da hun lod ham kysse sig til farvel! 34 Da Constance vågned efter et par timers fast og dyb søvn, stod solen højt på himlen. Først havde hun ingen tydelig forestilling om, hvad det var, som lå så knugende over hende, men lidt efter stod alt, hvar der var foregået, i klare omrids for hende. Hun lukkede øjnene fast i og graved ansigtet ned i puden. Hun vilde gjemme sig for det, vilde væk, væk, men det nytted ikke. Hun måtte gjennemgå det alt sammen, leve det om igjen, smule for smule. Nu havde hun hævnet sig. Men havde hun nu også fundet lindring derved? Hun følte trang til at spytte sig selv ud. Der var ikke stof i hende til det, hun havde villet, kunne hun mærke. Hun væmmedes ved sin mand, ved Mejer, ved livet, men fremfor alt ved sig selv. Hvad skulde hun nu gjøre? Hvorledes forholde sig? Hun satte sig over ende i sengen for at tænke efter. Så faldt hendes blik på hendes billede i spejlet. Med et skrig slog hun hænderne for ansigtet og slang sig tilbage i puderne. Hun kunde ikke udholde tanken om at møde sin mand. Hun vilde ikke, at han skulde røre ved hende og hun ikke ved ham, ikke for nogen pris i verden. Hun vilde ikke se ham mere. Men hvor skulde hun hen? Forlange skilsmisse? Begynde på alt det en gang til; hun gad ikke spendere en tanke på det. Mejer strejfed flygtigt hendes sind, men det var ligesom han gled ud i tåge for hende. En fortærende livslede bemægtiged sig hende. Borte var hadet, hævnlysten, smerten. Der var blevet så stille indeni hende, så tomt og så dødt. Hun begreb, at hun ikke orked at leve mere. Hun sa det til sig selv, med en langsom, rolig stemme. Så stod der jo kun et tilbage: at dø. Hun lå og overvejed det omhyggeligt. Var hun nu vis på, at det var alvor? At hun virkelig vilde og turde? Ja, det var det eneste, hun kunde finde på, det eneste, der var hvile i. Men det måtte ske straks; vented hun bare en time mere end nødvendigt, vilde hun måske ikke ha mod. Hun stod op og klædte sig på sindigt og med omhu. I ro og mag drak hun sin kaffe og spiste et par kavringer til. Hun så på klokken og regned ud, at hun vilde være hjemme klokken tolv. Da var Lorck
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155: sa dette ord så længe, til tungen
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?