Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

pastor Huhn for at få ham til at
tegne på en ansøgning om bidrag af
fattigplejen. Han havde givet fru
Marie i kommission at få greje på,
om det var værdige trængende.
Marie havde navnet og
husnummeret optegnet, hvorfor de
med lethed fandt stedet. Det var en
af disse store kaserner med masser
af lejligheder på ét værelse og
fælles kjøkken for flere familier.
Uden for huset stod et
fruentimmer med de bare ben i et
par træsko og vasked uldne plag i
en afskåren smørfjerding med
noget tykt, mørkegråt sæbevand. Et
stykke hullet hampelærred med et
stort sort nummertal i det ene
hjørne, øjensynlig en levning af en
sæk, tjente hende til forklæde, og
om hodet havde hun et blårudet
lommetørklæde, der var knyttet
sammen i nakken. Vandet hadde
sat smudsige skjolder på de nøgne,
knoklede arme. Hende spurgte de,
om hun kunde sige dem, hvor de
skulde finde vedkommende
familie.
Med en muggen mine og et
nysgjerrigt, stikkende blik pegte
hun på et kjældervindu tæt nede
ved jorden til venstre.
De to damer takked og tog et tag
i sine plissébesatte kjoleskørter,
inden de steg ned ad den smudsige
stentrappe.
Fru Marie banked et par gange
på en dør, som stod på klem, og da
der intet svar kom, stødte hun den
op og trådte over tærskelen, fulgt
af Constance.
Når undtages en sengebænk
borte i krogen, hvor på det bare
halm en sammenrullet skikkelse lå
og snorked, fandtes der så godt
som intet bohave i det lave, aflange
rum. Foran de nederste ruder i
vinduet, der begyndte helt oppe
ved taget og nåed halvt på væggen,
var ophængt en pjalt af et
forhenværende rullegardin. Midt
på gulvet, der var bedækket af
fejeskarn, stod en kasse af
uhøvlede brædder, fuld af nogle
ubestemmelige laser. På kanten af
denne sad en femårsgammel gut
med et ansigt, hvorpå urenligheden
lå i tykke lag, og øjne, der var
halvt sammengroet af væsker, og
legte med en itubrukket
stegepande. Borte ved kogeovnen
stod en tomskrabet jerngryde med
en tvare i; øverst oppe ved ørene
så man spor af, at der havde været
grød i den. På en kiste under
vinduet sad en liden, gråbleg pige
med unaturlig store øjne og det
tynde hår knyttet sammen til en
pisk i nakken med et stykke
skolidse. Hendes bare ben var
meget smudsige og den pjaltede
bomuldskjole holdtes sammen i
ryggen af en eneste hægte. På
skjødet havde hun et spædbarn,
indsvøbt i en rest af et
chokoladefarvet damesjal. Dets
hode bestod af en eneste sårskorpe
i det klynked og sutred, mens det
suged på sine fingre og stirred
tungsindig ud af sine
vandklatagtige øjne. Den lille pige
rysted det op og ned og frem og
tilbage på sine knæ for at få det til
at tie. Rummet var opfyldt af en
forpestet lugt, og fugtigheden
havde sat brede striber på de
kalkede vægge.
„Vi søger efter arbejdsmand
Severin Bendiksen,“ sa Marie og
vendte sig til pigebarnet på kisten.
„Er det her, han bor?“
„Ja,“ svarte den adspurgte og
skjeled frygtsomt til sengebænken.
„Er han hjemme?“ vedblev Marie
og så sig om i stuen.
„Nej–ej,“ svarte barnet nølende
og skotted atter til sengestedet.
„Det er naturligvis ham, som
ligger og sover,“ hvisked
Constance. „Spørg hende ikke, den
stakker.“
„Konen skal hede Ellen
Jakobsdatter,“ inspicerte fru
Marie, som stod med seddelen i
hånden. „Er hun ikke til stede?“
„Nej,“ blev der svaret.
„Er hun på arbejde?“
„Hun er ude og ber,“ hvisked
barnet.
„Er det dine søskende disse?“
vedblev Marie og så fra spædbarnet
til gutten, der var kommen hen til