Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

forfatningen, hverken mere eller
mindre.“
„Ja, så kan vi jo lave en ny da,“
sa Lorck, idet han satte sig.
„Ja, sæt dem til at gjøre det,
altså disse bondekjøtere der nede i
stortingssalen, så skal De se for en
dejlig suppe de får ud af det,“ sa
Hansen hidsig.
„Vor herre bevare os for, at det
skulde komme så vidt!“ udbrød
Ring. „Ah, nej, de har snart
grasseret sig færdig nu, partiet har
vist for meget af klumpfoden frem,
landet er blit skræmt, næste gang
blir det højrevalg over hele linjen.
Pas nu på.“
Lorck og Mejer lo.
„En rask profeti den,“ sa Lorck.
„Som De skal se altså slår ind,“
forsikred Hansen. „Det vil gå, som
han sa, han, folkeforføreren, at når
bonden vågner, så vågner han til
reaktion.“
„Folkeforføreren?“ sa
Constance, „hvem er det?“
„Bjørnson, naturligvis,“ svarte
Lorck.
„Uf, han!“ sa fru Wleügel med
en grimace, som fru Blom og Marie
gjorde efter.
„Han er lovlig længe om det i alt
fald,“ mente Mejer.
„Om hvad? åh, vågne, ja,
desværre altså, disse stakkels
bønder er jo så let at ta ved næsen,
men får de først øjnene op, så —,“
Hansen vendte atter blikket mod
loftet.
„Ja, bønderne må man bare ha
ondt af, men Sverdrup og Jaabæk,
ja, at ikke lovens straf kan ramme
sådanne — sådanne —,“ Ring holdt
inde, som søgte han efter ord.
„De som altså véd, at deres
virksomhed, ja, man kan sige, har
til formål at lægge landet øde,“
supplered Hansen, „ja, hvis ikke
det er kjæltringer altså, så véd ikke
jeg.“
Lorck fløjted ganske sagte og
tændte sig en cigar.
„Hvor kan De dog bekvemme
Dem til at bruge skjældsord om
politiske modstandere, hr.
advokat,“ sa Mejer opfarende.
„Dannede mennesker skulde dog
ha et vist begreb om noget, der
heder en mands ærlige
overbevisning.“
„Ah, overbevise mig her, og
ærlige mig der,“ buldred Ring, „vi
har retten og sandheden på vor
side, det er det, det kommer an
på.“
„Og historiens vidnesbyrd,
retsvidenskabens resultater, de
lovlige institutioner og altså alt,
hvad der har hævd i samfundet,“
fuldførte Hansen.
„Og det må jeg rigtignok sige,“
sa Ring, som nu havde fået vejret
igjen, „at jeg ikke troed selv den
vildeste venstremand var fræk nok
til at negte, at Sverdrup i det
mindste er en skurk.“
Lorck brast i latter.
Mejer blussed af vrede og vilde
svare, men mødte i det samme
Constances øjne; hun la hurtigt
fingeren på munden.
„Og du kan gjerne ta de andre
med,“ sa Hansen, „fyre som
Bjørnson og Brun med konsorter
skulde mildest talt altså
landsforvises.“
„Ja, for det er dem, som opvigler
masserne,“ sa fru Marie.
„Ja, gudbevars, og underminerer
på alle kanter,“ ivred Hansen.
„Og så denne Bjørnson, denne
stodderpave, som til og med vil ta
troen fra folk,“ udbrød Ring og tog
sig et slag rundt bordet. „Jeg spør
bare, om troen kan være til skade
for nogen?“
„En fyr, som har skrevet
„Kongen“,“ satte Fallesen i, „kan
man vente andet af en slig
majestætsforbryder!“
„Men hvis nu det, De tror, er
galt,“ indvendte Mejer.
„Hvem siger det er galt?“ fo'r
Ring op. „Og selvom der også er
dunkle ting — et menneske kan da
ikke vente at forstå sig på det
overnaturlige, vel? Der står jo
noget om, at forstanden er
formørket. Og hvor skal vi hen,
spør jeg Dem, når der er fare på
færde, hvis der ingen Vor Herre
skal være? Nej, Mejer far, det går