Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Ja, det er nu ikke til at le af, Constance, og du opfører dig ikke som du burde, for du tar imod deres kuring nokså fornøjet.“ „Uf nej, men mor da!“ „Og sligt kan let ende med forfærdelse, ja, for du risikerer, at de går hen og blir tosset af forelskelse i dig.“ „Ak nej, mor, det hænger ikke sådan sammen. Det er bare en vane, de har, de ligesom synes det hører til.“ Fru Blom rysted på Hodet. „Du skulde ikke være for tryg, Constance.“ „Det betyr ikke det bitterste gran, forsikrer jeg dig. De er akkurat ens mod alle damer, det vilde da være indbildskt og væmmeligt af mig, om jeg tog det for andet end spøg. Og så er jeg jo gift, mor,“ la hun søvnig til. Fru Blom så bekymret ud. „En har da hørt såpas før, at en herre blev forelsket i en gift kone, véd jeg.“ „Men ikke sådanne herrer, som jeg kjender. for en forelskelse må jo være noget ganske anderledes alvorligt, mor.“ „Om ikke for andet, så for snakkets skyld, skulde du være forsigtig, Constance. Du kommer i folkemunde, forsikrer jeg dig.“ „Ja, lad mig det, men for resten, det tror jeg ikke, Ring er jo altid med.“ „Han,“ sa fru Blom, og der kom pludselig en svag dirren i hendes stemme. „Han sidder jo altid med sin tobak og sin toddy, og lar dem sværme om dig, såmeget de vil. Jeg forstår mig ikke på ham.“ „Det mangled bare, at han skulde gå omkring og være jaloux,“ sa Constance og gisped. „Nej, men som nu i går, Constance. Der lar han dig gå mellem Lorck og Mejer, akkurat som du ikke havde nogen mand at følges med. Det tar sig ikke godt ud.“ „Lorck og Mejer skulde samme vej, mor, så var det jo rimeligt.“ „Mejers bor på Løkken ude ved frogner, og Lorcks forældre ligger vist også på landet,“ ivred fru Blom. „Ja, i alt fald i vinter skulde de samme vej,“ gisped Constance, „Lorck har for resten værelser i byen. Og så havde jo Ring mere end nok med at passe sig selv.“ „Ja, du lar ham også drikke alt for meget,“ sa fru Blom grættent. „Lar ham?“ „Ja, jeg mener, du kunde vist hindre det, hvis du var lidt omhyggelig, Constance.“ „Du sa selv, at jeg ikke måtte vise ham sure miner, fordi om han drak nogle glas,“ sa Constance i en tone, som om hun skjøv det hele af sig. „Det var den sikreste måde at få sin mand til at debauchere på, sa du. Det var den første aften, jeg husker det nok.“ „Jeg mener heller ikke, at du skal skjænde, og jeg er, som sagt, slet ikke bange for, at Ring — dertil er han en mand med for gode principer, — men — du kunde dog forsøge at virke på ham, sige det til ham under fire øjne i al kjærlighed —.“ En stærk snorken lød pludselig ind til dem. Fru Blom fo'r i vejret, men Constance lo. „Det er Ring, som er falden i søvn, skjønner du vel. Hør, hvor trygt han sover.“ „Jeg får ind og vække ham,“ sa fru Blom og rejste sig. „Lad bare manden ha fred.“ „Nej, tænk om pigen kom og så ham, og så er det så usundt.“ „Det har han godt af, nu er han naturligvis drukken igjen,“ sa Constance, hun var så træt og kjed. Uh, hvor de bød hende imod, moren, Lorck, Mejer, Marie, Hansen, tanten, hvert eneste menneske, hun kjendte, og l'hombren, selskabet i morgen, malerierne på væggen, alt, alt i verden. Hun trykked de knyttede hænder mod sit bryst og sukked dybt og langtrukkent.
Så dukked en drøm frem, hun havde havt om natten; hun så det alt så livagtig tydelig. Inde i spisestuen stod en egetræs ligkiste, og i den lå hun selv i sit natlinned med de pibede halsstrimler, dækket af et lagen, som nåed halvt op på brystet. Håret klæbed så underlig dødt til de gulagtige tindinger, og øjenbrynene så så forlorne ud, som var hvert enkelt hår stukket ind i voks; læberne var sortagtige, og bagenfor skimtedes de hvide tænder; hænderne var blevne så bittesmå og blåhvide; de stak så frygtsomt frem i de krusede ærmekniplinger. Men især husked hun øjnene, for de havde ikke været helt lukkede, og pupillerne havde stirret hen i rummet så stivt og udslukt. Omkring kisten stod der nogle, hun ikke kjendte, og hulked; en af dem havde sagt: Se, hvor fredelig hun ligger, som et barn, der sover. Og hun havde syntes, hun stod mellem de andre og så på, men samtidig lå og var død, men kunde bli levende igjen, hvis hun for alvor vilde, men det vilde hun ikke — det var så godt at være død. „Men Gud, Constance, hvad fejler dig? er du bleven syg!“ Fru Blom stod pludselig bøjet over hende. Constance slog armene om hendes hals og trykked ansigtet ind til hende. „Nej, mor, jeg bare tænkte.“ „Men du græder jo, barn, hvad er det, som går af dig?“ „Det var en underlig drøm, jeg havde i nat; i morgen skal jeg fortælle dig den.“ 6 Omsider havde dagen for fru Bloms afrejse indfundet sig. Da Constance gik og hjalp hende med indpakningen, kom det med en sår fornemmelse over hende, at nu skulde hun atter bli alene med Ring. Morens nærværelse havde fyldt ud tomheden for hende, ikke sådan indvendig fra, men alligevel — der havde været så megen hygge dem imellem, og denne uafladelige væren på farten havde adspredt hende. Og så havde hun virket som en daglig ansporelse. Undertiden havde vel den udvortes karakter, deres forhold havde antat, pint hende en del, når hun droges med fornemmelsen af, at denne travlhed var nødvendig, hvis de ikke skulde sidde og være i forlegenhed for samtalestof. I sådanne stunder havde hun endog følt hendes nærværelse som en byrde, og ikke været langt fra at ønske hende bort. Men nu, da det kom til stykket, stod det med rædsel for hende, hvor ensom hun så vilde bli. Ved afskeden græd hun meget, og tigged og trygled moren i sidste øjeblik om bare at bli til næste dag, skjønt hun vidste, at hun måtte og skulde afsted. Nu havde hun fulgt hende om bord og sad oppe på sin gamle plads i soveværelset og stirred ud over fjorden mod den kant, moren var draget. Hun følte sig så beklemt, så bitterlig ensom —. Og nu rejste moren opover mod det hjem, hvor hun havde været så tryg og glad ved livet, hvor tilværelsen havde været fyldt af sit eget indhold, og hvor intet i verden havde været kjedeligt eller vanskeligt. Det var dette fatale, at hun var bleven gift, som havde bragt hende på kant med sig selv og alting. Hvorfor i al verdens rige havde hun også giftet sig! Hvad skulde det til — og med Ring! Dette usympathetiske mennesker, som hun slet ikke harmonerte med. Hun sad ikke mere ved vinduet; hun gik op og ned ad gulvet med en sagte, ensformig klagelyd. Skulde hun altid leve i dette ... til hun blev gammel, gammel, gammel ... aldrig bli løs og fri og sig selv igjen ... Hvis han døde ...
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?