Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
nat til <strong>Constance</strong>, hilste til Lorck<br />
og gik.<br />
<strong>Constance</strong> vilde følge efter, men<br />
Lorck stilled sig i vejen <strong>for</strong> hende.<br />
„De må ikke gå,“ sa han med en<br />
underlig sammensnøret stemme.<br />
„Vær ikke bange,“ vedblev han<br />
afværgende, „og stå ikke der som<br />
på spranget. Hvad jeg har at sige,<br />
kan ikke <strong>for</strong>nærme eller harme<br />
Dem. Det er bare <strong>det</strong>te, at jeg er<br />
ikke mere den samme,“ han<br />
stansed og drog vejret dybt, „som<br />
den gang, som den gang jeg gjorde<br />
Dem <strong>for</strong>træd. Tror De mig?“<br />
Der var noget ved ham, som<br />
imponerte hende.<br />
„Alt <strong>det</strong> har jeg <strong>for</strong> længe siden<br />
glemt, lad os ikke rippe <strong>det</strong> op<br />
igjen,“ sa hun med træt stemme.<br />
„Nej, nej, ikke rippe op igjen,<br />
men De ved ikke, hvorledes hin<br />
scene, Deres hjælpeløshed, Deres<br />
smerte og stumme bøn om skånsel<br />
har brændt sig ind i mig. Ah, jeg<br />
var en usling. Jeg havde ikke tænkt<br />
<strong>det</strong> muligt, at noget kunde gribe<br />
mig således. Husker De „Kongen“<br />
hos Bjørnson lige over <strong>for</strong> Klara,<br />
hans <strong>for</strong>vandling? Noget lignende<br />
er <strong>for</strong>egået med mig. Tror De mig<br />
ikke?“<br />
„Jo,“ sa hun roligt.<br />
„De skal vide,“ vedblev han<br />
heftigt, „at jeg ikke er den mand,<br />
De nu i så mange år har gået og<br />
<strong>for</strong>agtet, De har ingen ret dertil,<br />
ikke den ringeste ret har De.“<br />
„Jeg har ikke <strong>for</strong>agtet Dem, jeg<br />
har slet ikke tænkt på <strong>det</strong>.“<br />
„Nej, jeg har været Dem så alt<strong>for</strong><br />
ligegyldig,“ der gik <strong>—</strong> en<br />
skjælvende trækning over hans<br />
ansigt. „Men giv mig nu Deres<br />
hånd til tegn på, at De har tilgit<br />
mig hin aftens hæslighed.“ Hans<br />
stemme lød frygtsomt bedende.<br />
„Jeg har intet imod Dem, vær vis<br />
på <strong>det</strong>,“ sa hun mildt og rakte ham<br />
hånden, i<strong>det</strong> hun så ham ind i<br />
øjnene.<br />
Han knuged et øjeblik hendes<br />
hånd i sin. „Tak,“ hvisked han og<br />
<strong>for</strong>lod værelset. Han gik lige hjem.<br />
Nogle uger senere havde<br />
<strong>Constance</strong> truffet ham på gaden.<br />
Da var han kommen hen til hende,<br />
og da de første hilsener var<br />
udvekslet, spurgte han, om han fik<br />
lov at aflægge hende et besøg.<br />
<strong>Constance</strong> havde seet<br />
<strong>for</strong>skrækket på ham og nølet, før<br />
hun svarte, at når han havde lyst,<br />
måtte han <strong>det</strong> gjerne.<br />
Dagen efter var han kommen og<br />
havde sid<strong>det</strong> der en timestid og talt<br />
stilfærdigt med hende. Han stræbte<br />
at være så underholdende som<br />
muligt, <strong>for</strong>alte om de svenske<br />
skuespillere og om en koncert, som<br />
nogle polske kunstnere havde git.<br />
Han <strong>for</strong>eslog hende at høre de<br />
franske sangere på tivoli, men <strong>det</strong><br />
havde hun ikke lyst til. Han vilde<br />
endelig tale om noget, som mored<br />
hende, og <strong>det</strong> lod også virkelig til,<br />
at han havde held med sig. Hun<br />
hørte venlig på ham, spurgte om et<br />
og an<strong>det</strong> og takked ham ved<br />
afskeden <strong>for</strong> besøget. Han <strong>for</strong>lod<br />
hende med en følelse af, at hans<br />
nærværelse i <strong>det</strong> mindste ikke<br />
havde været hende ubehagelig, og<br />
på trapperne overvejed han, hvor<br />
snart han kunde komme igjen.<br />
Han vented fjorten dage. Hun<br />
var hjemme og tog imod ham med<br />
et par høflige ord, men <strong>det</strong> var<br />
ham umuligt af hendes miner at<br />
læse, om synet af ham var hende<br />
kjært eller imod. Han havde håbet<br />
at komme hende lidt nærmere<br />
denne gang, men deri blev han<br />
skuffet. Hans <strong>for</strong>søg på at vække<br />
hendes interesse <strong>for</strong>, hvad der<br />
<strong>for</strong>egik, og <strong>for</strong> <strong>det</strong>, folk <strong>for</strong> tiden<br />
var optaget af, mødte hun med så<br />
afmålte svar, at han fik angst <strong>for</strong> at<br />
kjede hende. Så taug han stille, <strong>for</strong><br />
at hun skulde begynde på noget;<br />
men så kom hun kun med nogle<br />
bemærkninger om vejret, som<br />
efterfulgtes af en pinlig pause. Han<br />
førte talen hen på teatret, men da<br />
hun så svarte, at hun aldrig kom<br />
der og der<strong>for</strong> ikke havde nogen<br />
interesse <strong>for</strong> <strong>det</strong>, sank hans mod.<br />
Hvad skulde han dog finde på lige<br />
over <strong>for</strong> denne <strong>for</strong>borgne og<br />
tillukkede kvinde. Han gik fra<br />
hende med en melankolsk