Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

manden går og græmmer sig, er da
let at se, og flere gange er han
kommen op til mig ved syvtiden, og
da har han været temmelig
anløben, og det er jo svært tidlig
på kvælden.“
Fru Wleügel sa ikke sandhed.
Ring havde netop udtrykkelig bedt
hende tale hans sag hos Constance.
Når hun nu kom hjem, vilde han
være der for at høre, hvordan det
var gået.
„Han vidste, hvad han indlod sig
på,“ svarte Constance kort.
„Ja, men naturligvis går manden
i en kval for det. Det kan han ikke
la være med, ellers måtte han være
mere end et menneske, og det er
han jo ikke,“ sa tanten
overtalende.
„Nej, det véd den gode Gud!“
udbrød Constance hånlig.
„Men det er nu egentlig ikke
noget at klandre ham for,“ svarte
tanten med en krænket mine.
„Går man ind på noget, skal man
holde sig til aftalen, det er
stymperagtigt andet,“ råbte
Constance.
„Mændene er svage, Ring har
ikke din karakterfasthed, alle kan
ikke være ens, Constance — en skal
gjøre det rette.“
Constance svarte ikke. Hun sad
med albuerne på sine knæ og
ansigtet i hænderne; og rokked
sagte frem og tilbage.
Fru Wleügel humped hen til
hende og la hånden på hendes
skulder.
„Jeg er dig jo på en måde i mors
sted, Constance,“ sa hun inderligt,
„du kan tro, jeg vil dig vel.“
„Ja, det vil I jo alle sammen, i
alt fald siger I det,“ det lød dumpt
og utydeligt, for hun tog ikke
hænderne bort, mens hun talte.
„Og vi, som er gamle,“ vedblev
tanten, „vi ved bedre, hvad der er
det bedste, Constance —“
„Ja, Gud véd, om det er så vel
for mig — det, I får mig til at
gjøre,“ sa hun næsten med et skrig
og sprang pludselig op.
„Nej, men Constance, hvor kan
du tale så ukjærligt.“
„Jo, det er sandt, hvad jeg
siger,“ råbte hun. „dere ødelægger
mig, dere rigtig fordærver mig,
dere får mig til at tro, at hele livet
er et eneste dike af løgn og
usselhed. Det går ikke an at vente
troskab og sandhed i ægteskabet,
siger I — Ring er ingen undtagelse,
tværtom — de andre er meget
værre. Det værste, I hører, oprører
jer ikke, du, Marie, pastor Huhn,
mor, far, alle sammen! For skams
skyld lader I, som I synes, det er
skrækkelig sørgeligt, men der er
ingen alvor i jeres indignation. Slig
er det nu engang, siger I, mændene
er så svage.“ Hun gik frem og
tilbage i rastløs hast, stod nu og da
et øjeblik stille for at slå ud med
hånden, ordene kom hurtig som en
rivende strøm, og øjnene formelig
spruded ild. Pludselig fo'r hun tæt
hen til tanten, stamped med den
ene fod og holdt de tæt
sammenknugede hænder op foran
sig i højde med hodet: „Hvorfor
lader I da til hverdags,“ råbte hun,
„som om I tror på alt det tåbelige
snak om det gode og skjønne, om
religionens magt og om, at
ægteskabet er helligt og indstiftet
af Gud? Helligt!“ gjentog hun med
en latter. „Jeg væmmes ved dette
sumpede væsen, væmmes ved det
og foragter det. Jeg foragter alt,
alt, alt, først og fremst mig selv,
fordi jeg er ussel nok til at gå i
jeres ledebånd, tiltrods for — ja,
tiltrods for min bedre
overbevisning. — véd du, hvad det
vil sige, tante, det vil sige at gå i
hundene!“
Den gamle dame veg et par
skridt tilbage. Constances ord gik
rent rundt for hende; hun syntes,
hun ikke forstod et muk af det.
Men hendes voldsomme oprør
forfærded hende; hun stirred på
hende, målløs og med opspilede
øjne, støttet på sin stok. Da
Constance holdt inde, begyndte
hun i sin befippelse at græde.
Constance blev med et rolig.
„Om forladelse, tante, at jeg blev
så heftig, det var ikke møntet på
dig,“ sa hun med mat stemme. „Det