Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Nej, Johanne havde ikke fået<br />
frimærke; der havde været lukket<br />
hos høkeren.<br />
<strong>Constance</strong> følte en u<strong>for</strong>klarlig<br />
lettelse.<br />
„Hvis fruen vil ha bud til<br />
doktoren, kan jeg gå der ned i<br />
morgen tidlig straks,“ sa Johanne.<br />
„Åh ja, <strong>det</strong> kan også være tids<br />
nok da. Lad mig få <strong>det</strong> tilbage så<br />
længe.“<br />
Johanne tog i lommen. „Her er<br />
et til,“ sa hun, „jeg mødte<br />
postbu<strong>det</strong> på trappen, og så tænkte<br />
jeg <strong>det</strong> var bedst at ta brevet, siden<br />
fruen ikke vilde uroes.“<br />
<strong>Constance</strong> kasted et hurtigt blik<br />
på konvolutten. Poststemplet var<br />
fransk, og hun syntes, hun skulde<br />
kjende skriften. Da hun var<br />
kommen ind i stuen, rev hun<br />
konvolutten op og så, at <strong>det</strong> var fra<br />
Lorck.<br />
På stående fod fløj hun gjennem<br />
<strong>det</strong>, og da <strong>det</strong> var læst, kasted hun<br />
<strong>det</strong> på bor<strong>det</strong>, gik frem og tilbage<br />
på gulvet, stødte mod skamler og<br />
stoler, rydded plads ved at skyve<br />
dem til side, tog brevet op ret som<br />
<strong>det</strong> var og læste lidt i <strong>det</strong>, gav sig<br />
så atter til at trave og blev ved med<br />
<strong>det</strong>te til langt ud over natten.<br />
„Det er meget imod min vilje,“<br />
skrev Lorck, „at jeg nu igjen<br />
<strong>for</strong>styrrer og plager Dem. Siden jeg<br />
<strong>for</strong>lod Norge har jeg ikke gjort<br />
an<strong>det</strong> end <strong>for</strong>eholde mig, hvor<br />
tåbeligt og påtrængende <strong>det</strong> vilde<br />
være at skrive på nyt. Alligevel<br />
sidder jeg nu her og gjør <strong>det</strong>. Jeg<br />
må <strong>for</strong>søge en gang til. Sagen er, at<br />
jeg har hægtet mit sind således fast<br />
i Dem, at jeg ikke er i stand til at<br />
komme løs igjen. Jeg kan ikke<br />
trives ved <strong>livet</strong>, når jeg ikke får<br />
leve <strong>det</strong> med Dem. Er <strong>det</strong> da<br />
aldeles utænkeligt, at De kunde gi<br />
mig et håb? Jeg er dømt til at<br />
måtte udmale mig, hvorledes al<br />
ting da vilde bli anderledes. Det<br />
går rundt i min hjerne uafladelig,<br />
<strong>det</strong> er min fikse idé; den martrer<br />
mig dag og nat. Er De da så vis på,<br />
at De slet ingen brug har <strong>for</strong> mig,<br />
<strong>for</strong> min kjærlighed, min ærlige<br />
vilje til at gjøre Dem alt <strong>det</strong> gode,<br />
et menneske kan gjøre den, han<br />
elsker? Jeg tænker på et og et og<br />
<strong>det</strong> samme: om jeg kunde få Dem<br />
til min hustru? Jeg er nu i Paris;<br />
hvis <strong>det</strong> vidunderlige skeed, at De<br />
gav mig <strong>det</strong> svar, jeg ønsker, så<br />
kom jeg straks og hented Dem og<br />
tog Dem med til Paris, hvor jeg <strong>for</strong><br />
mine studiers skyld agter at <strong>for</strong>bli<br />
nogen tid.<br />
Niels Lorck.“<br />
Da <strong>Constance</strong> klokken fem om<br />
morgenen søgte sit leje <strong>for</strong> at<br />
prøve på at sove et par timers tid,<br />
havde hun tat sin bebeslutning.<br />
Brevet til Lorck lå færdigt på<br />
skrivebor<strong>det</strong>. Hun havde be<strong>det</strong><br />
ham møde hende i Kjøbenhavn, så<br />
kunde de ha bryllup der og drage,<br />
hvorhen han vilde.<br />
Under skrivningen havde hun<br />
grædt en hel del. Der var meget,<br />
som brødes hos hende. Inderst<br />
inde glæde over at ha red<strong>det</strong> <strong>livet</strong>,<br />
rørelse over sig selv, når hun rigtig<br />
stærkt fyldtes af den kval, hun<br />
havde udstået, medynk, når hun<br />
tænkte på, hvor fattigt og øde<br />
hendes liv havde været, angst <strong>for</strong><br />
<strong>det</strong> kommende, <strong>for</strong> <strong>det</strong> nye<br />
ægteskab, mangel på mod og tro til<br />
sig selv, og så hånd i hånd med<br />
<strong>det</strong>te et gryende håb til fremtiden,<br />
taknemmelighed mod Lorck <strong>for</strong><br />
hans kjærlighed og længsel efter et<br />
menneskeligt liv. Nu følte hun sig<br />
beroliget, næsten tilfreds. Det<br />
vilde bli en travl tid, og <strong>det</strong> var<br />
dog altid noget at være så optat.<br />
De nyeste parisermoder, som hun<br />
<strong>for</strong>leden havde fået sig tilsendt,<br />
defilerte <strong>for</strong>bi, og så tænkte hun et<br />
øjeblik på, om hun skulde kjøbe<br />
sin nye vårdragt i „Bon Marche“ ,<br />
når hun nu kom til Paris, eller på<br />
<strong>det</strong> an<strong>det</strong> store magasin <strong>—</strong> hvad var<br />
<strong>det</strong> nu, <strong>det</strong> hed <strong>—</strong><br />
Ja vist, ja, <strong>det</strong> var dog bedre at<br />
gifte sig end at dø en selvmorders<br />
gyselige død. Hun havde jo været<br />
gift før, så hun vidste jo i ethvert<br />
fald, hvad <strong>det</strong> var. Og desuden <strong>—</strong><br />
nu, da hun var kommen over alt<br />
<strong>det</strong>te med idealer og sligt, så vilde