Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Pludselig husked hun pakken;
det måtte være breve. Hansen
havde talt om nogle afskedsord.
„Du mildeste Gud og
skabermand,“ sa hun med en
lydelig hvisken, „der er breve,
breve!“
Hun trak øjenbrynene i vejret og
spiled øjnene op som i
forskrækkelse; læberne drog hun
sammen til en spids og fløjted
ganske sagte. En kvalblandet
henrykkelse greb hende; hun vilde
kaste sig over brevene og læse som
en besat. Hun følte ikke et sekunds
vaklen eller en skygge af
betænkelighed; tværtom vidste hun
med sig selv, at intet i verden vilde
kunne hindre eller stanse hende.
Et udtryk af grusomhed lå om
hendes mund, blodet hamred i
hendes tindinger, og hænderne
skjalv, da hun skar omslaget itu.
Øverst lå et brev skrevet med en
klodset hånd og en højst forvirret
orthografi.
„Kjære Niels,“ stod der, „jeg
beder dig meget om undskyldning,
fordi jeg efter denne lange tids
forløb vover at tilskrive dig, men
det er for at underrette dig om, at
Gud har taget vor elskede søn hjem
til sig, og uagtet jeg godt véd, at
det var det bedste som kunde times
min arme, velsignede Anton, såsom
han jo var faderløs, skjønt hans
fader leved, hvilket er endnu
værre, så føler jeg en bitterlig sorg
over hans bortgang. For han var
mit alt og min glæde, og han ligned
sin fader så op i dagen, og jeg ved,
at det ikke er dig behageligt nu,
siden du er gift og ikke længer
elsker mig, men det var for mig en
hjertens fryd at se denne lighed,
for jeg kunde ikke holde op at
elske dig, da du forlod mig og
fæsted dit hjerte ved en anden.
Desværre for mig, det var min
kval, men også min glæde, og jeg
elsker dig den dag i dag lige så højt
som den gang, da du kaldte mig din
pusunge og sagde, at min
kjærlighed var din trøst og lykke.
Og når jeg tænker på alle de
dejlige aftener og nætter jeg
tilbragte hos dig, flyder mine tårer,
og det vil de gjøre bestandig, for
jeg glemmer dig ikke i dette liv.
Men nok herom, min søde, kjære
gut døde i dag for otte dage siden
og blev begravet på femte dagen.
Hans kiste var så pen, og den var
ganske fuld af blomster, og han var
akkurat på dagen 1 år og 8
måneder, for han var født i januar,
som du var rejst i oktober, hvis du
husker det. Det var tyfus han
havde, og han led græsselige
smerter. Kort før han døde, slog
han øjnene op og så på mig, som
om han vilde klage sig, og det stak
mig i hjertet, at jeg havde sat ham
ind i verden med skam, jeg luded
mig over ham og talte til ham,
skjønt jeg var kvalt af gråd, og så
smilte han så sødt, og så drog han
pusten tungt og døde. Jeg troed mit
hjerte var brustet med det samme,
men hvad et menneske kan
udholde at lide, er utroligt. Og nu
vil jeg sige dig mit sidste farvel; jeg
rejser til Drammen, hvor du husker
jeg har familie; jeg tror nok, jeg
kan få arbejde der. Jeg ser dig
aldrig mere her i verden, men
tænke på dig, det kommer jeg at
gjøre ofte, og på ham, som jeg har
lidt og grædt så meget for. Jeg
ønsker dig oprigtigt, at du al tid
må blive lykkelig, og at hun, som
er din kone, må elske dig lige så
højt, som jeg gjorde, da vil du ikke
savne kjærlighed. Og så til slutning
tak for alt. Dig skylder jeg, at jeg
har smagt lykke i livet, var det end
kort og endte med bitter sorg, så
vilde jeg ikke undværet det, nej,
ikke for aldrig det. Og jeg
velsigner dig, fordi du har sørget
så godt for vort barn. Lev da så vel
og hav det så godt, som det ønskes
dig af din gamle tro
Kristine.“
Da Constance havde læst brevet, la
hun ansigtet ned på hænderne og
hulked. Denne arme kvinde med
sit barn! Hvorfor var hun bleven
forstødt? Med hvilken ret bar
mændene sig således ad? De nød