Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

„Lad nu mønstret være, og hør på, hvad jeg siger.“ Hun skjulte sit ansigt hos moren. „Søde barnet mit, du elsker jo din mand, hvad, gjør du ikke? Hvad?“ „Jeg véd ikke, jeg.“ „Hvad er det for en snak! Véd du det ikke?“ Hun løfted hodet op og pilled ved morens kappebånd. „Men jeg tror ikke, jeg gjør det,“ sa hun sagte. „Du forskrækker mig, barn! Da du gav ham dit ja, var det ikke da af kjærlighed?“ „Ja, Gud véd, du, endskjønt jo, det var det vel også på en måde. Jeg har nok studeret på det, må du tro, men, men,“ — hun holdt inde og så forlegen ud. „Men?“ gjentog moren ... „Nå da, men?“ „Men jeg synes ikke om at være gift.“ „For et urimeligt snak,“ sa fru Blom indigneret. „Synes du det er så urimeligt? Kan du slet ikke forstå det? Og tror du ikke det ofte kan gå så?“ „Jo, hvis man får en slet eller en ondskabsfuld mand.“ „Er det bare derpå det kommer an?“ „I alle fald derpå det burde komme an.“ „Men man kan da like et menneske mere eller mindre, uanseet, hvor god eller dårlig han er.“ „Ah nej da, Constance, dette snak hører intet steds hjemme, en hustru har ikke lov at tænke slig.“ „Det kan jeg ikke begribe.“ „Det er forskruet eller i det mindste barnagtigt, og det er det værste i et ægteskab, du må for Guds skyld ikke være barnagtig, Constance.“ „Ja, ja, lad nu det være godt. Hør her, mor, nu må du ikke sige nej — jeg har så'n lyst til at ligge her inde hos dig.“ Og hun stak hænderne ind under morens nakke og løfted hendes hode op imod sig. „Hos mig, er du gal, barn?“ „Jeg skal gjøre mig så smal, så smal som på landet, når der kom gjæster, husker du, og vi måtte ligge sammen,“ sa hun indsmigrende. „Ja, den gang, ja, da var du jo så liden.“ „Ah pyt, om jeg er de par tommer længer, så gjør vel ikke det noget ... Så bilder jeg mig ind, at jeg er hjemme igjen, og at det er sommerferie, og så kan vi snakke så meget, som vi vil ... Jeg springer ind og henter mit nattøj.“ Hun var allerede henne ved døren. „Ikke på nogen mulig måde, Constance! Hvad vilde din mand sige!“ fru Blom sad overende i sengen og så formelig bestyrtet ud. „Såpas måtte han vel gi mig lov til, han, som er så snil.“ „Kom her, Constance,“ sa moren strengt, og da hun atter sad på sengekanten, talte hun formanende og alvorligt til hende. Hun måtte ikke være lunefuld eller ukjærlig mod ... sin mand. Det var hendes pligt at elske ham og hendes kald at gjøre ham lykkelig. Hun skulde betænke, hvor godt hun havde fået det, hun, en fattig embedsmands datter være kommen således på det tørre, det var såmæn ikke at blæse til. Og sådan en prægtig, elskværdig mand, hun havde fået, med slig sans for hjemmets hygge. Hun måtte sandelig være forsigtig, at hun ikke gjorde ham lej af sig; hun kunde risikere, at han søgte andet steds hen med sin kjærlighed, for sådan var nu engang mændene. Det kom så blødt og mildt, og hun strøg hende hele tiden kjærlig over hånden, som hun holdt mellem begge sine. Og var der noget, hun havde vanskelig for at vinde bugt med hos sig selv, så skulde hun bare trøstig gå til Gud og bede om hans hjælp. Og hun skulde begynde med at takke for al hans nåde og godhed. Når hun holdt sig til Herren, vilde alt blive så godt og velsignet, og hun skulde være hendes egen kjære Constance som i gamle dage.
Det var det samme som tanten altid sa. Vilde nu moren også trykke hende til jorden med dette snak om, hvor godt hun havde det, og med kravet om, at hun skulde leve sit liv så at sige på knæ. De vilde tvinge hende til at være glad, til at føle sig lykkelig. Var der da noget at være lykkelig over? Hun så det ikke. Hun havde fuldt op at æde og drikke, det var sandt, men det havde hun altid havt. Hvad kunde hun hjælpe for, at hun gik med denne tomhed i sit indre, at hun havde stedse vanskeligere for at fordrage sin mand. At de ikke kunde la hende i fred. Selv skreg hun jo ikke op, eller gjorde noget menneske nogen bebrejdelse. Hvis det nu virkelig var så afskyelig at være som hun var, så var det jo ikke hendes skyld, hun kunde jo ikke skabe sig om, hun. Som hun sad der på sengekanten og hørte på morens lange tale, fik hun en følelse af en bitter skuffelse og en smertelig forladthed. Hun havde lovet sig så meget af morens besøg; hun havde gået med en uklar forestilling om, at når hun kom, skulde alt blive godt. Men nu forstod de slet ikke hinanden. Moren blev pludselig til en fremmed, en allieret af dem, der gik og anklaged hende. Der åbned sig en afstand imellem dem, et stort rum, hvori alt det lå som moren var gået forbi uden at se eller uden at vide om, var til. Hun blev med et så undselig for hende. Bare de kunde undgå at komme tilbage til dette. Hun skulde være så venlig og blid mod Ring. Der skulde ingen anledning blive. Og hun skulde nok se lykkelig ud, det skulde være hendes mindste kunst, når det endelig derpå kom an. „Ikke sandt, Constance min, du vil være en god og fornuftig pige?“ sa fru Blom til sidst efter at ha ventet lidt på, at datteren skulde sige noget. „Jo da! Jeg skal være så fornuftig, så! Du skal bare se. God nat, mor.“ Hun kyssed hende, rejste sig op og gik ud af stuen. 4 Nede i Welhavensgade boed højesteretsadvokat R. C. Hansens. Fruen, som hed Marie, var Constances kusine, datter af en infanterikaptejn Foss fra Bergen med otte døtre og meget knappe indtægter. Hver sommer var småpigerne efter tur bleven inviteret op til Molde med rejsepenge frem og tilbage, til den i økonomisk henseende bedre stillede onkel Blom, der var gift med kaptejn Foss' søster. Ring og Hansen havde været kjendt fra skoledagene af og var med årene bleven ved at være venner. Nu var de jo ved sine giftermål også bleven slægtninge, og det var derfor en selvfølge, at de to familier stod på en fortrolig omgangsfod med hinanden. Fru Blom kunde ikke være hjemmefra mere end en måned. Nummer tre af hendes døtre skulde konfirmeres i oktober. Masser af ting, som skulde gjøres forinden, lå og vented på, at hun skulde komme og ta fat. Man var alt et godt stykke ind i september, og hendes ferietid var snart tilende. Hin første aftens samtaleemne var siden ikke bleven drøftet mellem mor og datter. Constance afværged med behændighed enhver strejfen ind på disse enemærker, og fru Blom fandt det rettest ikke at plage hende for meget med snak. Desuden var det også blevet overflødigt, for hun så med glæde, at hendes ord var falden i god jord og havde båret de skjønneste frugter. Der kunde Ring se, hvor blød og bøjelig Constance var. Det havde været tilstrækkeligt blot at pege på det for hende. Ring måtte jo også medgive, at hans kone var bleven aldeles mærkelig elskværdig. Hun lo af hans vitser og undlod end ikke at kysse ham efter måltiderne. Inderst inde havde han dog en fornemmelse af, at dette ikke hang
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46: Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88:
dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90:
„Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92:
„Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94:
en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?