Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

havt — de ord, han havde sagt, og så det afskedsblik. Mindet skylled varmt hen over hende. Lyden af entréklokken brød ind over stilheden og bragte hende med et heftigt ryk tilbage til nuet. Pigen kom og sa, at der var en herre, som spurgte, om han kunde få hilse på fruen. Constance tog det kort, hun rakte hende. „Lad ham komme,“ sa hun stakåndet og famled efter noget i lommen. I det ene minut, som hengik, inden Mejer viste sig på tærskelen, havde Constance rejst sig op og sat sig ned flere gange. Hun rakte sin hånd ud imod ham. „Det var morsomt at se Dem,“ sa hun nervøst. „Hvordan har De det?“ Mejer stod og arbejded med noget i halsen, som kom i vejen for hans ord, mens han trykked hendes varme hånd med sine kolde fingre. „Jeg mødte Deres mand for lidt siden, han bad mig gå op og se, hvordan De boed.“ „Havde De ikke tænkt på det af Dem selv da?“ „Jeg vidste ikke —, jeg troed ... Er De allerede i orden?“ Constance fik sin sikkerhed tilbage; blegheden på hendes ansigt var borte; i kinderne var der kommet en fin rød i farve, og øjnene strålte med sin smukkeste glans. „Fuldstændig,“ svarte hun, „dette er mit værelse, vil De se de andre?“ Hun gik foran. „Her er Lorcks departement,“ sa hun, da de var kommet igjennem spisestuen. „Her skal De se, venteværelse, modtagelsesværelse og studereværelse.“ Det sidste var et lidet rum med vindu til sidegaden, fuldpakket af bøger og smukke polstrede egetræsmøbler. „Og her er Deres territorium?“ spurgte Mejer, da de var færdige med besigtigelsen ...“ „Ja, dette er mit værelse. Er det ikke hyggeligt?“ „Utroligt! og med Dem til beboerske. — Jeg ved ikke, om det er, fordi værelset er Deres, eller fordi De er værelsets, at det ser så bedårende ud.“ Hun bøjed sig ned og slog et støvgran af sin kjole. „Lad os prøve, hvordan det er at sidde i,“ sa hun og skjøv en stol hen til ham. „Tænke sig til, at det bare er tre dage siden, vi kom,“ begyndte Mejer, idet han satte sig. „Ja, kan De fatte det,“ afbrød Constance, „jeg synes, det er måneder.“ „Evigheder!“ han slog ud med hånden, „i går og i dag har ikke villet få ende, det er fordi jeg ikke har seet Dem, Constance.“ Hun flytted sig lidt på stolen. „Jeg synes også, det er så længe,“ sa hun. „Jeg har gået og fantaseret om at gå herop,“ begyndte han igjen, „og så har jeg længtes så ihærdigt efter Dem, at jeg til sidst kom i vane med det, og syntes det var så godt at ha noget at længes efter.“ „De snakker, som De havde gået slig i årevis,“ hun smilte. „Og så har jeg uafladelig måttet tænke på Dem, som De var på dækket om natten — uafladelig,“ gjentog han med betoning. „Men det må De glemme, Mejer.“ Der var noget bønligt i stemmen. „Vi skal være venner, kun venner, lov mig, at De vil behandle mig som sådan.“ Hun hæved øjnene og fæsted dem på ham. Mejer svarte ikke straks; han sad og fortabte sig i, hvor dejlig hun var i det var så sødt at høre hendes stemme, være hende så nær og føle hendes øjne på sit ansigt. „Ikke sandt, De lover mig det,“ la hun til. „Åh nej, lad mig slippe! Jeg kan ikke på forhånd bestemme at være sådan eller sådan mod Dem.“ Tonen var klagende. Hun gav sig til at overveje hans ord og så hen for sig med en bekymret hovedrysten.
„Jeg har elsket Dem hele mit liv, fra den første tid jeg så Dem, og jeg har lidt i en grad, så De aner det ikke. Giv mig lov til at være, som jeg kan og må.“ Han havde rejst sig op og stod nu foran hende. „Jeg vil intet ondt gjøre Dem,“ — der kom en vemodig klang i stemmen. „Tror De vel det?“ Hun slog øjnene ned; hendes fingre pilled ved kniplingen på hendes overkjole. „Tror De vel det?“ gjentog han inderligere. Hun så op på ham og smilte sørgmodigt. „Nej,“ sa hun og rysted langsomt på hodet. „Men Mejer, Mejer, hvordan skal dette ende!“ hun rejste sig og fo'r hurtigt bortover gulvet. „Ende! Hvad tænker De på det for? Der får komme, hvad der vil!“ råbte han lidenskabeligt. „Jeg er Deres, De ejer mig, hører De, Constance, De ejer mig!“ Hun holdt hænderne for øjnene og virred med hodet, mens hun betragted ham med forskræmte øjne. „De må ikke være bange, Constance,“ han talte roligere og gik nærmere til hende. „Ser jeg ud som en røver eller indbrudstyv? Hellere vilde jeg hugge min højre hånd af end strække den ud for at gribe efter Dem, når De ikke frit gav mig lov.“ Hun gav sig til at drive på gulvet, og Mejer kunde se, at det kjæmped i hende. „De skal lære at være tryg ved mig, Constance — ingen i verden kan være ømmere over Dem end jeg.“ Han rakte hænderne ud imod hende. Hun stod stille foran ham, tog om begge hans hænder og knuged dem et øjeblik. „De skal være god, Mejer, bare god,“ sa hun med lav stemme og så ham angstfuld ind i øjnene. Så slap hun hænderne og begyndte atter at gå op og ned. „Constance, jeg har en bøn til Dem: kald mig Harald, når vi er alene,“ bad han, „åh, gjør det, Constance.“ Hun nikked og blev ved at gå. „Der kommer nogen.“ Hun gik hen og åbned døren. „Har Mejer ikke været her?“ spurgte Lorcks stemme fra entréen. „Han sidder her,“ var svaret. Hun sendte ham over skulderen et blik som sa: Sæt Dem dog. Han følte sig elektrisk berørt; det var jo en godkjendelse af deres hemmelige forståelse. „Nu, hvad siger du, Mejer, er her ikke nokså beboeligt?“ Lorck var trådt indenfor og så sig veltilfreds om. De talte lidt om stuernes udmærkede beliggenhed, om den fordel det var at ha formiddagssolen og om andet lignende. „Så flytter vi altså hjem i aften, Constance,“ sa Lorck, da Mejer var gået. „Du følger vel med ned på hotellet og pakker sagerne sammen?“ „Ja, lad os så komme afsted straks,“ svarte hun. „Åh nej, vent lidt, her er så hyggeligt,“ han begyndte at lukke dørene op, „her ser jo formelig elegant ud, når der står åbent til alle værelserne.“ Han gned fornøjet hænderne og satte sig, så at han kunde overskue det hele. „Og så flink som du har været! Kom hen til mig, Constance. Er det ikke dejligt at være hjemme i vort eget nydelige hjem?“ „Jo,“ sa hun åndsfraværende. Han trykked hende ned på sit knæ, tog fat i hendes hænder og gav sig til sagte at gynge hende op og ned, mens han nynned: „Ride, ride ranke.“ „Nej, nej —hold op — jeg må ud og tale med pigen.“ Hun kom sig hurtig løs. Han sad igjen beklemt om hjertet. Siden hin aften i Lausanne havde han ikke trængt ind på hende med noget kjærtegn. Han havde ventet på, at hun skulde
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133: ikke så let, uden for den, der els
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?